Dagens ord

14. marts – 14. maj 2020

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

Kære læsere af dagens ord!

Folkekirken lukker dørene op i næste uge, det gør derfor også de fysiske bygninger og vi holder gudstjenester Kr. Himmelfartsdag, det er vi alle sammen sikre på! Jeg glæder mig helt vildt!

Vi afventer dog nærmere retningslinjer! Disse vil blive offentliggjort på opslag ved kirkerne (på kirkedøre, opslagstavler, låger), på hjemmesiden og på facebook. Vi håber I vil holde godt øje, da der sandsynligvis bliver tale om tilmelding til gudstjeneste.

Jeg har valgt, at dette ”Dagens ord”, er det sidste i denne omgang – så blev det præcis to måneder efter at de daglige skriverier, bønner, andagter, strøtanker, minder osv. fik navnet ”dagens ord”. Den 13. marts begyndte jeg, men først næste dag, den 14. fik det skrevne overskriften ”dagens ord”.

Der er masser af ting, der skal gå op i en højere enhed i forbindelse med gen-åbningen af kirkerne, møder der skal afholdes, salmer der skal vælges, prædiken der skal skrives osv. osv. og det må lige nu have forrang for mine daglige skriverier, som jeg i øvrigt ellers selv har glædet mig til at sidde med hver eneste dag. Allerede i går kunne jeg mærke at koncentrationen var ved at være andre steder og i dag har jeg for alvor mærket det, så med de sidste bønner fra afsnittet om Fadervor i bogen ”Bønner til livet”, takker jeg af!

Jeg vil fortsat skrive et indlæg, en bøn, en strøtanke, en fortælling – eller lignende, som fremover vil blive delt måske under titlen ”præstetanker” både på hjemmeside og facebookside, men det vil være ca. en gang om ugen, måske lidt mere, måske lidt mindre afhængig af tid og lyst. Hvem ved, måske er jeg blevet så afhængig af at skrive ”dagens ord”, at det bliver oftere, end jeg lige nu forestiller mig! Måske jeg skriver igen allerede i morgen!

Jeg deler (som hovedregel) ikke prædikener på hjemmeside og facebook, men man er altid velkommen til at henvende sig til mig, hvis man ønsker søndagens/helligdagens prædiken tilsendt på mail eller i et brev.

Tak til alle jer, og det har været overraskende mange, der har læst med siden den 14. marts, hvor jeg – og Trine - når jeg ikke har kunnet, har delt ”dagens ord” med jer! Det har betydet mere end I aner!

Jeg glæder mig uendelig meget til at holde gudstjenester og til at se jer ”i virkeligheden” igen! På gensyn!

Guds fred og alt godt, kærligst jeres sognepræst!

 

 

Led os ikke i fristelse!

Far,

vi har svært ved at gro, at du vil friste os.

Hvad glæde kan du have af det=

Du ved, hvor lidt der skal til,

før vi falder i fristelsen.

Men vil du prøve os,

sender du os ud i svære valg og anfægtelser

for at styrke vor tro,

og for at vi skal kende din trofasthed,

så beder vi dig:

Giv os klarsyn til at skelne

og styrke til at stå fast;

og falder vi, så grib os med din stærke hånd,

for uden dig vil det aldrig lykkes.

Far, i himlen, tak for din trofasthed. Holger Lissner

 

Jeg går ofte ud,

hvor isen er tynd.

Men vandet bærer.

Hjælp mig,

når jeg ikke tror

og ikke tør.

Mind mig om,

at dåben bærer,

når alting brister. Kirsten Jørgensen

 

Fri os fra det onde:

Far,

ondt er alt, der vil skille os fra dig

og fra dem, du elsker.

Det findes alle steder,

for det bor som skygger i vore sind

og som glitrende lys i verden.

Derfor beder vi dig:

Lad det ikke få magten over os!

Stands det, hvor det viser sig!

Stands os, når vi fortrylles af det,

så vi holder os til dig og det, du vil,

og henter styrke og mod i din kærlighed i Jesus Kristus,

i hans død og opstandelse.

Far i himle, tak for den frihed,

du har skænket os i ham. Holger Lissner

 

Tak, Gud,

fordi du lod din søn kæmpe for mig

i landet øst for Paradis.

Lad ham bære mig ind i himlene,

når verden på den yderste dag

forvandles fra jammerdal

til himmelby. Kirsten Jørgensen

 

 

For dit er Riget og magten og æren i evighed!

Evige Far,

på dig håber vi, når vi kæmper,

til dig ser vi hen, når vi ikke selv kan se vejen frem.

Du er stærk, selv når du synes svag.

Derfor løfter vi vore hoveder og holder ud

i tro på, at dit rige vil komme med kraft og herlighed.

For din er styrken, som skal sejre i verden og i os,

og din er herligheden, som lyser,

når mørket er tættest og afmagten størst.

Himmelske Far!

Dig være pris og ære i al evighed.

Amen. Holger Lissner

 

Jeg ved, at alt i altet er dit.

Men jeg tror,

at du gerne deler

med mig, dit menneske.

Lad din dør stå åben,

og vis mig,

at du altid

er på vej til mig. Kirsten Jørgensen


Dagens ord

For at tænde lys!

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

Dagene ligner mere og mere hverdage i øjeblikket og af ren og skær tidnød, bliver dagens ord i dag leveret af Lars Lilholt i denne smukke sang/salme skrevet over Prædikerens Bog kap. 3,1-11. Hvis man har lyst til at høre sangen, så gå ind på Folkekirken.dk og find ”Aftensalmen”, der kan man høre den.

Jeg har en gang brugt sangen i en konfirmationstale (måske det sker igen i år?), og den hører til mine yndlingssange!
Guds fred, god nat og sov godt!

Der er en tid til at tale
En tid til at tie
En tid til at græde
Over en vi ku' li'
Der er en tid mest til latter
Når venskab fornys
Jeg tror at vi er her
For at tænde lys
Tænde lys
For hinanden

Der er en tid til at kæmpe
En tid mest til leg
En tid er vi sammen
En tid hver for sig
En tid må vi vente
Når sejlene sys
Jeg tror at vi er her
For at tænde lys
Tænde lys
For hinanden

Vi slår op vore øjne
Og begynder at se
Alt det vi troede var ukendt begynder at ske
Vi så vi var nøgne
Når nætterne kom
Alt det vi troede var sikkert gisner vi om
Der er en tid til at tale
En tid til at tie
En tid til at græde
Over en vi ku' li'
Der er en tid mest til latter
Når venskab fornys
Jeg tror at vi er her
For at tænde lys
Tænde lys
For hinanden


Dagens ord

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

Jeg har været så heldig, at jeg i dag har fået lov at dele sognepræst v. Viborg Domkirke Marianne Kochs prædiken og kirkebøn fra Drive-in-gudstjenesten søndag den 10. maj 2020.

 

Prædiken til 4. søndag efter påske 2020 (Johannes 8,28-36)

 

Sandheden skal gøre jer frie – frie til hvad.

 

Menneskesynet i dag, i vores samfund, drejer det sig meget om hvad den enkelte tænker, føler og har behov for. Det har været helt legalt at sætte sine behov over andres.

 

Men så kom Corona tiden, hvor vi pludselig opdagede at vi hænger sammen på godt og ondt – vi kan smitte hinanden – og vi kan beskytte hinanden.

Men vi opdagede også hvor meget vi havde brug for hinanden.

Hvor meget vi savner de små samtaler – om vind og vej, stort og småt, om carporten der bliver bygget, om skoletid og hverdagstid.

Og vi længes inderligt efter at være forbudne med hinanden igen.

 

For hvordan er vi frie, hvad skal vi frigøres fra og til?

 

Vi har jo fundet ud af, i disse tider, hvad der gør os frie – virkelig frie – hinanden, vi gør hinanden frie – vi spejler friheden i hinandens øjne, hinandens omsorg, i hinandens kærtegn – både i sjov og pjat og humor – og i den skulder vi kan græde ud ved.

 

Egentlig kan vi sige til Jesus, som Jøderne indigneret sagde til ham – ”vi har aldrig trællet for nogen”.

Nej vi har så sandelig aldrig trællet for nogen – måske undtagen for os selv og vores egen præstations angst. For hvordan og hvornår er vi frie?

 

Jeg tror at mange har oplevet at være frie når man har fået sendt børn og mand eller kone ud af huset, og man nu er frie til at få lavet noget af alt det der ligger og venter, og hvor det er svært at få det fra hånden fordi der hele tider er nogen der siger – mor hjælp lige her, eller far jeg er sulten.

 

 

Hvis man så kan få sendt dem af sted til noget godt, og pludselig har hele huset for sig selv nogle timer – det kan føles rigtig dejligt.

 

Men det er jo kun dejligt, fordi det sker i bevidstheden om at de kommer igen. Det er en lille lomme at stilhed uden krav, ikke andet krav end man selv stiller.

 

Men hvis de ikke kom igen, så var det ikke længere frihed, så var det kun afgrunds dyb tomhed og ensomhed. Den afgrundsdybe tomhed og ensomhed som vi føler, når vi virkelig oplever at han eller hun kom ikke hjem mere.

 

Fra børnebogen ”Palle alene i verden” – her vågner han og ser at han er alene i verden, og han kan gøre alt det han har lyst til – kan kører sporvogn, cykle midt på vejen og så meget andet, der er ingen til at sige til ham – det må du ikke – alligevel holden den frihed hurtigt op med at være sjov – og da Palle vågner sige han til sin mor: ”Åh mor, jeg drømte jeg var alene i verden, og kunne gøre lige hvad jeg ville, men jeg blev ked af at være alene”.

 

Så det er ikke den frihed Jesus vil give os. Jesus siger i dag, at vi først er rigtig fri når man er bundet.

 

Jesus var selv bundet – ”Jeg gør intet af mig selv, men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg…jeg gør altid det der er godt i hans øjne”.

 

 

Vi er kun frie når vi er bundet til nogen i kærlighed. Vi er kun frie når vi er bundet til nogen i et forpligtende forhold.

Et forpligtende forhold er når vi påtager os noget fordi vi ved at nogen regner med os. Et forpligtende forhold som vi frit har påtaget os.

 

Igen og igen ser vi det gennem historien at kun den der er bundet i kærlighed er virkelig fri.

Frihedskæmperne under 2. verdens krig sang før de blev henrettet – ”Altid frejdig”.

De kunne synge den fordi de ikke havde levet forgæves, men netop gav deres liv i kærlighed.

Derfor tændte vi også lys 4. maj fordi der var nogen før os, der følte sig så forbundet med andre at de var villige til at kæmpe for den sande frihed – for 75 år siden.

 

Ligesom der i disse tider har været mennesker – mange mennesker der, der har følt sig så forpligtede så forbundne til os andre at de har været på arbejde  på sygehuse, apoteker, forretninger, offentlige transportmidler, fabrikker og mange, mange andre steder.

Og sådan skal vi blive ved med – være her i livet, folde det ud – sammen.

Lige nu skal vi være sammen med afstand – men ikke desto mindre være sammen, bære sammen, leve sammen – beskytte hinanden, værne om hinanden – og være fantasifulde sammen og for hinanden.

 

For det er kristendommens sande væsen, at du indgår livslang i et forpligtende forhold til Gud og til andre mennesker.

 

Du kan sige nej, og side udenfor – som Palle alene i verden, Gud tvinger dig ikke, men Gud viser os at derude er der ingen frihed der er tomhed.

 

Selv Gud er kun fri ved at være bundet i kærlighed, han har ikke sat sig selv ud over sine egne regler – tænk Gud har bundet sig på lige fod – han har bundet sig til os i kærlighed.

Gud har skabt stjerne så gamle som tiden, og træer der kan bliver over tusind år.

Men os der sjældent overskrider de 100 år – det er os han har bundet sig til – os der må føles som et åndepust, som et øjeblik i evigheden – men det er os han har bundet sig til.

 

Jesus siger: Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jeg frie.

 

Sandheden er, at vi er børn af huset – vi er alle børn i Guds store familie.

Gud kræver ikke vi har styr på det hele i vort liv, men at vi erkender at det har vi ikke.

Sådan var det før corona tiden, vi prøvede hele tiden at have styr på livet – men det har vi ikke – for livet er altid større – på godt og ondt.

 

Politikerne må hele tiden erkende, ”at det ved vi ikke….”, og derfor er det eneste at vi må erkende, at vi trænger til Hans kærlighed – og til kærlighed fra hinanden.

 

Når vi nu erkender at vi ikke har styr på livet, så skal vi også tilgive hinanden når vi ser, at de andre heller ikke har det – og deri er vi hans disciple at vi lever i kærligheden og tilgivelsen.

 

Og så er vi virkeligt hans børn – når vi lever i kærlighedens og tilgivelsens rum.

Amen.

 

Kirkebøn:

Vor Herre, vor Gud, du lod os ikke alene i mørket her i verden, men kom til os som lyset der spreder det.

Hjælp os til frimodigt at gå ind i de nye dage med dig ved vor side.

De nye dage hvor der vil komme glæder og sorger, opgaver og udfordringer.

Hjælp os til altid at være åbne for kærligheden og fællesskabet.

Lær os til intenst at lytte efter dine fodtrin ved siden af vore egne, så vi helt  ind i hjertet fornemmer at vi aldrig vandrer alene.

Tak fordi du var villig til at gå ind i vort liv, til at leve, bære og fylde vort liv.

Giv os længsel efter at søge dig – lige her i midt i vores liv.

Amen


Dagens ord

En engel med forrevne vinger

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

Mens vi spændt venter på nyt omkring kirkeåbningerne, så kommer der her to bønner fra ”Bønner til liv”, det er bønnerne til Fadervors bøn: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere” og den første bøn er af Holger Lissner, den anden bøn er af Kirsten Jørgensen.

De fleste af os, om ikke alle, har nogen, vi ville ønske kunne tilgive os, for noget vi har gjort mod dem. Nogen vi har drillet, nogen vi har svigtet, nogen vi med vilje ikke så, nogen vi talte hårdt til, eller talte bagom – eller noget der er endnu værre.

I det øjeblik et ord har forladt vores mund, kan det ikke trækkes tilbage!

Vi kan sige undskyld, men vi skal mene det, og vi skal kunne bære, at den vi beder om tilgivelse ikke vil, ikke magter at tilgive.

Samtidig tror jeg også, at de fleste af os har prøvet at være uforsonlige, at have svært ved at tilgive, at bære nag og aldrig glemme, at andre forbrød sig mod os i det store eller det små – og at vi derfor var dem, der ikke tog imod den fremstrakte hånd.

Vi er måske i virkeligheden alle engle med forrevne vinger?

Dine synder er dig forladt, siger Jesus til os. Kære Gud, lad os tro, det er sandt!

 

Guds fred og alt godt!

 

Far,

når vi møder din kærlighed

i Jesu ord og handlinger,

ser vi, hvor dybt du elsker os,

og hvor tit vi kommer til kort.

Vi har svigtet, hvor vi skulle have handlet,

og vi har valgt forkert,

hvor vi kunne have valgt anderledes.

Vor skyld er stor.

Derfor beder vi dig: Vend dig ikke fra os!

Forlad os vor skyld,

og lær os at tilgive dem, der gør os ondt,

så vi åbner os mod hinanden

og lever sammen i din kærlighed,

hvor livet bliver helt igen.

Tak for den nåde du giver os. HL

 

Det er en lykkelig gåde,

at du holder mig ud,

også når jeg ikke kan forlade

den forførende tanke om at kunne være skyldfri.

Lær mig at to,

at jeg er din engel,

men undlad aldrig at lade mig mærke

mine forrevne vinger. KJ


Dagens ord

Kære alle!

Dagens ord er i dag erstattet af et album med billeder og lyd fra dagens drive-in gudstjeneste i Viborg. Billederne er taget af Karen Degn, Christine Mader og undertegnede.

Det var en rigtig god oplevelse at være i præstekjole med en rigtig menighed, dejligt at vi kunne se, hvem der sad i nogle af bilerne. Vi anede ikke, hvordan det ville være at holde gudstjeneste for "biler", men vi vidste heldigvis at der sad mennesker vi kender og holder af i bilerne og det gjorde hele forskellen! Tak til jer der kom, og var I ikke med, ja så kan I her se nogle glimt fra dagen!

Guds fred og alt godt!

Inge Mader

Klik på dette link for at se flere billeder og hør


Dagens ord

Linas Aftenbøn

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

Jeg har lige være ude på min aftentur med Arne. Vi lyttede til stilheden og mærkede aftenluften så stille og fin. Og på vejen ”rundt om mosen”, Bredmosen mellem Øster Vandet Vej og Galgebakkevej, Sjørslev dukkede min mors stemme op i mit øre, med min barndomsaftenbøn/aftensalme.

Med ønsket om at det må blive en god og rolig nat, hvor engle står vagt, samt at dagen i morgen må være fyldt af glæde for alle, så kommer den her, ”Linas aftenbøn” fra 1813, fra bogen ”Læsebog for Døtreskoler” af Kgl. skuespiller Peter Foersom. Den har nummer 789 i salmebogen:

Nu lukker sig mit øje

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Sig månen langsomt hæver

789 Nu lukker sig mit øje,
Gud Fader i det høje,
i varetægt mig tag!
Fra synd og sorg og fare
din engel mig bevare,
som ledet har min fod i dag!

Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Bønner til Store Bededag!

 

Dagens ord v. Inge Mader

I evangeliet til Bededag (Matthæus 7,7-14) lyder det blandt andet: Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for.

 

Vi søger alle sammen i øjeblikket svar på, hvad vi gør fremover, hvordan kommer vi som samfund og kirke videre!

Vi glæder os over, at vi fra den 18. maj under en eller anden form må lukke kirkerne op igen! Men lige nu er det sådan, at vi i kirken ved vi lige nøjagtig lige så meget og lige så lidt som enhver anden der følger med på radio og tv. Så snart vi ved mere om, hvordan den gradvise åbning bliver i kirkerne, så bliver der lavet et opslag både facebook og hjemmeside!

Mit hjerte bløder for den familie, der nu for anden gang har valgt at udsætte barnedåben, fordi det for dem er for svært, at vi kun må være 10 i alt den 16. maj, gid den næste dato de finder betyder, at de kan få lov at samle alle deres kære. 

 

Indtil vi ved mere, må vi glæde os over det smukkes forår der i år er blevet og til del og glæde os over, at vi bor et sted i verden, hvor det er muligt at færdes i naturen, uden at vi bliver for mange ad gangen på skovstier, ved søer og strande og hvor vi eller går ture!

 

Min bøn i dag på Store Bededag, er at vi alle må tage alvorligt, at covid-19 ikke er forsvundet fordi vi lukker samfundet mere og mere op, og at vi derfor bestandig må huske at tage hensyn til hinanden, dertil hjælpe os Gud!

 

En af mine kollegaer, et andet sted i landet, har samlet 12 bønner til dagen i dag, måske der også er lige den bøn, der ramte dit hjerte!

 

Bøn 1:

Herre, min Gud!

Du er med mig.

Jeg skal efter din vilje og på dit bud

i gang med dagens mange gøremål.

Jeg beder dig om nåde til

fortsat at leve i dit nærvær.

Tag imod mit arbejde,

og tag mit hjerte i din hånd. Amen.

 

Bøn 2:

Himmelske konge og trøster,

du sandhedens Ånd!

Du er nærværende overalt,

fylder universet,

du godhedens kilde,

du livgiver,

kom og tag bolig i os,

rens os fra alt ondt

og frels vore sjæle. Amen.

 

 

Bøn 3:

Gud.

Lad mig i dag slippe generøsiteten og storsindet løs.

Lad latteren boble, og lad mig være gavmild.

Hjælp mig med at lægge det fra mig,

Som gør mig forbitret eller skadefro.

Lad alt godt gro frem i dagen – også gennem mig. Amen.

 

 

Bøn 4:

Gud,

vi, de sønderrevne, rejser os igen,

vi, de trætte tvivlere øjner en stribe lys

i selve mørkets centrum.

Det fryder vores hjerte,

det fylder vores krop med håb

og vores sjæl med mod,

for vi aner nu, at Gud er med os. Amen

 

Bøn 5:

Gode Gud,

Giv mig styrke til at leve

uden at frygte døden – eller livet.

Lad mig bruge livet godt,

så bekymringer ikke får lov til

at få mit liv til at krympe.

Amen.

 

Bøn 6:

Gud,

Når jeg bærer og bærer og bærer,

Så lad mig mærke,

at jeg selv bliver båret.

Amen.

 

 

 

Bøn 7:

Fadervor,

du som er i himlene!

Helliget blive dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød;

og forlad os vor skyld,

som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde.

For dit er Riget og magten og æren i evighed!

Amen

 

Bøn 8:

Kristus,

Hjælp mig i dag,

så ingen skærer sig på mine ord,

og så jeg heler i stedet for at såre.

Amen.

 

 

Bøn 9:

Gud,

Nu lægger jeg mine bekymringer over til dig.

Jeg kan stadigvæk godt mærke dem,

og jeg kan godt se dem.

Men nu er de hos dig.

Mind mig om det i dagens løb.

Så jeg kan ånde frit,

og vide, at du tager dig af mig. Amen.

 

Bøn 10:

Gode Gud,

Tak for den smukke natur, vi får lov at leve i.

Lad vores tro vokse og give frugt.

Lad glæden over livet være større

end bekymringerne for det.

Lad os leve i troen på, at vi er vigtige for dig,

og at du holder din hånd under os og sætter din regnbue over os. Amen.

 

Bøn 11:

Herre,

Dagene svinder bort mellem vore hænder,

og vort liv med dem.

Men du forbliver.

I går, i dag og i morgen er du den samme.

Fra evighed kender du os. Min fremtid er i dine hænder.

Gør mig beredt til alt det, du vil med mig.

Det beder jeg dig om i tillid til din trofasthed. Amen.

 

Bøn 12:

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,

som det var i begyndelsen,

således også nu

og i al evighed.

Amen.

 

 

Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Aftenen før Store Bededag

Dagens ord v. Inge Mader

Bøn til Store Bededag af Elof Westergaard, Gudstjenestens bønner I, 2012

Gud Fader,

du er himlens ørre.

Du hører den bøn

som bliver sagt med spinkel stemme og tørre læber.

Du lytter

når et menneske beder om brød eller fisk.

Du har givet os dine bud,

og vi ved at du vil have os til at gøre det mod andre

som vi selv ønsker gjort mod os.

Vi beder dig:

Hjælp os med at holde dine bud,

og giv vores fødder vinger

så vi med lette trine

rejser os fra det dybe

og følger dig,

du som er fra evighed til evighed. Amen.

 

Jeg holder meget af hveder, jeg holder meget af traditionen med at spise hveder torsdag aften før st. bededag, og Rema 1000 har glutenfri hveder på frost, så det er ingen sag længere, jeg kan spise med og skal ikke kigge misundeligt på andre, der spiser hveder. At spise varme hveder havde i min barndom en stemning af højtid over sig. Vi havde altid dem bageren, hvor min mor arbejdede, havde ristet. For ingen kan riste hveder som bageren gør det. Men vi havde også hvedeknopper fra samme bager til selv at riste. Dem bageren havde ristet, det var de bedste! Gad vide om man kan købe en hvede der er ristet nu, eller man ”kun” kan købe hvedeknopper?

I år skal vi prøve noget nyt. Nogle af vores venner har gjort det i mange år, i år prøver vi: vi skal spise hveder til aftensmad! Det skal prøves! Jeg har det ellers sådan ”at det kan man da ikke”, det er fuldstændig det samme som med pandekager med syltetøj og sukker, det har jeg heller aldrig kunnet forlige mig med kunne gøre det ud for et helt måltid. Men i år prøver vi, nogle gange skal man jo ud og prøve sine grænser af, og hvis ikke i år, hvornår så. Alt er så anderledes i år alligevel, selv om mandag formentlig byder på nye åbninger, men derfor også nye udfordringer!

Nu er det ellers sådan med aftenen før bededag, at den siden 2010 har været fejret med gudstjeneste og fælles varme hveder bagefter. Det kan jeg mærke, at jeg savner her hen under aften. Jeg vil tænke på alle jer, der plejer at være med, når vi holder gudstjeneste og spiser hveder sammen. Det er så hyggeligt. Det vil vi gøre igen næste år, det er jeg sikker på!

På Nationalmuseets hjemmeside står der: ”At spise varme hveder aftenen før Store Bededag er en skik, som har været kendt siden midten af 1800-tallet. Skikken kan godt være ældre. Dengang var hvedebrød en særligt fin spise, som var forbeholdt festdage og specielle lejligheder. Store Bededag var en dag, hvor man ikke måtte arbejde før gudstjenesterne var overstået. Det gjaldt naturligvis også for bageren, der ikke kunne bage i de tidlige morgentimer. Derfor blev der bagt hvedeknopper aftenen før. Så kunne man købe dem om aftenen, og skærme dem over, varme dem og spise dem næste dag. Hver knop gav to tvebakker eller "hveder". Men i stedet blev skikken, at man spiste de friskbagte, sprøde - og måske endda lune - hveder samme aften, som de var blevet købt”.

Bededag, som også kaldes store bededag, falder altid fredagen før 4. søndag efter påske og er som navnet lyder tiltænkt bøn – og i øvrigt også faste. Det er en dansk helligdag, som ikke fejres andre steder, den har ikke sin oprindelse i en bibelsk hændelse, som alle vore andre helligdage har det (bortset fra Nytårsdag).

Store Bededag blev indført i 1686 af biskop over Sjælland, Hans Bagger (traditionen fortæller ellers at det var Struense, men det er ikke rigtigt). Hans Bagger kaldte dagen for ”ekstraordinær almindelig bededag”. Alt var lukket på bededagen, kroer og forretninger lukkede når kirkeklokken torsdag aften kl. 18.00 ringede som signal til at bededagen tog sin begyndelse. Alle skulle så faste og lade være med at arbejde indtil gudstjenesterne om fredagen (der var tre i hver kirke) på selve bededagen var afholdt. Bededagen har aldrig været en folkeligt populær helligdag, men dagen fik for nogle år siden tilnavnet ”store konfirmationsdag”, fordi så mange af landets kirker holder konfirmation Bededag. I morgen skulle jeg også have konfirmeret to drenge fra Lyshøjskolen i Almind, men det bliver først den 15. august.

 

Rigtig god aften! Faste eller ej, jeg skal spise varme hveder!

 

Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Giv os i dag vort daglige brød!

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

Dagens to bønner er fra ”Bønner til liv”, 2007.

 

Martin Luther spørger i sin Lille Katekismus om hvad bønnen i Fadervor, "Giv os i dag vort daglige brød" betyder. Og hans eget svar lyder: "Alt, hvad der behøves til livets ophold og trivsel, for eksempel mad, drikke, klæder, sko, hus, hjem, marker, kvæg, penge, ejendom, from ægtefælle, fromme børn, fromme medhjælpere, from og retsindig øvrighed, god regering, godt vejrlig, fred, sundhed, tugt og ære, gode venner, trofaste naboer og alt, hvad der nævnes kan".

Nogle af ordene forekommer os måske lidt støvede, men vi kan ikke være i tvivl om meningen. Mennesket lever ikke af brød alene. Det daglige brød er måske i virkeligheden det mindste af det hele, selv om et brød kan betyde hele forskellen mellem liv og død for et menneske, med mindre man er nyforelsket og lever af kærlighed og kildevand.

Førhen sagde man, at når man var i fængsel, så levede man af vand og brød – netop kun det, der skulle til for overleve.

 

Vi mennesker lever ikke af brød alene, det er også det Jesus svarer, da Satan i ørkenen forsøger at friste ham til at skabe stenene om til brød.

Lever vi af brød alene, ja, så dør vi, for så kommer vores liv til at mangle den åndelige dimension, alt det, som Luther nævner, det der ikke lige kan puttes i munden.

Vi lever i lige så høj grad af livets brød (Jesu ord) som af dagligt brød. Vi lever af andre menneskers omsorg for os og keren sig om os, vi lever af at vi er elskede før vi selv kan elske, vi lever af at vi i dåben får at vide, at vi er i Guds hænder alle vort livs dage og vi lever af nadverens lille brød (oblaten) og nogle få dråber saft/vin – Jesu legeme og blod. Vi lever af, at vi ikke kan og skal frelse os selv, vi lever af at nåde, kærlighed og tilgivelse er en gave vi har fået givet – og så lever vi af at vi skal være dagligt brød for vores næste – det er dagligt brød! Her hos os er vi oven i købet så heldige at vi har dagligt brød i overflod, lad os derfor dele med dem, der intet har!

 

Guds fred og alt godt!

 

 

Bøn af Holger Lissner:

Far,

du ved, hvad vi alle trænger til,

før vi selv har erkendt det.

Du ser vor sult og tørst,

og de mange, der savner,

hvad vi har i overflod,

og som må undre sig ved at se,

hvad vi mangler.

Gode Gud, giv os, som du før har givet,

brødet, der mætter kroppen,

kærligheden, der mætter sjælen,

og troen og håbet, der mætter ånden

og skænker liv og glæde.

Tak for det liv, du giver os!

 

Bøn af Kirsten Jørgensen:

I virkeligheden får jeg mest flødeskum,

for du forkæler dit barn så rigeligt.

Lær mig også at mærke livets nødvendigheder,

dets kerne.


Dagens ord

Tænd lys for drømmen

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

I går, den 4. maj, tændte vi lys i vinduerne for freden og friheden og befrielsen. I taknemmelig erindring om dem, der gav deres liv for vores frihed.  Den 4. maj om aftenen er mine forældre og deres fortællinger fra 2. verdenskrig levende for mig på en helt særlig måde. Derfor sætter jeg også lys på deres gravsted den 4. maj om aftenen, det er i mine forældres ånd. Selv om jeg for længst var voksen og flyttet hjemmefra kunne min mor godt ringe den 4. maj i løbet af dagen og sige: ”Ingepige, nu husker du at sætte lys i vinduerne i aften”. Den opringning havde nærmest rituel karakter, for både hun og jeg vidste, at det ville jeg selvfølgelig gøre, men det hørte dagen til, at få den besked. Min mor døde i januar 2007, og sorgen og savnet ramte mig med en helt særlig kraft den 4. maj det år! Midt i forberedelsen af årets konfirmationer, også min egen datters, blev savnet næsten ubærligt. Men min mor ville have sagt, at jeg skulle tage mig sammen og passe mit arbejde og være noget for dem, jeg holder af, så selvfølgelig blev det sådan, også den dag!

I dag har flagene vejet over Danmark, kirkeklokkerne har ringet og mange af os har nynnet med på ”En lærke letted’” hele dagen.

Det er vigtigt, at vi mindes, men det er vigtigst, at vi husker! Jeg tror, det er det, mine forældre også har lært mig! Husker, at det, der skete den gang, kan ske igen. Det var vores held, at nogen kæmpede vores sag, både i og uden for Danmark. Dem skylder vi at huske. Huske, at 2. verdenskrig ikke blot var en historisk begivenhed, der undervises i, i historietimerne, for var det blot det, ja, så kunne vi nøjes med at mindes. Men bestandig huske hinanden på, at kampen mod det værste, laveste og ondeste i mennesket, det er en kamp der aldrig hører op. Vi kan gøre os blinde og døve for det, der sker omkring os af og til, men vi må aldrig blive så blinde og døve, at vi overser uretfærdigheder og glemmer at krig nedbryder alt det, der gør livet værd at leve.

Krig frarøver os lyset, glæden, livsmodet, kærligheden – uanset hvor vi i verden vi bor. Derfor er fejringen af befrielsen også en påmindelse til os om, at hvis vi ikke husker og bliver ved med at huske, hvad der sker, når næstekærligheden suspenderes, så kan hadet og det onde få alt for megen magt.

Måtte freden, friheden, forsoningen, næstekærligheden, troen, håbet og kærligheden sejre i hele verden og las os aldrig glemme, at vi selv medvirker til at lyset vinder over mørket, det begynder med os selv! Lad livet leve – tænd lys for hinanden!

Læs digtet, som Halfdan Rasmussen skrev til 5. maj 1985 v. en mindehøjtidelighed i nærheden af Oksbøl. Det er 35 år siden, det er ikke uaktuelt!

Guds fred og alt godt!

 

 

Prolog 

I.

Der var engang.. for ikke længe siden,
at Danmark var besat og under tvang.
I dag er landet atter frit, men tiden
har varsler om fortræd og undergang.
Vi tvinges til at hade eller favne.
Den enes frihed blir den andens bur.
Det onde lever under andre navne,
men har præcis den samme signatur.

Vi glemmer let, men smertelig erindring
vil modnes til erkendelse en dag,
hvis ikke nye rædsler lægger hindring
for tryghed mellem jordens folkeslag.
Vi må besinde os, før afsind krænker
vort liv som mennesker på denne jord.
Med nye våben kommer nye lænker.
Det er af overmagt, det onde gror!

II.

Til fangelejrene blev de sendt
som kvæg i plomberede vogne.
Og nogle blev martret og nogle brændt
til aske i bødlernes ovne.

Vi husker barakkernes muselmænd
og ser dem bekymret våge
som stod de fortabt og forladt igen
i afsindets nat og tåge.

Vi husker, de myrdede drøm og tro.
Vi husker fornedrelsens stunder,
hvor kræmmerne prækede lov og ro
mens hele verden gik under.

Vi husker de grave som snart er glemt.
Vi husker befrielsens stemme,
men glemmer så meget, der er bekvemt
at undertrykke og glemme.

III.

Nutid er rundet af fortid.
Fremtiden formes i dag.
Meninger kæmper og brydes
under paroler og flag.
Giv os en meningsfyldt verden
fremfor en meningsløs tid,
fred mellem mennesker fremfor
bitter og nådesløs strid.

Jorden er spækket med våben,
hærget af hunger og had.
Angsten, vi ville bekæmpe,
skiller os stadigvæk ad.
Drømme blev næret forgæves,
hvis vi påny går amok.
Kæmp for den fred, vi har drømt om.
Krige har kostet os nok!

IV.

Tænd lys for drømmen. Skumringstimen kalder.
Den største drøm er uden tid og alder.

Tænd lys for dem, der sover blidt erindret
bag alt det onde, der har overvintret.

Tænd lys for fred på jorden. Værn om flammen.
Vi får kun fred, hvis vi tør leve sammen.

Tænd lys for krigens ofre i dag,
for flygtende og undertrykt og svag.

Skal livet ånde frit, må det fornyes.
Tænd lys! Tænd lys!

Halfdan Rasmussen, 1985


Dagens ord

Den 4. maj 1945 – den 4. maj 2020

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader og Hans Werner Klausen

Mellem 17.00 og 18.00 i dag var der en højtidelighed for hele pastoratet ved mindestenen i Almind.

Der skulle have været en andagt i Almind Kirke, men omstændighederne i tiden gør, at vi måtte ændre planer. Der blev kimet med Almind kirkes ene klokke, og højtideligheden blev flyttet til mindestenen på Rindsholmvej i Almind. Både i Sjørslev og i Lysgård blev der også nedlagt kranse, i Sjørslev v. mindestenen på Elsborgvej og i Lysgård v. mindestenen for St. St. Blicher på Lyshøj, da der i Lysgård ikke er en 4. maj-sten.

I alt deltog 33 i højtideligheden i Almind, i små grupper af max. ti personer.

Tidligere formand for menighedsrådet Hans Werner Klausen hold en kort tale, vi sang ”Altid frejdig når du går” og vi bad Fadervor i kor. Dette blev gentaget for hver gruppe der kom.  

Højtideligheden afsluttedes med at der blev ringet med begge Almind kirkes klokker.

Med ønsket om at fred, frihed og forsoning må blive hele verden til del, ønskes alle en god befrielsesaften med lys i vinduerne. Lyset vinder over mørket!

 

Hans Werner Klausens tale ved nedlæggelse af krans ved mindestenen i Almind for freden den 4. maj 1945:

1945. Det er 75 år siden. Det er lang tid. Der er efterhånden få der husker den aften. Der var stor glæde, fordi 5 års besættelse var slut.

I den følgende tid blev der rejst mindesten rundt i landet. I byerne og i sognene gik man sammen for at rejse sten, så kommende slægter kunne blive mindet om dagen. Således også her i Almind.

Stenene skulle minde om glæden ved at landet igen var frit.

Stenene skulle også minde om de mange som gav deres liv for friheden.

Både de mange som faldt i de allieredes hære, men også de danske i modstandsbevægelsen som satte livet til. Deres indsats gjorde at vort land kunne stå som et ligeværdigt medlem af de frie nationer.

I taknemmelig erindring om befrielsen, og om de som gav deres liv, nedlægger jeg for Almind sogns beboere, denne krans.

Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård.

 

Altid frejdig, når du går
veje, Gud tør kende,
selv om du til målet når
først ved verdens ende!

Aldrig ræd for mørkets magt,
stjernerne vil lyse!
Med et Fadervor i pagt
skal du aldrig gyse!

Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.

Chr. Richardt 1867.

 

Fadervor, du som er i himlene!

Helliget blive/vorde dit navn,

komme dit rige, ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde.

For/thi dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen

 

Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Tro, håb og kærlighed!                           "Se flere billeder her"

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

Det har været en glædesfyldt formiddag og inderligt rørende formiddag!

Når konfirmanderne ikke kan komme i kirke på konfirmationsdagen, så må præsten komme til konfirmanderne! Det begyndte med sol og tunge, mørke skyer, men endte i det skønneste solskinsvejr!

28 konfirmander er i dag besøgt, 89 kilometer kørt i flagpyntet Panda med Arne bag rattet, 4 timer virkelig godt brugt. Langt de fleste var hjemme, hvilket gjorde oplevelsen endnu bedre for os alle sammen!

Alle konfirmander fik en lille hilsen fra præsten og en pose med tro, håb og kærlighed i form af bolsjer!

Der er blevet sat utroligt mange knus ind på kontoen og de bliver indløst en gang, når vi må knuse igen! Der var en tåre i øjenkrogen på nogle konfirmander, nogle forældre og både præst og præstemand! Nogle sov, men har siden skrevet tak, andre var desværre ikke hjemme, men der ligger hilsener i deres postkasser og både Sjørslev og Almind holdet fik besøg i dag, for konfirmanderne kender hinanden på kryds og tværs af sognegrænser, så det gav mest mening på den her måde!

Tro, håb og kærlighed har fået lov at sejre i dag, selv om i dag blev en helt anden dag, end nogen af os havde forestillet os, da vi mødtes ”til præst” i september 2019!

Kære konfirmander, det gjorde godt at se jer i dag, og jeg glæder mig inderligt til det bliver jeres dag i kirken!

 

På den lille hilsen står der sådan her:

Gud siger: Jeg står ved mine planer for jer; de handler om fred, ikke om straf, og jeg give jer en fremtid fuld af håb (Jeremias 29,11) og Jesus siger: Jeg lover, at jeg er hos jer, så længe verden er til. (Matthæus 28,20)

Kære konfirmand (navn på hver)

I dag/Om en uge skulle du have været konfirmeret, men corona/covid-19 har lukket kirkedøren, så det bliver først den 29. august. Men jeg synes du skulle have en lille hilsen fra kirken og fra mig! Det vi alle sammen lever af uanset om vi må være sammen eller ej, det vigtigste vi har fået givet: nemlig: Tro (kors), håb (anker) og kærlighed (hjerte). Og der er nok til at du kan dele med dem, du bor sammen med, for det er nu en gang sådan med troen, håbet og kærligheden at de alle tre kun vokser, hvis de bliver delt. Med håbet om, at vi snart ses igen vil jeg bede den gamle irske bøn for dig: Må din vej gå dig i møde og må vinden være din ven, og må solen varme blidt din kind, og må regnen vande mildt din jord, indtil vi ses igen, må Gud holde dig i sin hånd!

På gensyn! Den allerkærligste hilsen din præst!

Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Ske din vilje…

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

Ske din vilje som i himlen således også på jorden, er den næste bøn ”Bønner til liv”, 2007 har bønner til. De bønner lyder sådan her:

Kærlige Far!

Vi fatter ikke,

at nogen kan få lyst til at gøre andre ondt,

og at vi kan gøre noget mod andre,

som vi ikke selv ønsker at opleve.

Alligevel gør vi det igen og igen.

Derfor beder vi dig:

Grib vores hånd, når vi vil slå!

Luk vores mund, når vi vil såre!

Nød os, når vi vil unddrage os,

og send os af sted, så vi gør det, du vil!

Lad os alle se, hvor rigt det er,

når din vilje sker

her, hvor vi lever og længes.

Tak for den kærlighed, du giver os!

Holger Lissner

og

Djævelen knurrer og lægger råd op imod dig

i mig.

Han og jeg vil have vores vilje.

Gud, led min vilje

så den kun forenes med din.

Kirsten Jørgensen

 

Din vilje ske, er også det Jesus siger til Gud da han beder i Getsemane Have natten til Langfredag: ”Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.” (Lukas 22,42)

Bønnen hænger for mig sammen med det gamle udtryk ”Gud i vold”.  Da jeg som ung arbejdede som hjemmehjælper i nogle måneder i sommeren 1985, vågede jeg bl.a. om natten hos en gammel kone, som lå for døden. Over hendes seng hang broderiet ”Gud i vold” – guldbogstaver broderet på sort stof og med en smuk guldramme omkring. Hun kunne ikke tale meget, men hun ville gerne at vi bad Fadervor og det gjorde vi. En nat, kort før hun døde, var det eneste hun selv kunne sige ”Gud i vold”, det var de sidste ord jeg hørte hende sige. Mange gange i livet er billedet af den lille afkræftede skikkelse kommet tilbage til mig, ordene og billedet på væggen over sengen, måske især når jeg ikke rigtig har kunnet se mig ud af, hvad der videre skulle ske, eller når jeg i særlig grad har haft brug for at bede Gud om hjælp.

Udtrykket bruges ikke så ofte længere, det betyder noget i retning af ”varetægt” – Gud tag vare på mig, beskyt mig! Det er stærke ord, der ikke ofte bruges, men måske det er lige nu, de ord kan lyde. Vi står overfor at skulle lukke samfundet mere og mere op, og mange af dem jeg taler med er bekymrede for, hvordan det mon skal gå. Noget af den bekymring kan vi måske lægge bag os, netop ved at ønske for hinanden: ”Gud i vold”.

Da vi stod ved tærsklen til dette årtusinde sagde Dronning Margrethe bl.a. i sin nytårstale:

"Når folk i gamle dage begyndte noget nyt eller lagde ud på en stor rejse, ønskede de hinanden "Gud i vold". Det er større ord, end de fleste af os tør bruge i dag....I aften vover jeg det alligevel: Gud i vold - Godt nytår".

Jeg vover med vores kloge dronning at sige: Gud i vold!

Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

I går skrev jeg brev til mine konfirmander, det må I andre da også gerne læse!

 

Kære Konfirmander og kære forældre!

De næste to søndage skulle I have været konfirmeret og jeg sidder her og skriver med en fornemmelse af tristhed over, at det ikke kommer til at ske. Vi skulle i går have holdt generalprøve i Sjørslev og på næste onsdag i Almind og sammen sunget de salmer, I havde valgt. I har ikke valgt salmer endnu, men det kommer der en mail om efter 10. maj, hvis vi efter den tid stadig ikke må mødes i virkeligheden!

Covid-19 er en uberegnelig fjende ingen af os havde set komme, den sneg sig ind på os bagfra og gjorde at livet forandredes for os alle sammen. Fjender bekæmpes med kærlighed og sammenhold, for fjendskaber dør af kun at blive vist kærlighed!

Men den her fjende kan vi kun bekæmpe, ved at stå sammen om at stå sammen på afstand!

Tiden siden den 11. marts har lært mig og jer at nye fællesskaber opstår, der hvor vi ikke længere kan gøre som vi plejer – og det har været og er stærke fællesskaber der er opstået, sådan nogen som fjender bukker under over for, det viser alle tal os lige nu!

Lyset vinder altid over mørket, det er det, Jesus fortæller os, og det har vi kunnet se de sidste mange uger.

Der er blevet tændt mange lys over hele Danmark, på mange forskellige måder ved fællessang, ved brevskrivning, ved flaghejsning, ved online-koncerter og meget, meget mere – men alt sammen ”hver for sig”.

Jeg håber og tror at konfirmationerne i august vil være med til at styrke fællesskabet endnu mere, fordi det ikke bliver ”hver for sig” men netop SAMMEN I skal konfirmeres.

Jeg har ikke fantasi til at tro, at det ikke sker og jeg har håb og tro og kærlighed nok til at være sikker på, at I nok – den dag – skal få en helt fantastisk konfirmation.

Men det betyder ikke, at jeg ikke er ked af det på jeres vegne over at det ikke bliver den 3. maj og den 10. maj!

Jeg håber I holder humøret oppe, jeg håber I vil skrive eller ringe til mig, hvis I ikke kan holde humøret oppe og jeg håber jeg kan finde en måde vi måske kan mødes på i små grupper inden sommerferien, hvis vi ikke får lov til at mødes alle sammen på en gang. Vi skal holde reglerne, det er nødvendigt, hvis vi skal slå den her fjende ned! Så lov mig, at I passer godt på jer selv, jeres familier og hinanden og husk, at Gud passer på jer og på os!

Jeg opfordrer alle til at flage den 3. og den 10. maj for at sende konfirmanderne en kærlig hilsen på den måde. På søndag vil flaget være hejst ved Sjørslev Kirke og den 10. maj v. Almind og Lysgård kirker. Jeg har ingen flagstang, men jeg sætter papirflag i mine blomsterkrukker både den 3. og den 10. maj!

 

De allerkærligste hilsener jeres præst – Guds fred og alt godt! Inge


Dagens ord

Lad dit kongerige blive til virkelighed!

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

”Guds rige er nær”, siger Jesus i Markus 1, 15 og ”Guds rige er midt i blandt jer”, siger Jesus i Lukas 17,21

Også i dag er det bønner fra ”Bønner til liv”, 2007, der er en del af dagens ord. Vi kommer lige så stille igennem Fadervors bønner det næste stykke tid, dog med afbrydelser fordi nogle dage i tiden der kommer får deres helt særlige ord med på vejen.

”Komme dit rige”, beder vi, sådan står der ikke i den udgave af Bibelen på nudansk som udkom den 16. marts i år, der står ”kongerige”, dog det er samme tanke, der ligger bag.

Hele fadervor-bønnen i Matthæus 6,9-13 i Bibelen 2020 lyder sådan her (jeg kommer tilbage til den fine ny-oversættelse af bønnen en anden gang, synes bare at I skulle have lov at se den i sin helhed):

 

Far i himlen!

Lad alle forstå, at du er Gud,

lad dit kongerige blive til virkelighed,

og lad alting blive som du vil have det

- her på jorden, ligesom det allerede er i himlen.

Giv os det brød vi har brug for i dag.

Tilgiv os det, vi har gjort forkert,

ligesom vi har tilgivet andre.

Lad være med at sætte os på prøve,

og befri os fra ondskabens magt.

for du er Gud, du har magten og vi vil altid hylde dig. Amen.

 

Forestillingen om Guds kongerige stammer fra forventningen i jødedommen om, at Guds kongedømme skal bryde ind i den verden vi lever i og at Gud opretter sit eget rige, et evigt rige, hvor fred og retfærdighed og næstekærlighed er det eneste der er mellem mennesker.

Det kongedømme er ved at bryde igennem/er brudt igennem med Jesus – men det endelige gennembrud af Guds rige/Guds kongedømme, det venter vi stadig på.

Hvordan ser vi Guds rige i vores liv? Der, hvor kærligheden regerer, der er Guds rige brudt igennem - Jesus er og var Guds kærligheds udtrykte billede og han lærte os, at Guds rige bryder igennem, hver gang vi møder kærligheden i skikkelse af et andet menneske, i næstekærligheden og i omsorgen for hinanden. Måtte vi lære at huske på det og skønne på det. Guds rige er ikke kun en gang i evigheden, i himmeriget, men også her og nu, hvor kærligheden lever og vokser.

En gang vil Guds kærlighed være alt i alle, indtil da lever vi i tiden, hvor Guds rige er midt i blandt os og nær, men dog ikke fuldendt. Lad os stille os i vindretningen og lade troen på Gud være vores kollektive åndedrag.

Holger Lissner og Kirsten Jørgensen udtrykker det bønnen om og håbet om Gudsrigets komme på hver deres måde i ”Bønner til liv”:

Himmelske Far!

Der sker så meget ondt i verden,

det er som et mørke,

der stadig trænger sig frem

og lægger livet øde.

Og vi har alle del i det.

Derfor beder vi dig: Kom os til hjælp!

Lad dit rige komme til os!

Tal til os, så vi tror og adlyder!

Send din ånd til os, så vi håber og kæmper

og elsker vor næste, som du elsker os!

Far i himlen, tak for det håb

du har lagt i vore hjerter!

Holger Lissner

 

Du gør alting helligt.

Du ånder på verden,

så alle jordens riger

bliver dit rige.

Se, jeg stiller mig i din vindretning;

kom og vær mit åndedrag.

Kirsten Jørgensen

 

Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Helliget blive dit navn!

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

Også i dag er det bønner fra ”Bønner til liv”, 2007, der er udgangspunktet for dagens ord.

Hedder det ”helliget vorde” eller hedder det ”helliget blive”? Det bliver jeg ofte spurgt om! Og svaret er, at det hedder begge dele. Jeg plejer at sige til konfirmanderne, at hvis de kan Fadervor i forvejen, så skal de bare bede som de plejer. Er de ikke helt fortrolige med bønnen, så er det lettest at lære at bede den på samme måde som vi gør det i fællesskab om søndagen i gudstjenesten og om onsdagen, når de er til præst og alle de andre gange vi beder fadervor sammen.

i 1992 kom den autoriserede version af Bibelen, som vi har i dag, i den var ”vorde” lavet om til ”blive” og således også i ritualbogen. Der er dog frit valg mellem de to versioner. I den kirke, hvor jeg kom mest, da jeg var studerende blev den nye version den, der blev anvendt i gudstjenesten og den lagde sig derfor hurtigt ind i hjertet også hos mig. Jeg indleder dog stadig med ”fadervor” og ikke med ”vor fader”, så jeg har på den måde sat mig mellem to autoriserede versioner, men jeg trøster mig med, at flere af mine foresatte i årenes løb har gjort det samme!

Min egen morgen- og aftenbøn er også blevet ”blive”-bønnen, fordi den netop har lagt sig i hjertet side om side med det fadervor min mor lærte mig, da jeg var barn. Så i virkeligheden har jeg både et barndoms- og ungdomsfadervor og et voksenlivsfadervor. Det er faktisk ikke så dårligt endda.

Uanset hvilken version vi bruger, så er det vigtigste dog at vi beder, ikke hvordan vi beder.

En enkelt undtagelse fra min brug af ”helliget blive” er dog denne, at jeg ved begravelser beder ”helliget vorde”, ud fra den betragtning at et menneske skal have lov til at blive begravet med sit eget fadervor, og langt de fleste jeg begraver har en alder der gør, at jeg tillader mig at stole på, at det er den bøn de kender. Da jeg som oftest i begravelsessamtalen beder fadervor med de efterladte, så får jeg der foræret et pejlemærke på, hvilken version af bønnen familien bruger.

Dagens bøn fra ”Bønner til liv” er to meget forskellige bønner. Den første af Holger Lissner, den anden af Kirsten Jørgensen.

Hellige Gud og Far!

Vi kalder dig Far,

selv om alle vore ord og billeder

er for små til at rumme dig.

I din hellighed kræver du langt mere,

end vi kan rumme og give,

og i din kærlighed skænker du os langt mere,

end vi kan fatte og forstå.

Lad din ånd virke i os,

så vi bliver helliget af dig

og både frygter og elsker dig

og lover dit hellige navn.

Tak for den tro, du giver os! Amen.

 

Du bor i himlens slot

bag skyernes porte

så langt fra mig

som himlen fra jorden

og østen fra vesten.

Men i din søn er guddomsfylden flyttet ind,

og jeg kan banke på

og bede,

så dit navn kan tage bolig i mig,

et forfaldent, guddommeligt skur. Amen.

 

Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Bønner til liv!

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

I bogen ”Bønner til liv”, udgivet 2007 af Forlagsgruppen Lohse og Bibelselskabets Forlag, er der mange gode bønner til inspiration for alle os, der ikke altid har lige let ved at formulere eller skrive bønner selv. Der er bønner der morgenbønner, aftenbønner, aftenbønner for børn, bordbønner, tak og hjælp. Desuden er et af bogens afsnit helliget bønner der læner sig op ad Fadervors bønner.

I bogens forord, som jeg her bringer et udsnit af, skriver biskop Henrik Wigh Poulsen, Aarhus om bøn. ”Jesus lærte os, at Gud er som en far – en fra man komme til, en far man kan henvende sig til og tale til, hvor som helst, når som helst og på hvilken som helst måde.

Det er i grunden både let og ligetil, men også meget svært at forstå. Mange vil derfor være tilbøjelige til at gøre bøn til en særlig øvelse, man skal være forberedt på og værdig til. En øvelse som kræver et vist tilløb.

Men når vi beder det fadervor, de fleste af os kender, så henvender vi so jo allerede til Gud på en måde, der næppe kan være mere fortrolig. Skaberen, den almægtige, himlen og jordens herre, hvis væsen ikke omfattes af vore tanker, som vi frygter, grunder over, længes efter, ham indleder vi i bønnen en samtale med. En samtale så jævnbyrdig som når barnet siger ”far”. En samtale hvor han, der i alt tårner sig op omkring mig, med uendelig indsigt, rigdom og magt, ser på mig og lytter. Og hvor jeg tør tro på, at han kender mig, hører mig og ved, hvad jeg trænger til. Meget bedre end jeg selv gør”. (s 10 i ”Bønner til liv”)

Og til slut i indledningen skriver han:

”Synes du så ikke, han [Gud] svarer med det samme, så bliv ved. Træng dig ind på ham. Bed din bøn eller dine bønner dagligt og regelmæssigt. Gør deres ord til dine. Hold fast ved Jesu ord til os om, at ud er vores far og vi hans børn, og at ingen eller intet skal komme imellem ham og os. Så vil du før eller siden erfare, at sådan er det. Pludselig befinder du dig på hans frekvens”. (s. 13 i ”Bønner til liv”)

 

I de kommende dage vil jeg dele nogle af de bønner fra ”bønner til liv”, der læner sig op ad Fadervor (Matt. 6, vers 9):

Vor Fader, du som er i himlene!

Helliget blive dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv og i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde.

For dit er Riget og magten og æren i evighed. Amen.

 

Vor Fader, du som er i himlene! – Af Holger Lissner

Himmelske Far,

vi ved ikke, hvor din himmel er,

men når du er hos os,

er din himmel her,

og du omslutter os

ligesom luften vi ånder,

og som lyset, der varmer os.

Da er vor ensomhed brudt,

og vor tvivl gjort til skamme.

Vi takker dig for,

at vi må kalde dig Far, nært og fortroligt,

og kan stole på, at du er med os

og har omsorg for os.

Tak for den længsel, du har lagt i os!

 

Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Mørket i verden har tabt!

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

Mandag – en ny uge begynder? Eller begyndte den i går?

Da Gud havde skabt verden, hvilede han på den 7. dag – det er søndag, hviledagen og opstandelsesdagen i et, for det er også ”den første dag i ugen”, da gik kvinderne ud til graven, den allerførste påske. Det er søndag, vi fejrer gudstjeneste, det er derfor den første dag i ugen – opstandelsesdag og hviledag.

Hverdagsugen, arbejdsugen, den begynder mandag. Dagene kan flyde i et i øjeblikket, for alle, der må gå hjemme, alle der er mere alene end de plejer at være og for os alle sammen.

Lad os begynde den nye uge, fuld af nye muligheder, nye glæder, nye drømme og nye virkeligheder med en morgenbøn af Johannes Værge:

Jesus Kristus, du kommer som lys ind i vores uklare verden.

Lad din ånd virke i mig i dag, så jeg får øjne at se med og ikke går forbi den godhed, der møder mig.

Himmelske Far, lær mig at kende din vilje med mit liv.

Gør mit hjerte åbent for din kraft.

Gør min tro levende, så jeg kan virke og hvile i kraft af det, du lader os se i Kristus:

at lys sejrer over mørke,

sandhed over løgn,

liv over død.

Amen. 

 

Jeg holder meget af formuleringen ”så jeg får øjne at se med og ikke går forbi den godhed, der møder mig”.

En dejlig tanke at begynde ugen på, at det hele ikke afhænger af mig og mine præstationer og hvor god jeg er, men at jeg, når jeg bevæger mig ud i verden bliver mødt af godhed og at jeg blot skal huske at have øje for den! Det gode er både noget vi får skænket og noget vi giver, men at huske, at det gode netop bliver skænket os i mødet med andre, det er der en stor befrielse i!

 

Skulle vi begynde ugen med en salme, så kunne det meget vel være Lars Busk Sørensens smukke ”Solen begynder at gløde”, som står i både Højskolesangbogen (nr. 27) og 100 Salmer (nr. 813), men desværre ikke i salmebogen.

 

Lars Busk Sørensen fortæller selv, at salmen er skrevet til FDFs landslejr 1991 og den skulle skrives så den kunne synges af både store børn og voksne, så derfor tog han udgangspunkt i skabelsesberetningen i 1. Mosebog, for morgen og skabelse passer så godt sammen, der er begge steder tale om ”begyndelse”.

Salmen bevæger sig over fra skabelse og syndefald frem til at handle om lyset, det sande lys, der er kommet til verden, nemlig Jesus (Gud har besøgt vores jord), og salmen slutter med opstandelsen, hvor ”Mørket i verden har tabt” får sin nye betydning. Skabelseslyset i vers 1 bindes sammen med opstandelseslyset i vers 6. Den første dag blev der lys, den første dag stod Jesus op fra de døde! Den første dag i ugen er søndag J

1.      Solen begynder at gløde.
Mørket i verden har tabt.
Lad os gå ud for at møde
lyset, Gud lige har skabt.

2.      Små bitte dråber af glæde
hænger i græsset. Vi tror,
det er Guds vilje at træde
ud på den hellige jord.

3.      Fuglesang oppe og nede.
Støj fra en myldrende by.
Store og små gør sig rede.
Dagen er dirrende ny.

4.      Markerne dufter af lykke.
Stråene bølger så småt.
Trods alt det onde og stygge
tror vi, at livet er godt.

5.      Lyset er kommet til verden.
Gud har besøgt vores jord.
Udvalgt blandt stjernerne er den
klode, hvor mennesker bor.

6.      Kristus stod op fra de døde.
Mørket i verden har tabt.
Lad os gå ud for at møde
lyset, Gud lige har skabt.

Lars Busk Sørensen, 1990 2005
Melodi: Willy Egmose 1990
Copyright © 2019 Dansk Sang, Musiklærerforeningens forlag

 

Må det blive en god uge, hvor vi skønner på, at mørket i verden har tabt, og hvor vi går ud og møder andre med godhed og bliver mødt med megen godhed!

 

Guds fred og alt godt!


Dagens ord

2. søndag efter påske

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«

Joh 10,22-30

----

60 % af alle problemer i et parforhold kan slet ikke løses. Det har en forsker fundet ud af. Det er kimen til megen ulykke og søvnløshed: Vi tror der er noget galt med os, fordi vi ikke kan løse vores problemer. Hverken vores egne eller dem vi har til fælles. Den kloge forsker siger meget omsorgsfuldt og klogt: Opgaven er ikke at løse alle problemerne, opgaven er at finde ud af at omgås hinanden og akilleshælene med respekt og omtanke.

Mon ikke det samme gælder på arbejdspladser og i venneforhold, i kirker og frivillige organisationer?

Personer der har en skæv kemi, men alligevel skal samarbejde. Økonomi der ikke slår til, til alt hvad man ønskede sig. Meget forskellige opfattelser af, hvornår der er rent, hyggeligt, stille eller trygt i forholdet, i hjemmet, på arbejdspladsen, i kirken.

Og hvis ikke det var sådan tidligere, så tror jeg i hvert fald er det er blevet sådan her under krisen.Mine personlige forhold har virkelig været udsat for prøvelser – børn 24/7, hjemmeskole, hjemmearbejde, forskellige holdninger blandt venner til hvorledes Mette Fredriksen har håndteret krisen – jeg ved godt, hvem jeg i fremtiden regner med, når den næste krise kradser…

Der er selvfølgelig den mulighed, at man kan løse problemerne ved at terminere forholdet, eller ved at en eller flere parter i et forhold går så meget på kompromis med sig selv, at de nærmest terminerer sig selv, i hvert fald følelsesmæssigt og personlighedsmæssigt. Vi har set nok mænd, der holdt op med at spille golf, gå på jagt, drikke øl og rode med biler, men til gengæld nu er virkelig gode til at støvsuge og gå udenfor når de skal prutte.

En dominerende part i forholdet kan også enten med trusler, højlydt gråd og bebrejdelser eller surhed og tavshed holde mange problemer og konflikter i et forhold nede under radaren, så man ikke kan komme i dialog om, hvad der virkelig trykker. Det er en meget avanceret metode for problemløsning. Og for nogle kan den holde et helt langt liv. For andre er det mere crash and burn, hurtigt ind, hurtigt ud.

Også de jødiske mænd, som i dag slår ring om Jesus, har en ide om problemløsning. Deres frustration består i, at de ikke kan forstå, hvem Jesus er: Hvad vil han? Hvad er hans partiprogram? Hans dagsorden? Deres teori er, hvis de spørger ham direkte og ikke lader ham slippe, så må der komme orden på tingene. (I kan jo selv prøve at gå hjem og bruge metoden på et familiemedlem eller en kæreste. Det kan ikke anbefales.)

De afkræver ham svar på, hvem han er, hvad han står for: »Er du Kristus, eller hvad?« De synes han fedtspiller med sine udsagn, at han holder dem hen. Der er vist ikke nogen tvivl om, hvem der er kvinden i forholdet her. »Så svar mig dog!«, lyder det skingert. Jesus svarer, men ikke på det de spørger om.

Han kan, vil, skal ikke lægge sig ind under deres problemløser-dagsorden, deres behov for at forstå. Og det vanvittige er jo også, at der er kun et svar, der vil tilfredsstille dem. Han skal sige ja, så de kan dømme ham.

Man kan meget let blive narret til at tro, at den kommunikation, der føres på et højt samtaleplan, nærmest et intellektuelt plan, hvor det handler om at forstå og blive forstået, at det er den dybeste form for kommunikation.

Men snarere må vi sande at meget verbal kommunikation og diskussion foregår sådan her i stedet:

Man spørger om noget, tror måske også man vil have et svar, men kan ikke høre svaret, for inden i hovedet har man allerede lavet sin slutning: »Hun er altid sådan«, »Han gør aldrig...« Og svarerens svar er et defensivt angreb, for var spørgsmålet egentlig ikke ment som en krænkende fornærmelse? Eller man spørger og bliver skuffet over svaret. Eller man spørger og kan lynhurtig bruge svaret til at om ikke andet inden i sig selv sige »Tak så har jeg vist forstået, hvad du er for en«.

Og alt den her dårligdom har Jesus selvfølgelig dybeste omsorg for og indsigt i, fordi han jo faktisk er Guds søn og Kristus.

Og selvom det kan være svært at høre hans svar til mændene med problemløser-diarre som andet end en røffel, så er hans ord fuld af trøst og dybde.

Kodeordet er at genkende: Ligesom en hyrde kan genkende sine dyrs brægen, kalden, kan høre om de er i nød eller fare, sådan kender han også os. Og vi kan spejle os i genkendelsen. Er man først genkendt, behøver man ikke længere hævde hvem man er. Som en mor kender duften af sit barn i søvne. Som en ven kan høre på en dårlig telefonforbindelse, at der er noget dybt i din stemme, der kalder på trøst. Som da den opstandne Jesus i gravhaven sagde »Maria«. Og hun genkendte ham gennem tårer, der blændede hende, genkendte hvad der var sket, selvom ingen havde set det. Og deri blev hun selv genkendt og livgivet.

Genklangen har Gud lagt ind i hvert et menneskehjerte. Sådan har han skabt os, til at lytte efter genkendelsens klang, lytte mere end vi taler. Lytte og opdage det svimlende dyb af fortrolighed, tillid og gentagelse, som hver eneste af os rummer.

Glædelig søndag.

Fra Trine


Dagens ord

Denne morgens mulighed!

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

God morgen!

I forlængelse af, eller måske er det i modsætning til, ”dagens ord” i går, handler det i dag om morgener! Livet, troen, håbet og kærligheden er ny hver eneste morgen. Det der var i går kan ikke laves om, det ligger bag os, vi bærer det med os, men det behøver ikke at definere hvem vi er i dag, eller i dagene der kommer. Det er tilgivelsens mulighed!

En af de nyere morgensalmer, som jeg kommer til at holde mere og mere af er Johannes Møllehaves ”Denne morgens mulighed”, som står både i Højskolesangbogen (nr 26) og i salmebogstillægget ”100 salmer” (nr 814) fra 2016, som vi flittigt bruger i vore sogne. Salmen er skrevet i 1992, og Johannes Møllehave kalder den selv for en morgenhymne. En hyldest til livet, tænker jeg!

Melodien er fra samme år, og af Mogens Helmer Petersen. En lys, rytmisk, moderne salmemelodi, som man kan blive ved med at nynne resten af dagen, hvis man har sunget salmen. Lyt selv til den på Højskolesangbogens facebookside eller hjemmeside, eller på Youtube, den er indsunget i mange smukke udgaver.  Teksten er indsat nederst på siden.

En lovsang er en sang, der hylder Gud og hylder alle Guds skabninger og det er ”Denne morgens mulighed”, synes jeg. Livet og kærligheden, kroppen, sanserne, jordisk og himmelsk, mørket og lyset, det hele er med! Og det er os, der tales til – eller til den enkelte i sidste vers: ”Hang DU fast i glemte dage, i en fortid, som kan nage, alt blir givet nyt tilbage” – muligheden for at få noget godt ud af den dag, du lige nu lever, den er tilstede i tilgivelsen, i livsfornyelsen hver eneste dag. Når morgenlyset kommer, så opstår der nye muligheder, uanset, hvor mørkt det hele har været natten igennem eller på dagen i går. Det er ind i mellem usandsynligt hårdt at høre, at det er sådan det er, uforståeligt og ubegribeligt, for den der lever i dybt mørke, i dyb sorg. Men ikke desto mindre er det sådan, at enhver dag rummer nye muligheder, nyt håb, nyt liv.

Johannes Møllehave behersker sproget og bruger det finurligt og underfundigt, i lighed med blandt andre Benny Andersen og Halfdan Rasmussen, men Møllehave gør noget, som næsten ingen anden gør, han lægger med sproglig spidsfindighed bibelske henvisninger ind mange steder også her i salmen.

Se f.eks.  i vers 1, hvor ”vi har luft i vores lunger” - jf. skabelsesberetningens ord om at Gud pustede sin livsånde i Adam (1. Mosebog 2,7) – gå selv på jagt efter flere… (Johs 1,5; Sl. 148; Åb 21,2; 2Kor 12, Efeserbrevet 2; 1Kor13 og måske er der flere…)

Troen på Gud, håbet om at alt kan blive nyt, glæden over livet og kærligheden – det er ”denne morgens mulighed” et smukt udtryk for!

God morgen og god dag!

Guds fred og alt godt!

 

1 Denne morgens mulighed.

Vi har luft i vore lunger.

Hænder, øjne, ører, tunger,

levende og glade unger.

//:Denne morgens mulighed.://

 

2 Denne morgens kærlighed.

Frugter af den fryd vi så'de,

alt blev givet os af nåde.

Her er svar på livets gåde.

//:Denne morgens kærlighed.://

 

3 Denne morgens munterhed.

Her hvor nattens mørke brydes

her hvor lysets skaber lydes,

se hvor muntert alting frydes.

//:Denne morgens munterhed.://

 

4 Denne morgens mulighed.

Hang du fast i glemte dage,

i en fortid, som kan nage,

alt blir givet nyt tilbage.

//:Denne morgens mulighed.://


Dagens ord

Nu er jord og himmel stille!

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

I mit hjerte bor der flere aftenssalmer end morgensalmer, sådan er det bare! Måske fordi jeg er et nattemenneske. Jeg holder af solopgange, jeg holder af stille, tyste morgener, men jeg holder simpelthen også af at sove. Som ung var jeg nattemenneske, så havde jeg faktisk en hel del år, hvor morgener kom let til mig, men de senere år, er natten igen blevet min og vækkeuret er ikke en ven, men en nødvendighed i dagligdagen.

I øjeblikket lever jeg stort set uden vækkeur, Arne kalder på mig inden han kører på arbejde, og jeg står kun tidligt op, hvis jeg skal! Det er i virkeligheden en skam, for jeg husker med glæde, hvor meget jeg nåede at lave før huset vågnede, den gang jeg nød at stå tidligt op. Til gengæld er der nu også megen glæde i, at mærke aftenen og natten falde på, at falde til ro med dagen, der er gået – og mærke at ”nu er jord og himmel stille”, kunne folde hænderne og bede Fadervor og sige Gud og mennesker: ”Tak for dagen, der er omme, for en lang og dejlig dag, tak for dage, som skal komme og for dem, der ligger bag”. Ordene stammer fra ”Nu er jord og himmel stille”, skrevet i 1938 af Marinus Børup, men til en gammel svensk melodi af C.M. Bellmann fra 1790, det er nummer 538 i Højskolesangbogen.

 

1. Nu er jord og himmel stille,

vinden holder tyst sit vejr,

og der lyder ingen trille

fra de høje, stille træ’r,

kun de fjerne frøers kvækken,

køers kalden over vang

og et dæmpet spil af bækken

til vor egen stille sang.

 

2. Men når sangen er forstummet,

vil vi høre end en klang

lys og klar fra himmelrummet,

det er lærkens aftensang.

Fra i morges inden gryet

har den jublet glæden ud

og sin himmelflugt fornyet

med endnu en tak til Gud.

 

3. Tak for dagen, som er omme,

for en lang og dejlig dag,

tak for dage, som skal komme,

og for dem, der ligger bag.

I det høje, lyse fjerne

mødes sangen mild og klar

med den første aftenstjerne

som et kærligt smil til svar.

 

 

Det er blandt andet en sang om at synge, det er måske derfor at næsten enhver der har været spejder (uanset korps) kender den fra et lejrbål, en gang, et sted. Den er enkel og let at synge og den rummer både bøn og tak i sig, den minder mig om mine barndomsaftener, for skønt opvokset i en by, lå der både en eng og en bæk lige bag mit barndomshjem. Jeg kan høre lydene i sangen for mit indre øre. Jeg elskede bækken og tilbragte timer der, med min bror, med legekammerater, men også gerne alene. Jeg talte nemlig med mig selv, og det gør man bedst i sit eget selskab, især når man taler højt, som jeg gjorde, eller rettere stadig gør det. Det er mere end en gang sket, at andre har stirret undrende på mig hen over supermarkedets køledisk, hvor jeg åbenbart ikke kun har tænkt, men også sagt højt: ”Nå, men vi kan da også få kylling i aften…”, eller hvad jeg nu har sagt lige den dag.

I timerne ved bækken digtede jeg historier, som jeg desværre for længst har glemt, de blev aldrig skrevet ned, men de udsprang næsten altid af fortællinger fra de utallige bøger jeg læste som barn, hvor mit eget livs fortælling så på en eller anden måde blev flettet ind. Hver eneste gang vi synger: ”…og et dæmpet spil af bækken…” ved jeg derfor lige præcis hvordan det lyder.

 

At bo på landet betyder, at det stadig kan føles med flere sanser at jord og himmel bliver stille, når aftenen falder på. Der var en gang en der sagde til mig, at den her sang ikke kan synges, hvis man er vokset op i storby og aldrig har boet på landet. Det tror jeg nu ikke på, hvis vi kun kunne synge de sange, der beroede på vores eget livs erfaringer, så blev vores sangskat hurtigt meget fattigere!

 

Marinus Børups slægt havde en stærk tilknytning til Fyn, han er selv født og opvokset i Aarhus, men det er i det fynske, han finder sin inspiration til sin digtning, står der at læse i ”den store danske” på nettet.

Det fynske dukker op den ene gang efter den anden, når jeg skriver ”dagens ord”, både når jeg vil det, og når jeg ikke er bevidst om det, sådan må det være.

 

God weekend, pas godt på hinanden. Jeg holder fri!

Guds fred og alt godt.


Dagens ord

Aprilvise

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

I forlængelse af, hvad jeg skrev i dagens ord i går, så gives der altså næsten ikke nogen skønnere forårsbebuder end de smukke lysegrønne, nyudsprungne bøgegrene. De stemmer sindet til glæde og forår, i år var det allerede den 25. marts den første bøg sprang ud på Fyn. Da jeg var barn, synes jeg altid vi hørte, at det var ved Vejle, bøgen først sprang ud, men det er jo også mange år siden. Jeg læste et sted, at bøgen i gennemsnit springer ud et uge tidligere end den gjorde for 75 år siden, og så varierer det selvfølgelig fra år til år. Her ved præstegården har vi bøgehæk. Den er nu også sprunget ud – altså pletvist, som billedet viser. Det er en kilde til forundring hvert år, at der er 2-3 hækplanter, der springer ud længe før de andre, nogle gange er det flere uger før. Nu skal jeg ikke gøre mig klog på, hvorfor og hvordan det alt sammen kan være, blot konstatere, at jeg fryder mig over at se de fine lysegrønne blade overtage fra de visne brune blade. Jeg holder ellers meget af efteråret og dets gyldne farver, men når man har stirret på de visne brune blade på bøgehæggen en hel vinter, så er der en særlig fryd over at se den lysegrønne farve får overtaget her i april.

 

Højskolesangbogen gemmer på sin helt egen hyldest til april, som på fornem vis beskriver, hvad det er, der sker, når foråret bryder igennem, når vi kaster vinteren af os og for alvor bevæger os ud af husene. Det er ”Grøn er vårens hæk”, nr. 287, med tekst af Poul Martin Møller (1794-1838) og skøn melodi af Niels W. Gade (1817-1890). Egentlig hedder den ”Aprilvise”, men de fleste af os kender og genkender sange og salmer på den første linjes ord.

 

Poul Martin Møllers digt fortæller i fine billeder, hvad det var, der skete i datidens København, når det blev forår. Visen er fra 1819 og fortæller om de unge piger, der nu går ture på Volden; om viben, der ruger og om violen der blomstrer – og udenfor byens volde er det storken, der har slået sig ned på bondens tag osv. Det er dog ikke hækken og naturen, der gør størst indtryk, synes jeg, men beskrivelsen af de unge piger i smukke silkekjoler, danselette trin, silkebånd og ikke mindst de blikke de unge piger skælmsk sender. I dag kunne et sådant digt nok få problemer med den politiske korrekthed, men ikke i romantikkens København.

Den unge teolog Poul Martin Møller havde ingen kæreste selv, han havde i nogle på båret på en stor kærestesorg, hvilket stemmer godt overens med digtets sidste linje: ”Det er tungt, man skal gå hjem alene”.

Han tog i øvrigt samme år ud at sejle som skibspræst til Kina med et af Asiatisk Kompagnis skibe. Han er nok ikke særligt kendt i dag for andet end denne sang og så ”En dansk students eventyr”, som først blev udgivet efter hans død. I sin samtid var han dog kendt og anerkendt som debattør, skribent, teolog, filosof og især for sin lette ironiske tilgang til det han skrev.

 

Niels W. Gade komponerer i 1851 en skøn, romantisk og let melodi til digtet, som gør, at vi trods det at verden af i dag ser helt anderledes ud end i begyndelsen af 1800-tallet sagtens kan synge sangen også i dag.

Skulle nogen nu tænke at Niels W. Gade, hvor er det nu jeg kender ham fra. Ja, så er det måske i virkeligheden for ”Brudevalsen” fra balletten ”Et folkesagn” han er allermest kendt og så fra melodien her og melodien til salmen ”Udrust dig helt fra Golgata” (536 i DDS). Som også Poul Martin Møller var han dog en kendt skikkelse i sin samtids musikliv, vokset op som enebarn under fattige kår, hans far var snedker og instrumentmager og det skulle Niels Wilhelm også have været, men hans liv blev ved musikken og han blev violinelev i Det Kongelige Kapel, desuden komponerede han og Felix Mendelssohn-Bartholdy uropførte Gades første symfoni i 1843 i Leipzig. Gade studerede der og blev Mendelssohn-Bartholdys meddirigent i nogle år, foruden han blev lærer ved byens nyoprettede musikkonservatorium.  I 1848 rejste han dog tilbage til København pga. krigsudbruddet og han blev en af de førende skikkelser i dansk musikliv på den tid, bl.a. som organist ved først Garnisons Kirke og senere Holmens Kirke. Billeder (1)

I 1867 var Gade medstifter af Københavns Musikkonservatorium, hvor han resten af sit liv virkede som direktør og lærer.

Niels W. Gade var kristen og bad altid, inden han gik på podiet, sit Fadervor, for æren for det, han dirigerede, det var ikke hans alene, nej det var Guds og det var til Guds ære musikken blev udfoldet og livet blev levet.

 

Se, det var hvad der kom ud af at præstegårdshækken er ved at springe ud!

 

Guds fred og alt godt!

 

1 Grøn er vårens hæk,

kåben kastes væk,

jomfruer sig alt på volden sole.

Luften er så smuk,

deres længselssuk

kendes let på deres silkekjole.

 

2 Nu har viben æg,

pilen dygtig skæg,

og violen småt på volden pipper.

Gåsen sine små

lærer flittig gå,

skaden vindigt med sin hale vipper

 

3 Svenden med sin brud

går i haven ud,

på de grønne sko hun synes danse.

Ak, hvor hun er let!

foden er så net.

Pogen sælger til dem grønne kranse.

 

4 Storken er så travl

højt på bondens gavl,

og de røde fødder næbbet slibe.

Høkren med sin viv

går for tidsfordriv

med sin sølvbeslagne merskumspibe.

 

5 Hulde piger små,

røde, hvide, blå,

sender deres blikke rundt som pile.

Og som krigerflag

i det kælne slag

silkebånd fra liljenakken ile.

 

6 Aftnen driver på,

mens de skønne gå,

bare de dem ikke skal forkøle.

Hvilken yndig strøm,

barmen blir så øm,

man mit hjerte kan på vesten føle.

 

7 I den tavse nat,

som en stor dukat,

månen stænker guld på alle grene.

Ak, de skønne svandt

jo fra hver en kant.

Det er tungt, man skal gå hjem alene.


Dagens ord

Englesang - en uge under sangens fortegn.

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

289 Fo’ alje de små blomster

 

Så snart jeg ser de første friste lysegrønne bøgeblade er der en bestemt sang, jeg nynner igen og igen, nemlig Mads Hansens dejlige fynske forårssang ”Fo´ alje de små blomster”, mit barndomslands sang!

Jeg kan næsten høre min farmors stemme, for hun var så udtalt fynsk at hun havde både tallerkenet, koppet og måni’ og hunni’, egåsda’, og alle de andre ord, der hører til på min barndomsegn. Jeg er født og opvokset på Fyn, min far var fynbo, min mor var morsingbo, så jeg er og bliver øbo! Min farmor boede sammen med os og hun talte virkelig dialekt, som man desværre sjældent hører det i dag. Hun sang, når hun talte. Som bekendt er fynsk jo det sprog englene taler i himlen som søndagen! Jeg kan slet ikke, selv om jeg anstrenger mig, tale så fynsk som hun gjorde – det tætteste jeg kommer på, det er netop, når jeg synger sangen her eller læser en Morten Korch novelle på ”originalsproget”. Mit talesprog synger dog også mere, når jeg taler med andre fynboer, sådan er det bare. Det er ikke fordi, jeg bevidste har valgt ikke at tale dialekt, jeg har bare aldrig været udpræget fynsk i min sprogtone, måske fyldte morsingboen i mig mere end fynboen.

Men tilbage til sangen – den synger af forår – den er også i da indsat nederst med lidt ordforklaringer.

 

Mads Hansen (1834-1880) skrev sangen i 1869. Mads Hansen var hele sit liv bonde, født på gården Sterregård i Hundstrup, som han som voksen bestyrede indtil han i 1877 selv overtog den, men han var også digter/forfatter og hele livet dybt inspireret af Christen Kold, samt af alle de fortællinger fra folketroen og eventyr hans mormor havde fortalt ham, da han var barn. Landsbyskolen havde han ikke lært så meget i, men han rådede selv bod på det ved konstant læsning. Han var meget optaget af de åndelige vækkelser i tiden og så havde han en meget smuk håndskrift. Denne fine skrift gjorde at han fik arbejde som sekretær for et par sogneråd straks efter sin konfirmation og den indsigt det gav ham gjorde, at han livet igennem bistod andre, når der skulle udfærdiges skøder, testamenter, kontrakter osv. Han var og blev dog bonde, og var altid velorienteret om de nyeste tiltag inden for landbruget og udgav da også et par bøger om praktisk landbrug: ”Husmandsbogen, et broderligt Ord til Smaafolk”, 1873 og ”Gaardmandsbogen, et broderligt Ord til den danske Bonde”,1877, begge bøger omhandler både noget landbrugsteknisk og mere åndelige anvisninger (af Koldsk-Grundtvigs observans, men også inspireret af B.S. Ingemann og H.C. Andersen). Musikalsk var han også og spillede både violin og klarinet og optrådte bl.a. som spillemand ved fester, oprettede en sangforening (hvor der også holdtes foredrag), en læsekreds og en husflidsforening!

I 1868 stiftedes på hans initiativ en højskole i Vester Skerninge (mellem Faaborg og Svendborg), den flyttede senere til Ollerup, også et forsamlingshus sørgede Mads Hansen for at Vester Skerninge fik.

Han var forlovet, og skulle giftes, men desværre døde hans forlovede omkring den tid, hvor Danmark tabte slaget ved Dybbøl og de to ting virkede sammen i hans sind, så han fik et ”åndeligt gennembrud”, hvor han bl.a. skrev flere sange, som blev meget populære i tiden. Han håbede, trods nederlaget i krigen, bestandig for Danmarks fremtid og i 1867 udgav han nogle sange, under titlen ”Sange”, som gjorde ham kendt landet over og satte ham i forbindelse med en pige fra Jylland, som blev hans hustru. Af sangene er ”Jeg er en simpel bondemand” en af de bedste kendte. Sangene indeholder mange lovprisninger af Fyn og det fynske.  Sange, 2. Samling, 1870  er nok bedst kendt for ”Jeg veed, hvor der findes en Have saa skjøn” (nr. 361 i Højskolesangbogen).

Målet med alt, hvad Mads Hansen skrev og foretog sig var at ”vække til kærlighed til fædrelandet, folkeånden og modersmålet”.

Selve sangen, ”Fo’ alje di små blomster” kaldte Mads Hansen selv for ”opvåvni’” (opvågnen), og den opvågnen gjaldt både i naturen, efter vinter, men også i folket, efter nederlaget ved Dybbøl. Melodier skrevet af Mads Hansens gamle musiklærer Hans Hansen fra Ulbølle, og blev første gange afsunget ved en sangerfest i 1869 i Faaborg.

For mig er sangen indbegrebet af forår, Fyn, min slægt og så en menneskets indfældethed i Guds skaberværk, som man, hvis man én gang har oplevet et forår på Fyn dårligt kan tvivle på. Det er altså ikke uden grund at det er fynsk, englene synger i himmelen om søndagen!

 

Gu’s fre’ og alt godt!

 

1 Fo' ajle di små blomster dæ' dov æ' te' i år,

å fovle, de æ' ette te' å se'e,

så fin å frisk å faver som bø'eskovi står,

dæ' te hår je' ajler før set le'e,

o hvo' je ve'er ø'et hen, je ser så sære tej,

de løvter så fo'u'erle' here'e i mit sej.

Je' mærker iår,

i Danmark æ' de vår, -

de løvter så fo'u'erle here'e i mit sej,

naturen æ' fo'a're, e'er je' ha' vårren blej.

 

2 Om mo'eni da flø'er di fovle u' me' saj,

som om di fo' nattero vil' takke,

å går je' ner ve' bækki en avtenstun' igaj,

da æ' de', som bøllerne ku' snakke,

så hvisker de' så sælsom' i ellekrattets løv,

hver lille blomst hun nikker mildt o se'er te mej "tøv".

Je mærker iår,

i Danmark æ' de' vår, -

hver lille blomst hun nikker mildt å se'er te mej "tøv",

naturen æ fo'a're, e'er ie' ha' vårren døv.

 

3 Å folkets lyv æ' heller knap, som de' plejer von,

de' sky'er blomst i mannen simpel hytte,

å vil I bare vente inå et lille ko'n,

så bliver bo'i là'ets bedste støtte.

Di gamle folkeviser, dæ' ha' lydt ve' kamp å lej,

de' æ' som fovletoner, je' ka' høre på mi' vej.

Je mærker iår,

i Danmark æ' de' vår, -

de' æ' som fovletoner, je' ka' høre på mi' vej,

de hele æ' fo'a're e'er å a' de' æ' mej.

 

v 1: fovle = fugle, se’e = sige, ajler = aldrig, le’e = lige, ve’er = vender, tej = ting, fo’u’erle = forunderligt, e’e = inde, sej = sind, for’a’re = forandret, e’er = eller, blej = blind.

v 2: flø’er = flyver, saj = sang, igaj = igen.

v 3. lyv = liv, plejer von = plejer at være, ko’n = øjeblik, stund, bo’i = bonden, la’ets = landets.


Dagens ord

En uge under sangens fortegn


Dagens ord v. sognepræst Inge Mader


Denne uge kommer til at stå under salmer og sanges fortegn, nu er I advaret J

Det fantastiske forår vi er blevet givet i år, som lyser op og ind i de selv de mørkeste kroge, og afslører alt det støv der lægger sig her og der, det sætter jeg i denne uge fokus på. I går var det ”Hvad er det at møde den opstandne mester”, som er den nyeste salme, der kom med i salmebogen i 2002. I dag er det en anden af de salmer, der kom med i det vi stadig kalder ”den nye salmebog” alle os, der er gamle nok til at huske ”den gamle”.

Salmen er ”Frydeligt med jubelkor” nr. 721.

Teksten er indsat til slut i opslaget. Det er godt nok en maj-vise, men den kommer med allerede i dag, fordi den er en af de ældste, om ikke den ældste af salmer, der kom med i salmebogen 2002, som ”ny” salme. Tidligere havde den kun været i Højskolesangbogen, og derfra kendt af mange. Især fordi den i 1895 af Frederik Moth blev oversat fra latin til dansk til brug på latinskolen i Kolding.



Salmen er dog meget ældre! Salmens forfatter er Morten Børup (1446-1526), han skrev visen, som på latin hedder: ”In Vernalis Temporis” til eleverne på Aarhus Katedralskole da han var rektor der i perioden fra 1490 indtil sin død i 1526. Morten Børup var, så vidt vi da ved doktor i teologi eller jura og skrev også skuespil til sine elever. Han var desuden kantor i Aarhus domkirke, og salmen/visen er stadig Aarhus Katedralskoles skolesang.



Første gang efter Morten Børups egen levetid, vi støder på salmen er i 1577, hvor den bliver sunget i forbindelse med prins Christian, den senere konge Christian den Fjerdes dåb.

Morten Børup blev født i nærheden af Skanderborg og han kom som voksen på Aarhus Katedralskole for at uddanne sig. Ret usædvanligt med så gammel en elev og han blev da også udsat for chikane fra de unge elever (peblingene). Han besad en stor begavelse, som lærerne hurtigt fik blik for og han kom derfor også på det den gang nye Københavns Universitet for at tage en magistergrad. Efter opholdet i København ved vi, at han var i Køln og at han fra ca. 1490 var rektor for Katedralskolen i Aarhus.


Der gik ry om hans dygtighed, bl.a. blev Johan Friis, der senere blev kongens kansler sendt fra Fyn til Aarhus for at studere, fordi Morten Børup var berømt i hele landet for sin lærdom og flittighed og desuden var han efter alt at dømme en stor en stor pædagog, blandt andet fordi han ikke anvendte datidens magtmidler som ferle og ris; han havde selv været udsat for så meget vold og chikane, så han var af den overbevisning, at sådan skulle det ikke være.



”Vores egen” St. St. Blicher digter om Morten Børup i 1829, Thomas Laub sætter musik til i 1921, "I Skanderborrig enge alt ved den blanke sø", som har nummer 476 i den nuværende udgave af Højskolesangbogen. Sangen omhandler både Morten Børups barndom og voksenliv.



Selve salmen/visen er et hyldestdigt til foråret og dermed også til Gud.

Foråret, hvor vi netop i alt det der sker i naturen ser og mærker Guds skabelse og storhed. I vers to er det middelalderens tanke om de fire elementer jorden, hav, luft og ild (solen), der skinner igennem og som ”samler” hele salmen og vers slutter med ”efter nat vi dagen nu hilse vil med frejdig hu, takke Gud for livet”. At takke Gud for livet, det var helt naturligt på Morten Børups tid, og det har vi stadig brug for at gøre i dag. I denne tid, hvor alt er så anderledes end det plejer at være, så er der måske ekstra grund til at huske på, at vi kan takke Gud for livet, og huske hinanden på, at efter natten kommer dagen – efter Covid-19 kommer nye dage, som vi endnu ikke ved, hvad bringer, som vi ikke ved, hvordan vil se ud, heller ikke om hverdagen bliver ”som før” eller vi finder sammen i en ny hverdag, i en ny form for fællesskab. Indtil vil kommer dertil kan vi forsøge at nyde det underfuldt smukke forår vi har i år og takke Gud for livet, og for de mennesker det gives os at dele det med.



Melodien ”Piæ Cantiones” kendes fra en finsk-svensk samling af fromme sange fra 1582, udgivet af Theodor Petrus, hvis slægt stammede fra Jylland. Man er derfor ret sikker på, at det er den oprindelige melodi til salmen.

Salmen/visen er Aarhus bys melodi, og den kan da derfor også høres fra rådhustårnets klokkespil i Aarhus, dagligt. Melodien og salmen hører på den måde med til min studietids ord og toner. Jeg husker den dog som barn på Fyn også sunget på Carl Nielsens melodi fra 1907, men mon ikke også det har været af ”lokalpatriotiske” grunde.



1 Frydeligt med jubelkor

hilses vårens komme,

svalen melder trindt på jord:

Frostens tid er omme!

Land og hav og lundens træ'r

herligt prydes fjernt og nær.

Nye skabningsunder!

Kraft på ny vort legem får,

lægt er nu vort hjertesår

i de glade stunder.

2 Jordens rige blomsterpragt,

skovens grønne smykke,

fuglesangens tryllemagt

fylder os med lykke.

Havets storme raser ud,

luften hærges ej af slud,

duggens perler rene

samler solens stråleglans

i en dejlig perlekrans

rundt på græs og grene.

3 Hvor dog Gud er god og viis!

Hvor er verden fager!

Hvor dog alt til Herrens pris

ånd og tanke drager!

Han har stort og småt på jord,

urten, som på marken gror,

form og farve givet.

Efter nat vi dagen nu

hilse vil med frejdig hu,

takke Gud for livet.



Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen?

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

DDS 249 Hvad er det at møde den opstandne mester

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Tekst: Hans Anker Jørgensen, 2000. Mel.: Det var kun en drøm

1 Hvad er det at møde den opstandne mester

i live igen

trods pinen og døden, soldater og præster,

trods svig af en ven?

Det er som at indse det, blændet af tårer:

Hvor var jeg en indskrænket, hjerteløs dåre!

 

2 Det er som at høre en gravengels stemme:

Han er ikke her!

Gå hen, hvor I arbejder, elsker, har hjemme,

han møder jer der!

Det er, som når livet det vender tilbage,

som brød, vi skal bryde, som vin, vi skal smage.

 

3 Det er som disciple på Emmausvejen

alene, skønt to,

at møde en fremmed og mærke forlegen,

hans ord må vi tro;

han udlægger Skriften, så hjerterne brænder,

han minder utroligt om en, som vi kender.

 

4 Det er som Maria at se, han er borte,

og briste i gråd

og bede en fremmed i havemandsskjorte

om hjælp og om råd

og høre ham sige: Maria, du kære!

og svare: Rabbuni! Min elskede Herre!

 

5 Det er som fornægteren Simon den Bange,

fortabt i sin skam,

at høre hans tillidserklæring tre gange:

Vogt du mine lam!

Det er som at løftes af mægtige hænder

fra drukning i mørket til morgen blandt venner.

 

6 Det er som forfølgeren Saulus at rammes

af lynild og ord

og standses på vejen og blændes og lammes

og kastes til jord

og tvunget af sandheden sige og skrive:

Den Jesus, vi dræbte, har jeg set i live!

 

7 Det er som forræderen Judas at sidde

i Helvedes kval

og mærke en luftning i Helvedes hede

så himmelsk og sval

og vide, nu kommer den mester, jeg kender;

til Helvede går han for venner og fjender.

 

8 Det er som en ånd gennem lukkede døre

i kød og i blod,

der sender os, siger os, hvad vi skal gøre,

og indgyder mod,

så den, der er bange for hån og for stening,

tør gøre i dag, hvad der evigt gir mening.

 

9 Det er som et forhæng, der rives til side

på højeste sted,

og Mesteren står der og gir dig i tide

sin evige fred.

Det er som i lovsang, lyksalig og svimmel,

at se ham som Gud i den syvende himmel.

 

Referencer til Det Ny Testamente i salmen:
v. 1-2: Matt. 28,6

v. 3: Lukas 24-13-32

v. 4: Johs 20,11-18

v. 5: Johs 21,15-19

v. 6: Apostlenes Gerninger 9,1-22 og Romerbrevet 15,8

v. 7: Matt 26,47 og 27,3 og Lukas 22,3

v. 8: Johs 20,19 og 21,26

v. 9: Et forhæng der rives til side – jf. Matt 27,51. Hebræerbrevet 6,19 og 10,19-20. I den syvende himmel – 2. Korinterbrev 12,2.

 

 Der er så mange påskesalmer, som skulle have været sunget i kirkerne i år, ovenstående er en af dem. Heldigvis er den blevet sunget ved hele to af de gudstjenestetransmissioner jeg har hørt/set, så jeg har sunget med på den af fuld hals.

 

Det er en ny salme, så ny, at selv konfirmanderne anerkender, at den er ny! Skrevet i 2000 af præsten og salmedigteren Hans Anker Jørgensen (f. 1945) og den nyeste salme, der blev optaget i Den Danske Salmebog 2002 (DDS). Vi har sunget den enten 2. påskedag eller 1. søndag efter påske i næsten alle årene siden vi i 2003 tog salmebogen i brug, og hvert år kommer der nogen efter gudstjenesten og fortæller mig, at den salme kendte de ikke, så måske skal jeg overveje at sætte den på hen over kirkeåret, fordi den kaster et lys ind over, hvad det vil sige at leve i tiden efter opstandelsen – den tid, der er vores - kristendommens og kirkens tid.

 

Hans Anker Jørgensen fortæller om salmen i ”Tredjedagens lyse rum – 12 salmedigtere fra vor tid”, Unitas Forlag 2001:

 

”Da jeg fra mit nærmest fundamentalistiske miljø kom til det teologiske studium og grundig bibellæsning, var der en periode, hvor de var et stort problem, at Det ny Testamentes forskellige opstandelseskapitler er så forskellige, som de er. Nu, langt senere, oplever jeg de mange forskellige opstandelsesvisioner som en stor rigdom – og som en kilde til trøst og glæde. Den glæde er ”Hvad er det at møde den opstandne mester” udtryk for. Salmen er skrevet efter påske 2000, og den er stærkt inspireret af K.L. Aastrups og Bernhard Christensens vidunderlige salme: ”Det var kun en drøm, at han tog os til side..”” (og jeg tilføjer at den har nummer 162 i salmebogen, men da Hans Anker Jørgensen skrev ovenstående, så var Aastrups smukke salme kun at finde i tillægget).

 

Jeg hørte salmen første gang, da jeg var på et præstekursus i Løgumkloster, hvor den blev sunget i en eller anden forbindelse. Bernhard Christensens melodi kendte jeg godt, men ordene kendte jeg ikke. Ordene greb mig! Pludselig stod hele påsken samlet i en salme og i ord, der også kastede lys ind over mit liv. Ikke så gådefulde ord, som i de store Grundtvigsalmer, men ord, der ”forklarede” påske på en anden måde.

Jesus, den opstandne mester (rabbuni, som er det ord Maria bruger i gravhaven, da hun genkender hans stemme), er troens, kristendommens og kirkens grund, den dag i dag.

 

Kristus kommer os i møde, der hvor vi er i vore liv – i vores glæde, i vores håb, i vores tro, i vores oplevelse af kærligheden fra Gud og fra mennesker, i den kærlighed vi selv giver, i vores tvivl, i vores sinds mørke, i det der måtte være vores helvede her på jord, og i døden og opstandelsen, hvor vi jf. vers 9 drages ind i Himlene.

 

Salmen giver ikke en opskrift på tro og frelse, men siger ”det er som…” for vi kan ikke forklare troens mysterium fuldt ud, og jeg synes at Hans Anker Jørgensen i denne salme giver os et meget godt bud på, hvordan vores helt almindelige menneskeliv og menneskelige erfaringer spiller sammen med påskens beretninger og med tydelig reference til, at de mennesker Jesus omgav sig med, de heller ikke var perfekte, som vi heller ikke er det. Det er netop som de vi er vi mødes af opstandelsens glædelige budskab.

 

Prøv at gå ind på salmebogenonline.dk og lyt til melodien der eller find salmen på Youtube, Spotify eller andre steder.

 

Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Det går an at være den du er!

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

Det er i dag første søndag efter påske. Evangelieteksten står at læse i Johannes-evangeliet kap. 21,15-19.

 

I mit præsteliv er der en helt særlig ”første søndag efter påske”, det var den 7. april 2002, for lige netop den søndag holdt biskoppen, det var den gang Karsten Nissen, visitats i Almind Kirke.

Hvis man slår op i Gyldendals store ordbog over det danske sprog, står der at læse om ordet visitats:

 

visitats, (samme ord som visitation), led i det biskoppelige tilsyn med stiftets præster og menigheder; indtil 1933 omfattede tilsynet tillige sognenes skoler. Ifølge Danske Lov fra 1683 skulle biskoppen årlig besøge så mange af stiftets kirker, som han kunne overkomme, således at ingen kirke forblev ubesøgt i mere end tre år; biskoppen skrev sine iagttagelser og bemærkninger i sin visitatsbog. I nutiden finder sådanne visitatser sted i mere begrænset omfang.

 

Biskop Karsten Nissen hilste på alle, talte til menigheden i kirken, talte med menighedsråd og ansatte, vi spiste alle frokost sammen og sluttelig talte han også med mig, talte pænt om min prædiken og gav mig en kærlig formaning om at passe godt på mig selv, bl.a. ved at citere, hvad jeg selv havde sagt i prædikenen: ”det går an, at være den du er”. Han fortalte mig også at der havde været glæde og tilfredshed over hele linjen både hos ansatte og menighedsråd, hvilket jeg var og er meget glad for. Jeg har mange gange tænkt tilbage på den dag med stor glæde og taknemmelighed. Om jeg husker at efterleve Karsten Nissens ord, det vil jeg lade andre dømme om.

 

Prædikenen, til den dag, den kommer her. Den er frygtelig lang, så lange prædikener skriver jeg ikke længere.

 

I nattens mørke mellem Skærtorsdag og Langfredag tabte Peter modet. Modet til at stå ved, at være den han var. En af Jesu disciple. Tre gange fornægtede han Jesus – og tredje gang galede hanen anden gang. Og Peter huskede Jesu ord - og Peter skammede sig. For sit eget livs skyld, havde han fornægtet Jesus, han der kom til ham, den fattige fisker Simon og sagde: Følg mig! Han der gav ham et nyt navn Peter, klippen – han der gav mening og fylde til Peters liv. Han som Peter ivrigt havde sagt han elskede og aldrig ville svigte.

 

Skammen bliver siddende i Peter, som skam gør – han var et menneske, som vi alle er det. Han havde fejlet, ja, værre end det, han havde svigtet – og han skammede sig – for han elskede jo Jesus, hvorfor kunne han ikke stå ved det – hvorfor?

 

Det spørgsmål får vi ikke noget svar på, men vi må tro, at Peter har stillet sig selv det mange gange. Sådan som vi også selv gør det, når vi ikke handler, som vi troede vi ville, når vi svigter, lyver og lader dem, der elsker os i stikken.

Men dagens evangelium viser os, at for Peter og for os alle er der håb om tilgivelse – også selv om Peter ikke havde ret til at vente den – og selv om han ikke ventede den.

 

Han havde faktisk opgivet håbet, var tilbage i sit gamle liv, før Jesus første gang sagde: ”Følg mig” til ham – tilbage til livet som fisker, og med lige så lidt held som førhen. Det fortæller Johannes os i de vers der går forud for dagens evangelium.

 

Og da Peter og nogle af disciplene efter en nat uden fangst giver op – ja, så står der en mand inde på bredden, spørger dem om de har mad, og da de svarer nej, opfordrer han dem til at tage ud en sidste gang. Og de kender ham ikke, eller de genkender ham ikke – men garnet fyldes til overflod – og den discipel Jesus elskede, siger til Peter: Det er Herren. Peter springer over bord, for hurtigt at komme i land. En helt spontan handling – udsprunget af den store kærlighed han havde til Jesus – uden umiddelbar tanke for sit tidligere svig reagerer han, Herren er her, han må være sammen med ham.

 

Og de spiser sammen, Jesus og disciplene.

I måltidsfællesskabet – Jesus rækker dem brødet og fisken - giver han sig til kende for dem, for 3. gang siden han opstod. Og her er vi så nu.

 

3 gange fornægtede Peter Jesus, 3 gange åbenbarer Jesus sig for disciplene – og 3 gange hører vi Jesus stille Peter næsten det samme spørgsmål –

”Simon, Johannes’ søn elsker du mig, mere end de andre?” Og Peter svarer, som han magter det: ”Ja, Herre, jeg har dig kær”, mere magter han ikke. Han skammer sig måske stadig – kan ikke tage det store ord: ELSKE i sin mund. Tør ikke sige ”ja, Herre af hele mit hjerte elsker jeg dig” – for han ved jo, at han svigtede, han ved jo at han fornægtede, da han skal svare, har han hele sit forræderi klingende med i baghovedet. Han som helt sikkert ikke føler sig værdig til at blive elsket – ikke har gjort sig fortjent til det, hvordan skal han kunne sige: ”ja, jeg elsker dig”.

 

Men Jesus ved, hvordan det er fat med ham, så tredje gang da han spørger, ja, så spørger han ikke om mere, end han ved, at Peter magter at svare på: ”har du mig kær?”.

 

Jesus siger med andre ord til Peter: DET GÅR AN AT VÆRE DEN DU ER!

Og så tør Peter, være sig selv igen – og svarer, som kun Peter kan svare, bedrøvet: ”det ved du jo, du ved alt, du ved, at jeg har dig kær OG at jeg svigtede dig, kan du virkelig bruge mig til noget!”. Så direkte siger han det ikke, men mon ikke det ligger i ordene.

 

Og Jesus heler det brudte, tilgiver Peter, at han svigtede – ved endnu en gang at kalde ham, ved for anden gang i evangeliet at bruge ordene: ”Følg mig”, til Simon Peter, vel vidende, hvem han siger det til.

”Ja, jeg tilgiver dig, og jeg genindsætter dig i den position, du hele tiden har haft, men som du ikke længere selv troede du besad, fordi du skammede dig”. Jeg ved, hvad du har gjort, Simon Peter, jeg glemmer det ikke, – OG  jeg siger: Du er tilgivet – dine synder er dig forladt”.

 

Peter bliver på sin vis til igen i forhold til Jesus. Jesus minder Peter om, hvem han er og hvad han skal. Peter mistede sit liv, da han forrådte Jesus, fornægtede kærligheden – Jesus giver ham livet igen. Jesus ser, hører og tager imod Peter, som den han er her. Han kan ikke lade være med at elske Peter, for han er kærligheden selv.

 

”Følg mig”. Det er tilgivelsens ord, udsprunget af selve kærligheden.

 

Følg mig, siger Jesus til ham, om hvem han ved, at han svigtede! Selvfølgelig, for det hører med til menneskelivet – den eneste sandt trofaste vi kender er Jesus selv, er Gud selv. Gud svigter ikke, vi svigter Gud – og alligevel siger han: Følg mig! For Gud er tro, selv når vi er utro.

 

Det Jesus siger til Peter, siger han til os alle: ”Det går an at være den du er – du kan alligevel ikke være andet. Du kan ikke gøre dig fortjent til kærligheden OG du er elsket. – Om ikke af andre, så af Gud”.

 

Det er kærlighedens og tilgivelsens væsen. Og den kærlighed og tilgivelse kommer netop fra Gud og har sin rod i selve skabelsen. Guds kærlighed og tilgivelse er forudsætningen for vores kærlighed og tilgivelse.

Som Herren tilgav jer, skal I også gøre!

 

At blive tilgivet er at få en ny begyndelse. Ikke, hvor alt det gamle er glemt – for det er det jo ikke. Men ved, at den man har forbrudt sig mod siger: ”Jeg har ikke glemt, hvad du gjorde – det vil aldrig være ugjort, og jeg vil ikke lade det stå i mellem os. Med andre ord: Jeg ved hvem du er og jeg elsker dig!”

 

Vi ser det i teksten, i Jesu forhold til Peter. Der er der tale om en ny begyndelse, – en ny kaldelse: Følg mig!

 

Følg mig! Hvad betyder det, at Jesus siger det. Hvad betyder det for os?

Ja, det betyder at, det at være tilgivet har konsekvenser, positive konsekvenser. Du får en opgave i fællesskabet i tilgift til tilgivelsen, for ellers er den bare tomme ord.

Det nytter ikke at sige til et menneske, ”jeg tilgiver dig, men jeg vil ikke have med dig at gøre”.

 

Sådan tilgiver Gud ikke, og sådan skal vi ikke tilgive, for så er tilgivelsen meningsløs, blot tomme ord.

Nej, kærligheden tilgiver ved at sige: ”Vogt mine lam, vær hyrde for mine får, vogt mine får”. Og ved at sige: ”Følg mig”.

 

Hvor går Peter så hen? Hvor fører Jesu ord til Peter ham hen. Ja, han går, han føres tilbage til Jerusalem – frem til Pinsedag og Helligåndens komme, Peter holder sin pinsetale, tager sin opgave på sig. Der er vi på vej hen med Peter – tilbage til Jerusalem – og ordene ”følg mig” fører ham ud i alverden, med det budskab – at livet sejrer over døden. At kærligheden vinder over hadet – og at tilgivelsen gælder mennesker i mellem.

 

Der er vi på vej hen mellem påske og pinse, og det første skridt tager vi allerede i dag. 1. søndag efter påske.

Hvilke konsekvenser har det for os i vore liv?

Betyder det noget for os, at Jesus genindsætter Peter i kærlighedens og tilgivelsens univers.

 

Ja, fordi vi også må være der, hvor vi er kaldede til at være, også når vi svigter, og også når det nogen gange betyder, at vi må være der, hvor vi ikke vil være.

For vi er prisgivet andre mennesker, netop når vi elsker dem – prisgivet deres kærlighed – angste for at blotte os, gør vi som Peter – ”nøjes” med et ”ja, jeg har dig kær” – fordi vi er bange for at blive ladt alene med vores kærlighed, hvis den anden ikke svarer. Vi er bange for, at der ikke er nogen, der ser, hører og tager imod os, fordi vi godt ved, at vi også svigter, at vi også fejler.

 

Men vi skal ikke holde op med at elske, at angst for at svigte eller blive svigtet. Og heldigvis er kærlighedens væsen sådan, at kærligheden altid går forud for vores vilje til at ville den. Det er det Jesus fortæller os i dag.

Gud ser, hører og tager imod os, også når vi bliver svigtet af mennesker, eller når vi selv svigter. Dog er vi  bange for at svaret fra Gud til os skal være, hvis du virkelig elskede mig, hvorfor fornægtede du mig så?

 

Men Jesus viser os, at Guds kærlighed er så stor, at den indoptager angsten for afvisningen og tilpasser spørgsmålet til det svar der gives. Du har mig kær, godt for det, vogt min får og følg mig!

For det går an at være den du er! – også når du er fuld af fejl og svig og svigt og kærlighed og glæde og tilgivelse!! Det er det Jesus siger til Peter og til os i dag – det går an at være den du er. Skyldig og tilgivet.

 

Evangeliet i dag handler om tilgivelse og om forsoning. ”Peter”, siger Jesus, ”jeg ved hvem du er, og hvad du rummer OG jeg vil bygge min kirke på dig!”

 

Vi er mennesker, som Peter var det. Fulde af tvivl og skepsis – men vi skal turde tro på ordene til os om, at vi er elskede fra skabelsen af – elskede af Gud, før vi selv prøver at elske. Og netop som elskede af Gud lever vi livet her på jorden, som vi gør det, med svigt og svig – men da også med kærlighed, glæde og tillid til de mennesker det er blevet os givet at dele livet med. Og vi skal leve med den vished – at det menneske, som svigtede og sveg, den Peter, som var så såre menneskelig – på ham byggede Jesus sin kirke – det var til ham, med den viden han havde, at Jesus sagde: Vogt mine får!

 

Det er i forvisningen derom vi sættes frie til livet under tilgivelsens fortegn, og derfor kan vi også leve vores liv i sikker forvisning om, at det ”ja”, Gud ved skabelsen sagde til mennesker, det ”ja” blev nyt, da han gav os sin søn, det ”ja”, gav han os atter, da han oprejste sin søn fra døden – og det ”ja”, det trækker han ikke i sig igen – det ”ja”, lyder hen over døbefonten, ved hver eneste dåb, som Guds ”ja” til os, som en kærlighedserklæring, der rækker langt ud over vor forstand og helt ind i hjertet, og fortæller os, at det går an at være den du er! 

Følg mig! Siger Jesus til Peter og til os – og vi vover, fordi vi kender historien om Peters svigt og Guds kærlighed – et undrende, men højlydt JA!

Amen.


Dagens ord

Fast som en klippe og bred som en strand

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

1 Fast som en klippe og bred som en strand,

vild som en brænding i kog

//: fri som fuglenes flugt over land,

sådan er Julies sprog. ://

 

2 Engang fløj det frejdigt fra mund til mund,

enhver ku' benytte det frit

//: det gjalded fra sø og i grønne lund,

fortalte om godt og skidt. ://

 

Hvis du var sorgfuld og modløs og træt,

så var en sang ej for god

//: måske blev dit sind aldrig lyst eller let

men sproget var det du forstod. ://

 

Det sprog stjal man fra os og gav os en snak

linjen var sløret men klar

//: det er lettest at holde et folk i skak

som slet ingen sange har. ://

 

Det sprog Julie ejer som ku' være vor’s

var vi med til at brække itu

//: vi er fremmed' for hinanden det er vores kors

vi raver i blinde nu. ://

 

Men midt i alt mørket der brænder et lys

en ild som aldrig dør hen

//: det sprog vi har talt trænger til at fornyes,

vi må lære det gamle igen. ://

Tekst og melodi Benny Holst 1976

 

En af de sange, der har fulgt mig siden jeg var helt ung, endnu en af de sange, der bor i mit hjerte er Benny Holsts sang fra 1976: ”Fast som en klippe og bred som en strand”, måske bedre kendt som ”Julies sprog”. Det er nummer 168 i Højskolesangbogen. Der er nogle ord i den, som jeg har nynnet på i mange dage nu: ”det er lettest at holde et folk i skak som slet ingen sange har”, ”men midt i alt mørket der brænder et lys en ild som aldrig dør hen” og ”det sprog vi har talt trænger til at fornyes vi må lære det gamle igen” er de jeg nynner igen og igen.

Sangen skrev Benny Holst til sin bedstemors Julie Petersens 75 års fødselsdag, en ren kærlighedserklæring til hendes generations slid for det velfærdssamfund der nu var en blevet en realitet. Benny Holst voksede, så vidt jeg ved, op hos sin bedstemor Julie Petersen, som var hjemmesyerske i København. Hun sang ofte, når hun syede, Benny Holst har en gang udtalt, at hans bedstemor var hans barndoms jukeboks. Hans musikalske fundament.

Måske er ”Julies sprog” en arbejdersang, men hvis den er det, så lægger den sig for mig at se i forlængelse af både Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjærs digtning. For mig er det en sang, der fastholder at vi kan og skal lære af dem, der gik forud for os, dem vi er stor tak skyldige. Vi er ikke klogere, dygtigere og mere begavede end de var. De byggede det fundament vi står på! Den sidste tid har vist os både hvor skrøbeligt og solidt det fundament på en og samme tid er!

Det solide viser sig bl.a. i sangene!

Her i landet har vi sange, vi har så mange, mange sange – og nu, her i krise, karantæne og covid-19, her hvor så mange mister så meget, så har vi sange – og vi synger dem.

Det har vi før gjort, når landet var ramt af krise, det gør vi også denne gang! Af hjertens lyst synger vi med, når Phillip Faber sætter sig ved klaveret morgen efter morgen og en gang om ugen også om aftenen. Vi synger af karsken bælg, hver med sin stemme, nogle for åbne døre, andre af os for lukkede (af hensyn til genboerne), men vi synger, det er det vigtigste!

I fællessangen har vi noget, der er indbygget i vores DNA, her kan vi noget, som mange fra andre lande misunder os: netop det at vi kan synge sammen. Min canadiske familie og vennekreds har mange gange undret sig over at vi f.eks. også synger hjemmelavede sange til familiefester, den skik har de ikke, de hiver heller ikke en sangbog frem og synger, for de har ikke en fælles sangbog som Højskolesangbogen, De små Synger, Salmebogen osv. Min farbror rejste som ung til Canada, og han fortalte mig mange år senere, at noget af det han havde savnet mest, det var sangene. Han glemte meget af sit danske sprog, men så sang han, inde i sig selv, en af de sange han kunne huske fra sin barndom. 

Hvad synger vi så? Ja, vi synger gammelt og nyt Jeppe Aakjær og Benny Andersen, Grundtvig og Kim Larsen, Halfdan Rasmussen og Jakob Knudsen, St. St. Blicher og Tove Ditlevsen, Lars Lilholt og Ingemann, Kingo og Michael Falch, Rasmus Seebach og Brorson osv. osv. Vi kan dem alle sammen, og hvis der er en enkelt vi ikke kan, så lærer vi den hurtigt, for vi kan synge, selvfølgelig kan vi synge! En morgen, da jeg sang med Phillip Faber var der et lille barn, der ønskede ”Påskeblomst, hvad vil du her?”, fordi det er sådan en god sang! Jeg har sagt det før, jeg siger det gerne igen: der er håb for os alle! For børn og unge af i dag, de kan noget, de vil noget og de skal også nok synge både vores gamle sange og nogle af de nye som kommer til!

I nogle år var det som om der blev sunget knap så meget, det var som om fællessangen havde trange kår. Nogle af os frygtede måske også, at vi var ved at miste vores sprog, det var som om engelsk blev det, der skulle tales og skrives alle steder. Verden er nok så stor, men rykkede på grund af diverse medier meget tættere på, det er blevet sværere at følge med i alt det, der sker. De små enheder vi kendte fra vores barndom, forsvandt alt skulle være større og større.

Så skete der noget, vi hørte, for vores indre øre, hvad Benny Holst skrev: ”det sprog vi har talt trænger til at fornyes vi må lære det gamle igen”. Måske hørte vi ikke lige nøjagtig de ord, men nogle lignende, for i de senere år er fællessangen igen blusset op. Gud ske lov og tak for det! For i sangen har vi noget sammen, ingen kan tage fra os, en skat, den danske sangskat! Fra Folkeviserne og frem til i dag! Alt sammen er det noget vi er fælles om.

Her i pastoratet synger vi også meget, ikke bare om søndagen til gudstjenesten, men spredt ud over hele året har vi mange sangaftener i kirkerne og i konfirmandstuen. Vi har da også måttet aflyse hele to aftener med og om sang, som var sat på programmet i april, men når vi igen må, så er det noget af det allerførste vi skal – vi skal synge sammen i kirkerne igen! Heldigvis har vi marathon-sang på programmet den første søndag i oktober, men inden vi når dertil skal vi forhåbentlig synge rigtig meget sammen igen, og indtil vi kan mødes og synge sammen i kirkerum og konfirmandstue kan vi synge sammen med Phillip Faber, hver for sig, hvor vi nu er! ”Men midt i alt mørket der brænder et lys en ild som aldrig dør hen” – sangen!!! Bliv ved med det, hold ud en stund endnu, hold fast, det bliver bedre!

 

Guds fred og alt godt!


Dagens ord

16. april 2020

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

Fødsler gør altid en forskel, i langt de fleste tilfælde en positiv forskel, det ventede under fødes til liv. Nogle gange sker der desværre det, at fødslen ikke bliver til liv, det er så uendelig trist, hver eneste gang det sker.

En fødsel gør altid indtryk, et lille nyt menneskebarn der fødes til liv og glæde, gennem smerte til kærlighed.

Nogle fødsler gør større indtryk end andre, nogle fødsler bliver mere skelsættende i ens liv end andre. Ens eget barns fødsel gør den største forskel for os, underfuldt at se sit eget lille menneskebarn for første gang, mærke kærligheden og mærke bekymringen, intet ondt må ske det lille væsen. Større glæde gives ikke, end at blive mor.

Vi har lige fejret påske, den største kristne højtid, hvor vi fejrede Kristi opstandelse fra de døde. Konfirmanderne og jeg har talt om, hvorfor det er den største kristne højtid. For som nogle af dem fremfører; var Jesus ikke blevet født, så var han jo heller ikke død og opstået. Det er simpelthen logik som enhver kan forstå! Også præsten. For det er jo rigtigt, den mest skelsættende fødsel i vores kristne liv, det er selvfølgelig den vi fejrer den 25. december hvert eneste år, nemlig Jesu fødsel. Ja, de fleste af os vi fejrer den altså allerede den 24. om aftenen med kirkegang, mad, dans om juletræet og gaver – ikke til barnet, vi fejrer, men kærlighedsgaver til dem vi elsker. Den fødsel forandrede verden for al tid og for al evighed. Den nat tændtes et lys i mørket, som aldrig kan slukkes igen, livets lys. Ordet blev kød og tog bolig i blandt os, skriver Johannes: ”I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke”. Til tro, håb, kærlighed og frelse for os, den dag i dag. Den fødsel er den mest skelsættende verden har oplevet.

Men når vi er danskere, så er der foruden Jesu fødsel og familiens børns fødsel altså også den fødsel vi fejrer i dag, nemlig Dronning Margrethes fødsel, den 16. april 1940. Det var i sandhed også en skelsættende fødsel. Kun få dage før, den 9. april, blev Danmark besat og var besat i fem år. Den lille prinsesse, kronprinsen og kronprinsessens datter, kastede et helt særligt lys ind i det mørke, der var over landet. Prinsessekrøller og påklædningsdukker med den lille prinsesse blev blot en del af det, der blev moderne i de år. Der blev fulgt med i hendes liv, det ved jeg fra min mor, i en helt særlig grad, ja, hun fik nok søskende, men megen opmærksomhed var rettet mod hende, ikke mindst da grundloven blev ændret i 1953 og hun blev tronarving.

Senere, i januar 1972 blev hun vores Dronning – Margrethe II af Danmark. Det har hun været lige siden og vi har fulgt endnu mere med i hendes liv, royalister eller ej. Jeg er royalist, jeg sætter uendelig stor pris på, at vi har et monarki, og jeg sætter utroligt stor pris på, alt det arbejde medlemmerne af kongehuset udfører, og jeg elsker alle de store kjoler vi får at se til de forskellige store begivenheder. Dronningen er både ualmindelig godt begavet, umådeligt flittig og meget kunstnerisk anlagt. Det er en stor glæde at deltage f.eks. i ordinationer i Viborg Domkirke og se den smukke messehagel hun har syet. Hvert eneste år sidder jeg klinet til skærmen for at se Dronningens nytårstale, og hun har altid noget på hjerte, noget der betyder noget, at sige til os alle sammen. I mit eget tilfælde også altid noget, der kan kaste lys ind over nytårsdagsprædiken, som jeg aldrig skriver før jeg har hørt dronningen tale. I år talte hun til os, de covid-19 epidemien kastede mørke skygger ind over landet, hun aflyste sin egen fødselsdagsfejring, og hun taler til og igen kl. 19.00 i dag. Det er vi mange, der glæder os til, for når dronningen taler, så lytter vi!.

Vi er mange, der har givet blomster, til nogen, der trængte til en buket i dag, på dronningens opfordring og vi er mange, flere, tænker jeg, der har sunget fødselsdagssang for hende i dag og flaget. For vores dronning er noget helt særligt!

I fællesskab er det lykkedes os at fejre hende med et landsdækkende ”Til lykke Dronning Margrethe”, hendes fødsel, den 16. april 1940 gjorde nemlig en helt særlig forskel her i landet.

Lad og være taknemmelige for det – i fællesskab, hver for sig (en tid endnu)!

Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Tanker om taknemmelighed!

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

Skabningens glæde - (bøn fra Vancouver, 1983)

Vi takker dig barmhjertige Gud,

for jordens og havets skønhed,

for rigdommen i bjergene, på det flade land og i floderne,

for fuglenes sang og blomsternes ynde.

Vi lovpriser dig for alle disse gode gaver og beder om,

at vi må tage vare på dem til glæde for vore efterkommere.

Giv os evne til stadig at vokse i taknemmelig glæde

over din rige skabelse,

dit navn til pris og ære

nu og altid.

Amen.

 

Påsken-ferien kom i går til sin afslutning, for dem, der havde ferie.

Når man er præst og holder allermest af at holde gudstjeneste i påsken, så var og blev påsken i år ikke, som den skulle være. Tre gange tidligere i mit præsteliv har jeg pga. sygdom ikke kunnet/skullet holde nogle af påskens gudstjenester, de to af årene var jeg dog i stand til at sidde i kirken, på kirkebænken og lytte til mine begravede kollegaer, så det blev påske også i mit hjerte.

 

I år fejrede jeg påskedag foran TV med min biskop på skærmen. Det var så fint og smukt og helt som det skulle være.

Men det var bare ikke rigtigt, og det var bestemt ikke hverken biskoppens eller gudstjenestens skyld. Det handlede om noget inden i mig!

For trods det at jeg havde skrevet en prædiken, som jeg havde delt her, trods det at jeg havde været oppe og se solen stå op påskemorgen, lyttet til kirkeklokkernes kimen både i Sjørslev og i Almind og set flaget blafre også i Lysgård, så føltes det af en eller anden grund lidt som at snyde til eksamen.

Hvilket jeg kun har gjort en eneste gang i mit liv, nemlig i skriftlig matematik i tredje real i 1978. Det var faktisk ikke med vilje, men jeg kunne ikke finde ud af sådan noget med x- og y-akser, så da klassekammerat holdt sin tegning på millimeter-papir op i luften, lavede jeg en magen til, uden på nogen måde at vide, hvordan i alverden hun havde fået den til at se sådan ud! Jeg fik en meget fin karakter, som altså ikke var helt fortjent!

 

Sådan havde jeg det påskedag, der foran skærmen, det var lidt snyd, blot at sidde der!

 

Jeg kan ikke optage videoer med mig selv på og lægge dem op her, jeg har prøvet. Det er ikke teknisk kunnen der mangler og jeg har oven i købet kvalificeret hjælp i huset, men jeg kan ikke tale normalt, jeg kan ikke være naturlig, det går bare ikke (det gør det jo så heldigvis for så mange andre), så jeg skriver så ”dagens ord” her, Trine skriver, når jeg ikke gør og alligevel føltes det som om jeg pjækkede fra det jeg skulle, ved ikke at holde en gudstjeneste selv.

Fornemmelsen holdt sig også i går, min opstandelsesglæde ville ikke indfinde sig, sådan for alvor. Jeg var simpelthen påske-trist og ynkeligt klynkende, vel vidende at heller ingen andre præster eller andre mennesker i det hele taget, havde fejret påske, som de plejede.

 

I morges var alt anderledes, i morges var det en ny dag, en ny-skabelse! I morges vågnede jeg op med glæde og tanken om at det også for mig var blevet påske.

 

I dag er det hverdag igen, men stadig ikke som det plejer. Nogle ting ændrer sig dog i samfundet i denne uge, nogle børn skal i vuggestue, børnehave, dagpleje og i skole, andre skal ikke.

Det er og bliver ikke helt let at navigere rundt i hverdagen, og det bliver det da slet ikke i dagene der kommer. Nu bliver det alvor, for alvor, for kan vi holde fast i afstand, håndvask og afspritning, kan vi holde fast i, at vi ikke må forsamles mere end 10 ad gangen?

Nogen siger: ”nu gik det lige så godt, kurven knækker, og nu gør vi det hele værre igen”, andre siger: ”godt vi kommer i gang, det går for langsomt, lad nu noget mere lukke op”.

Jeg siger: ”hvor er det lige nu vigtigt, at vi sørger for at passe rigtig godt på hinanden, så det hele ikke skrider, fordi solen skinner og flere skal i gang med en hverdag igen. Den samme hverdag som før, men helt forandret!”.

 

Lad os blive ved med at passe godt på hinanden, det varer længe før ”alt bliver som før”, hvis vi da overhovedet synes, at alt skal blive som før? For måske lærer vi mere af kriser end af hverdage, måske lærer vi mere om, hvem vi er, og hvad det vil sige at tage hensyn, at vise hensyn, måske taler vi mere med hinanden i øjeblikket end vi har gjort længe.

 

Hver eneste gang jeg færdes ”ude i samfundet”, så har jeg gode og dybe samtaler med en eller flere, jeg møder på min vej, ikke bare ”hvor er det dejligt vejr”-samtaler, nej vi taler om, hvordan vi har det og hvordan vi ser frem til at det hele igen bliver bedre, men vi taler også om, at vi faktisk ikke har noget at klage over, når vi står der og taler med hinanden, fordi vi netop kan det – på afstand.

Vi har liv og helbred til at gå en tur i naturen omkring os, nyde foråret, stoppe op og tale med hinanden – det er ikke alle der kan det. Så på den måde er vi faktisk privilegerede, der er mange herhjemme og andre steder, der har det meget værre end os.

Vi har mad nok, ja vi har rigeligt med mad, nogle af os har trods ekstra motion mødt begrebet ”corona-rund” på egen krop, vi har tag over hovedet, vi har mennesker at tale med, måske ikke helt tæt på, men så på afstand, i telefonen, på mailen, på medierne.

Vi har forældre, eller bedsteforældre/oldeforældre, der har prøvet noget, der var meget værre end det vi nu oplever. Mine forældre var unge, på vej til at blive voksne, under anden verdenskrig. De kunne berette om tilstande, vi endnu ikke har oplevet i vores eller vores børns generation, pandemi eller ej.

 

Vi ligger heller i en respirator eller er indlagt i isolation, så vi ikke kan se vores nærmeste, ikke får taget afsked med vores nærmeste som vi gerne vil det. Vi er faktisk i stand til at gå her og tale med hinanden, være bekymrede på andres og på verdens vegne, men trods alt taknemmelige for, at vi er i stand til at gøre næsten alt det vi plejer.

 

Måske nogen af os (mig selv inklusive) har brug for at rette blikket mod taknemmeligheden, vel vidende, at rigtig mange pt. er uden job, at samfundsøkonomien lider osv. osv. Der er dog noget at være taknemmelig for lad os ikke glemme det, lad os ikke glemme at sige tak for hver eneste dag, der er givet os at være mennesker i denne mangfoldige verden.

 

Se, det var den tanke, der slog mig i morges, så der kom en ende på alt mit jammer og taknemmeligheden igen tog bolig i mit hjerte! Så i dag kan jeg med en helt anden styrke end i forgårs og i går sige, at opstandelsens glædelige budskab også gælder i mit liv. Tak, Gud!

 

Guds fred og alt godt!


Dagens ord

2. påskedag, dagens ord v. sognepræst  Trine Hostrup Dige  

Kunne jeg blot gøre verden ny Gøre det brudte helt Tørre tårerne i nødens dal Forvandle sjælens smerte til glæde Værne om mine børns latter Og være deres ledestjerne i stormen.

  Der findes en vidunderlig fransk film, der hedder Ponette.   Ponette er en lille pige på 4 år. Da vi møder hende er hun på sygehuset, hun sidder i sengen med sin ene arm i gips, og det eneste der kommer ud af gipsen er hendes tommelfinger, og den er i hendes mund. Hun er en ulykkelig lille pige. Hun er fuldstændig knust, for hun har lige mistet sin mor ed en dramatisk bilulykke, hvor hun selv var med som passager. Faren sidder nu ved siden af hende på hospitalssengen, og er kommet for at hente hende.   På vej hjem kører de forbi stedet, hvor ulykken skete, og de taler om det. Faren er vred på moren, fordi hun kørte galt. Det er ikke til at bære sådan en ulykke, og vreden fylder ham inden den bliver til forfærdelig sorg. Ponette tager sin mor i forsvar; faren skal ikke skælde hende ud, hun kørte godt, hun sjuskede ikke; det var uheld.   Vi følger i filmen Ponette i øjenhøjde sammen med sin fætter og kusine, som er jævnaldrende. De taler med stor alvor og åbenhed om døden, som børn gør det; om hvad den er og om, hvor Ponettes mor er nu.   I de nærmeste tid efter begravelsen er faren bortrejst fordi hans arbejde kræver det, og Ponette er hos fætterens og kusines familie, hvor moren er en smuk kvinde, og violinbygger, som tager sig ømt og kærligt af den stakkels Ponette, som savner sin mor forfærdeligt. Ponette vil ikke lege som tidligere, sidder bare og venter på sin mor; hun håber, hun vil komme tilbage, for det er jo ikke til at undvære hende. Hun var hele hendes liv, hendes verden, hendes tryghed, hendes billede, som hun skulle vokse sig stor i.   Violinbyggermoren tager sig godt af hende, men kan ikke erstatte Ponettes egen mor. En aften, hvor hun forsøger at trøste Ponette, der hele tiden går med gråden uden på ansigtet, fortæller hun hende om påskens begivenheder. Træerne blomstrer der i bjergene, hvor de bor, og vi kan se, at det er forårstid og påsketid. Hun fortæller, at Jesu venner og hans veninder havde det fuldstændigt som Ponette. Efter Langfredagens forfærdelige ulykke, hvor de mistede ham, de havde sat deres håb til, er de lige så knuste som hendes savn. Alting havde de mistet. Og naturligvis taler de om det som de to disciple, der vandrer af sted mod Emmaus sammen. Måske kan de ikke holde ud at sidde stille, sorgen gør dem rastløse, men på vejen sammen kan de få lettet deres hjertes tanker og dele deres sorg. Og som Maria Magdalene, som vi ved der savnede ham så forfærdeligt, fordi han var den eneste, der havde elsket hende, som menneske og ikke som en kvinde, man bare kunne udnytte. Maria Magdalene bliver da også helt slået ud, da hun opdager, at hun ingen gang har hans døde krop at sidde ved. Og violinbyggermoren fortæller videre om, hvordan de to disciple møder Jesus uden at vide, hvem han er. Og om Maria Magdalene, der tror Jesus er havemanden, og spørger om det er ham, der har flyttet Jesu døde krop.   Da siger Havemanden hendes navn: Maria, siger han. Og så forstår hun, at det slet ikke er havemanden, men Jesus. Og ved aftenstide da den fremmede bryder brødet, indser disciplene at det ikke er en fremmed, men den opstandne Jesus. Men efter genkendelsen bliver han usynlig. Og Maria vil kaste sig om halsen på ham, men Jesus holder hende tilbage og siger, at det jo ikke er på den måde at han er kommet tilbage. Nol me tangere. Rør mig ikke.   Han er der ikke som før, men er hos Gud uden for tid og rum, men han er lige så nærværende og virkelig som før.   Og han siger, at nu skal de ikke lede efter ham mere, og til Maria, at hun heller ikke skal sørge og være ked af det mere, for han er i himlen hos sin og hendes far, og derfra vil han komme igen og altid være med hende. Hun skal gå hjem og fortælle de andre, at det er sådan med døden. At døden er overvundet, at han stadig lever hos Gud og stadig vil være hos dem. Også de to disciple skynder sig til Jerusalem med dette budskab.   Alt det her, hele denne tætte påskefortælling fortæller violinbyggermoren altså den lille Ponette, som sidder på hendes skød, og hun lader fortællingen komme langt ind i sig.   Og fra nu af bliver hun som Maria Magdalene, nu venter hun på et udvalgt sted i bjergene på, at hendes mor skal komme, som Jesus kom og trøstede Maria. Dag efter dag sidder hun og venter med sine gaver. Stædigt holder hun fast i historien og vil slet ikke ind i legen med de andre børn, og de voksne bliver efterhånden lidt nervøse for den stakkels Ponette.   Så er hun på en katolsk sommerlejr, hvor vi igen ser de der alvorlige og pragtfulde samtaler om liv og død og om Gud, som børnene har med hinanden. Ponette lærer at bede på den rigtige måde, at folde hænderne rigtigt for at det skal virke. Men hun er ked af det, og en af de katolske søstre siger trøstende til hende, at nu skal hun ikke være ked af det mere. Men Ponette er et sundt barn, så hun siger kvikt tilbage: Jo, jeg skal.   Til sidst ser vi hende som Maria Magdalene gå hen en tidlig morgen før solopgang til sin mors grav. Den befinder sig på en kirkegård højt oppe i bjergene. Der sætter hun sig og venter. Der går lang tid, og hun småfryser og græder, men hun beder til Gud fuld af barnets barnetro. Til sidst kan hun dog ikke længere styre sin fortvivlelse, så hun kaster sig ned på jorden og begynder at grave med sine bare hænder i morens grav for at grave hende op.   Mens hun fortvivlet ligger der, træder moren pludselig ind i billedet, hun kommer ind fra den venstre side i billedet og skræver over Ponette med sin vide og fodside lange nederdel, som om hun næsten føder hende igen. Hun tager Ponette op, og siger hendes navn. Og Ponette er lykkelig, fordi nu er moren så alligevel kommet tilbage og påskens fortælling passer. Hun klynger sig til sin mor, som vugger hende på sit skød. Og Ponette siger til sin mor, at hun skal komme tilbage og blive levende igen. Nej, siger moren til Ponette, det kan hun ikke, og det kan Ponette godt forstå, hun ikke kan, for hun så jo selv, hvordan hendes hoved og ansigt fuldstændigt blev ødelagt ved ulykken.   Men hun siger til Ponette, at nu skal hun ikke vente på hende mere, fordi nu ved hun, hvor hun er, at hun er i himlen, og altid følger sin lille pige. Nu skal du lære at blive glad igen, siger hun til sidst til Ponette. Og de tager afsked med hinanden, og Ponette bliver senere hentet af sin far og i bilen, da de kører af sted sammen som i begyndelsen af filmen, siger hun til sin far, at nu vil hun ikke længere sidde og vente på sin mor, for nu har hun talt med hende, og nu ved hun, at moren har det godt og følger hende overalt, og at hun bare skal lære at blive glad igen.   Der slutter filmen og som tilskuer er man, som I kan tænke jer dybt berørt og helt hævet i ansigtet af at græde, for det er et menneskeligt smukt vidnesbyrd om livets og dødens inderste hemmelighed fortalt gennem et barns kamp med sorgen og savnet.   Og så er det en sand genfortælling af hele påskeevangeliet. Opstandelse findes, men det er ikke en opstandelse, der skal vises eller bevises, som faktuel begivenhed; Á la: Jeg var der selv, jeg så det med mine egne øjne. Nej opstandelsen er en gave, og en velsignelse, der gives til et menneske i nød, strandet i sorgens og savnets lande, eller på anden måde klemt af livets undertiden umulige vilkår. Opstandelse er en forvandling i et menneskes liv, et gensyn dem vi elskede, så livet igen kan leves, og dét menneske kan lære at blive glad igen.   Påsken er så vanvittig anderledes i år. Men det væsentlige er det samme: I påsken bliver vi mindet om den store gave, Gud her rækker os, og vi får afvide at Guds kærlighed står ved magt, og at livet trods al smerte og sorg og savn har ret. Døden får aldrig det sidste ord mere. Påsken er afslutning på et verdens historisk forløb. I dag fejrer vi altings opstandelse, men det skal ikke få os til at fantasere om det overnaturlige, men langt mere få os til at glæde os over det nærværende livs gaver, over den håndgribelige kærlighed, som vi får, og som vi endnu ikke har mistet, over forårets frodighed, at alting igen vender sig mod sommer og grønne træer og mod høst, mod det faktum, at livet er en gave. Livet lægger foran os, døden er lagt bag os. For opstandelse i troens verden mellem liv og død er på samme måde en gave, der altid vil overraske os med liv, der vil vokse og sætte frugt. Og vi kan ikke vide noget om den opstandelse, den må vi tro. Men da kaldes vi også ved navn og får det hele tilbage. Da har vi evighed i os, og døden ødelægger da ikke livet.   I begyndelsen af skabelsesberetningen siger Gud: der blive lys! Og der blev lys. Nu gentages det igen. Den opstandne Kristus skabe verden igen for Maria og for disciplene, skabe den lige så ny og intakt som før, også selvom døden var rigtig og frygtelig langfredag.. I kristendommen genskabes verden ved, at vi kaldes ved navn af Gud.   Med påsketroen åbnes der et stor og rigt område med plads for følelser og tanker og tro om et liv udenfor tid og rum, hvor levende og døde er i Guds hånd, det vil sige nærværende og os til hjælp overalt i vores liv, hvis ellers vi bare tør lukke op for den side af livet.   Når vi så i dag på afstand ønsker hinanden en glædelig påske, betyder det, at vi holder hinanden fast på, at Gud virkelig i Jesu liv og død gik ind i det her uforudsigelige og tilfældige menneskeliv og kæmpede for livets og kærlighedens ret. Det kostede ham livet; han satte det til i kampen for menneskers ret til at leve frit. Alt det var sandt, og alt det, som Jesus på den måde kæmpede for i sit liv, det oprejste Gud; det gjorde han til sin egen sag.   Vi ønsker hinanden tillykke med et håb, der kan klare alt, også Covid- 19- som vil lære os at blive glade igen, når vi for alvor har oplevet sorgen, som vil lære os, at så meget betyder vi, at Gud gør livet evigt.

Glædelig påske.

Amen


Dagens ord

Påskedag, dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

Det er påske – Kristus er opstanden, ja han er sandelig opstanden. Glædelig påske!

 

En bøn af Holger Lissner:

Lovet være du, vor Gud og Far!

Himlen og jorden synger af glæde på denne morgen, hvor lyset sprængte sig vej ind i gravens mørke, og Kristus stod op af døden som den første af mange. Vi fatter det ikke, det er for underfuldt for os, at det, som skete den morgen i gravhaven, også kan ske for os.

Derfor beder vi dig: Kom til os, Herre Jesus Krist! Giv dig til kende for os, og tag frygten for døden fra os! For kun da tør vi tro og håbe, at som du lever, skal også vi lede. I det levende håb vil vi love og prise dig, du livets sejrherre, fra evighed til evighed. Amen.

 

Dette hellige evangelium til i dag, påskedag, Kristi opstandelsesdag skriver evangelisten Matthæus (28,1-8):

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

 

I fredags, Langfredag, da jeg var på kirkegården, for at se til mine forældres gravsted, så jeg en orangefarvet sommerfugl flyve rundt mellem gravstederne.

Der er mange sommerfugle i år, synes jeg. De er forårsbebudere i en helt særlig grad, og så er de for mig påskebebudere, sommerfugle bebuder opstandelse!

Sommerfuglen er et helt særligt symbol på opstandelse, et tidligt kristent symbol.

Fordi sommerfuglens tre stadier især i middelalderen blev forbundet med liv: larven; død – puppen og opstandelse – sommerfuglen.

 

At se sommerfuglen på kirkegården mellem gravene netop Langfredag, det blev et billede på håb, håbet om at opstandelsen gælder for alle dem, vi besøger, når vi besøger vore dødes haver, og håbet om at opstandelsen også gælder for mig. I år på den helt særlige måde, at det håbet også gælder ”at det bliver godt igen”, der kommer dage med nyt liv, ny glæde og opstandelse efter pandemien. Vi har alle brug for håbet. Jeg har i dag virkelig hårdt brug for håbet, for det er så svært ikke at skulle mødes i kirken i dag, ikke at skulle synge Krist stod op af døde, Påskeblomst, Nu ringer alle klokker mod sky, Som forårssolen morgenrød, Det er så sandt at ingen så og hvad vi ellers plejer at synge i påskedagene her hos os. Men det bliver godt igen! Det mindede sommerfuglen mig om i fredags! Der kommer en påskedag efter enhver langfredag i evangeliefortællingerne, og i vores liv.

 

Prøv at forstille jer, hvordan kvinderne må have haft det, da de kommer ud og finder graven tom påskemorgen i det tidlige morgenlys? Bestyrtelsen, der må være gået forud for glæden! Men glæden afløste frygten og rystelsen. Inge så det ske, Guds opstandelsesunder var der ingen vidner til! Mørket i verden, i kvinderne, i disciplene, der afløstes af glæden, af det klare, gule morgenlys, en glories lys, skabelsens lyd! 

»Det gamle er forbi, se, noget nyt er kommet til«.

Sådan er det efter opstandelsen, fra den første påske og stadig den dag i dag. Påskedag sker det vigtigste i vores liv - livet er blevet helt nyt!

Jesus er opstået. Han døde langfredag og påskemorgen blev han levende, han opstod.

Det gør livet nyt.

Det har man altid vidst i kirken.

"Kristus er opstanden. Ja, han er virkelig opstanden”, sådan lyder den oldkirkelige hilsen påskemorgen, sådan lyder den også til os i dag.

Det nye er brudt ind i vores liv. Verden er ændret og ny, hver eneste påskemorgen.

 

Vi kan ikke udarbejde en statistik over sandsynligheden for dødes opstandelse, det nytter ikke noget at stemme for eller imod opstandelsen, eller at tænke: ”mon det nu også kan passe”. For det ville betyde at vi pressede al logik ind over opstandelsen og det udgangspunkt holder slet ikke!

For vores udgangspunkt, vores første forudsætning som kristne er nemlig at AT Jesus ER opstået, og derfor er opstandelse mulig! Nyskabelse kan ske. Der findes tilgivelse, der findes trøst, der findes kærlighed og håb.

Især i Almind og Lysgård kirker har vi sommerfugle, de kommer og går (eller rettere flyver), der er der, og så er de der ikke. En gang, ved en rigtig svær og tung begravelse, dukkede sommerfuglen op, og jeg ved, det har de efterladte siden fortalt mig, at sommerfuglen bragte trøst med sig, bragte håbet om opstandelse med sig.

 

Der er er af og til nogen, der siger til mig: ”jeg kan ikke tro på opstandelsen, det er alt for urealistisk”, jeg har kun det éne svar, at det afgørende for os er slet ikke, om vi kan tænke os frem til og tro på, at der findes opstandelse, men AT Kristus ER opstået fra de døde. Det gælder når vi møder sorgen, tvivlen, ondskaben, mørket, når vi bærer vores døde til graven, for det rammer alt sammen vores livsglæde og det kan få os til at tvivle og fortvivle, men håbet og trøsten ligger gemt i, at Kristus opstod fra de døde, for at også vi skal opstå og for at vi, når vi står ved en kiste ikke siger ”farvel”, men på gensyn i Paradiset, i evigheden, hos Gud.

 

Med frygt og stor glæde blev opstandelsen forkyndt, så vi hver påskemorgen, ja, hver eneste morgen kan sige: Kristus er opstanden, ja, han er sandelig opstanden. 

Glædelig Påske. Amen.

 

Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

 

Den påskesalme, jeg ikke kan undvære er:

 

236 Påskeblomst! hvad vil du her

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Carl Nielsen 1910

 

1 Påskeblomst! hvad vil du her?

Bondeblomst fra landsbyhave

uden duft og pragt og skær!

hvem er du velkommen gave?

Hvem mon, tænker du, har lyst

dig at trykke ømt til bryst?

Mener du, en fugl tør vove

sang om dig i Danmarks skove?

 

2 Ej i liflig sommerluft

spired du på blomsterstade,

ej så fik du rosens duft,

ikke liljens sølverblade;

under vinterstorm og regn

sprang du frem i golde egn,

ved dit syn kun den sig fryder,

som har kær, hvad du betyder.

 

3 Påskeblomst! men er det sandt:

Har vi noget at betyde?

Er vor prædiken ej tant?

Kan de døde graven bryde?

Stod han op, som ordet går?

Mon hans ord igen opstår?

Springer klart af gule lagen

livet frem med påskedagen?

 

4 Kan de døde ej opstå,

intet har vi at betyde,

visne må vi brat i vrå,

ingen have skal vi pryde;

glemmes skal vi under muld,

vil ej vokset underfuld

smelte, støbes i det dunkle

og som lys på graven funkle.

 

5 Påskeblomst! en dråbe stærk

drak jeg af dit gule bæger,

og som ved et underværk

den mig hæver, vederkvæger:

Hanegal og morgensang,

synes mig, af den udsprang;

vågnende jeg ser de døde

i en påske-morgenrøde.

 

6 Ja, jeg ved, du siger sandt:

Frelseren stod op af døde!

Det er hver langfredags pant

på en påske-morgenrøde:

Hvad er segl og sværd og skjold

mod den Herre kæk og bold?

Avner kun, når han vil ånde,

han, som svor os bod for vånde.

(1 Kor 15,12-20). N.F.S. Grundtvig 1817. Bearbejdet 1935.

 

Maleriet hedder ”Lys over Deia”, kunstneren er Karen Degn, Finderup.


Dagens ord

Påskelørdag

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

Bøn af Martin Luther

Min himmelske Fader, vor Herre Jesu Kristi Fader,

du al trøsts og styrkes Gud.

Jeg takker dig, fordi du har vist mig

din kære søn Jesus Kristus,

som jeg tror på,

som jeg vil bekende,

som jeg også elsker og priser og lover.

Til ham være min fattige sjæl betroet i dødens stund.

Himmelske Fader, når jeg bliver bortrykket af livet,

da ved jeg med vished, at jeg bliver hos dig,

og at ingen kan vriste mig ud af dine hænder.

du har elsket verden og ofret din enbårne Søn,

for at jeg ikke skal fortabes, men få evigt liv.

Det står fast. Amen.

 

I går døde Jesus. I dag ligger Jesus i sin grav, den grav Josef fra Arimatæa sørgede for, at Jesus blev lagt i. (Matt. 27,57-66).

Grave på Jesu tid var som regel primitive. Huller i jorden eller naturlige bjerggrotter. Velhavende familier kunne dog have meget fornemt udhuggede grave i klipperne, måske også med plads til flere personer. Josef fra Arimatæa, var netop en rig mand, fortælles det i evangeliet, så måske har der været tale om en sådan smukt udhugget gravhule i klippen, måske endda med flere gravkamre. Sådan ser graven i Gravkirken i Jerusalem ud, har jeg læst mig til, jeg har ikke selv været der.

I trosbekendelsen bekender vi: ”Pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget”. Det er der, han er nu, i dag, påskelørdag. Det er ikke en videre bibelsk tanke, men en tanke, der opstod i den tidlige kristne kirke, for at forklare, hvordan de mennesker der var døde før Kristi opstandelse også kunne få del i opstandelsen og det evige liv. Vi ved jo at dagen i dag følges af opstandelsen påskemorgen, dagen hvor Gud henter sin søn op til livet igen. Kaj Munk lader i ”han sidder ved smeltediglen” biskop Beugel sige: ”Lad dem bare slå os ihjel Langfredag, vi lurer dem påskemorgen”. Sådan er det! Den største helligdag i den kristne kirke følger i morgen.

Tanken om dødsriget skulle der egentlig prædikes over, eller holdes andagt over påskelørdag, har jeg ofte tænkt. Jeg har hidtil henvist til nabokirker, der holder gudstjeneste påskelørdag, men næste år gør vi det her hos os! Vi skal prøve at have påskelørdag med. Det bliver en aftengudstjeneste, tror jeg, og jeg ved allerede nu, hvad vi skal synge! Vi skal nemlig synge nedenstående tre salmer. Grundtvigs store, tunge, svære og helt fantastiske digt fra 1837: ”I kvæld blev der banket på helvedes port”. Nærmest et heltekvad og ikke helt let at synge, lyt en gang til melodien på salmebogenonline.dk! Vi skal selvfølgelig også synge den salme, jeg altid plejer at have som sidste salme, Langfredag, hvor jeg plejer at tænde et enkelt lille lys på alteret, mens vi synger den. (se evt. billeder fra ”dagens ord” i går). Salmen er Aastrups smukke ”Der venter bag langfredags nat”, hvor ordene: ”En påskelørdag, ond og grå, med sine træge timer til enden gennemlides må, før påskeklokken kimer”, altid minder mig om de kloge ord, delt i et tidligere opslag, et lille barn en gang sagde til mig: ”for at komme op til Gud, må man først ned i jorden!”.

Den tredje salme vi skal synge, den er jeg lige blevet gjort opmærksom på. Den er skrevet af den nye salmedigter, jeg sætter allerhøjest, nemlig Iben Krogsdal. Den har fået den fineste melodi af Jonas H. Petersen (Hymns from Nineve), hvor sidste vers, smukt og poetisk fortæller os, at vi lurer dem påskemorgen: ”og tårerne flød gennem undrende smil og alt, der var taget, blev givet og aldrig var himlen så rødmende stor som her hvor han genfødte livet”.

God aften, god nat og Guds fred og alt godt!

 

213 I kvæld blev der banket på Helvedes port

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Thomas Laub 1920

1 I kvæld blev der banket på Helvedes port,
så dundrer den rullende torden,
herolden var stærk og hans budskab fuldstort,
thi lyttede alt under jorden.

2 »Fra Himlen jeg melder nu Helvedes kryb:
Fra jorden nedstiger en kæmpe,
han springer i gry over svælgende dyb,
for gråd selv i Helved at dæmpe.

3 Han vandrer på gløder som jomfru på gulv,
han tramper på øgler og drager,
hugormen han knuser, og Helvedes ulv
han binder, mens afgrunden brager.«

4 På albu sig rejste hver fange så brat,
det kunne ej djævle afværge,
som storme de hyled i bælgmørke nat,
og fnøs som ildsprudende bjerge.

5 På albu sig rejste hver fange så brat,
ej før blev i Helvede lyttet,
de lured om dag, og de lured om nat,
de ænsed ej ilddrage-spyttet.

6 Og trediedagen, da Hel-hanen gol,
og genfærd kom alle tilbage,
da skinned i Helvede Himmerigs sol,
i drømme slet ingen så mage.

7 Som skyerne hvide med stjernehob bleg
gik englene foran den bolde,
og brat som en sol han fra dybet opsteg
med guldrøde skyer til skjolde.

8 I Helvede skinned Guds herligheds glans,
guldfarved de djævle kulsorte,
men murene revned for stråler i glans,
af hængsel fløj Helvedes porte.

9 Sig rejste de fanger nu alle på stand,
men dog for kun dybt at nedknæle.
»Velkommen, velsignet, vor frelsermand!«
det lød fra utallige sjæle.

10 Nu »Adam, hvor er du?« blev hørt med en røst
som lærkens en pinsedagsmorgen;
da fødtes i Helved den evige trøst,
sin Hel-sot fik menneskesorgen!

11 Da Eva tog ordet, gik Frelseren nær
og sagde: “Min Søn og min Herre!
Jeg ene det voldte, at vi ligger her,
for jeg lod mig dåre, desværre!

12 Den slange, som krymper i flammer sig nu,
sig bugted om kløgt-træets grene,
den glimred som guld, og den skød mig i hu:
Vi rådte for verden alene!

13 I råde for Himmel, I råde for jord,
så hvisled den smigrende stemme;
da blege og blå vi til Helvede fór,
langt andet vi fik at fornemme!

14 Men er du den sæd, mig blev lovet til bod,
undfanget og født af en kvinde,
da falder ej moder omsonst dig til fod,
forlades ej grusomt herinde.«

15 Fra soløjne milde to tårer nu faldt,
og underfuldt var det at skue,
med dejlige farver i krone-gestalt
sig danned om Eva en bue.

16 Så kyssed sin moder Guds herligheds glans
til under for alle de døde,
og op stod, som dronning, med regnbuekrans
skøn Eva, som angred sin brøde.

17 Ti tusinde mile end dybere ned
sank djævle, da Eva sig hæved,
de turde ej hyle, i læbe sig bed
og sitred, så jorderig bæved.

18 Fra Helvede steg nu den Herre så bold,
ham fulgte så fager en skare,
som solen på skyer han sattes på skjold,
profeterne alle ham bare.

19 Triumf blev der nu, hvor kun gråd hørtes før,
kun Død sad i Helved bedrøvet,
keruben oplod den forseglede dør,
skjoldvagten sig kasted i støvet.

20 Så herlig opstod på den tredie dag
vor frelser, uskyldig korsfæstet;
thi er det på jord nu en salighedssag:
Guds Søn haver Helvede gæstet!

Kædmon før 680. N.F.S. Grundtvig 1837.

 

216 Der venter bag langfredags nat

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Chr. Vestergaard-Pedersen 1979
Jeg ved et evigt Himmerig

1 Der venter bag langfredags nat
en påske-morgenrøde.
Men seglet er for graven sat,
og kold er nu den døde.

2 En påskelørdag, ond og grå,
med sine træge timer
til enden gennemlides må,
før påskeklokken kimer.

3 En sabbat, ja, en hviledag,
den kaldes må med rette.
Dog har den ej sin ro og mag
til glæde for den trætte.

4 Dens hvile er en dødsens ro,
hvor ej er mer at gøre,
med udslukt håb og visnet tro
og ingen trøst at høre. -

5 Og dog. Så sejt og sent den led,
så tung af vé og klage,
den dag mit hjerte hænger ved
blandt alle helligdage.

6 Her kender jeg jo mine kår,
hvori jeg mig må skikke,
mens jeg min vej til graven går,
og når jeg dér skal ligge.

7 Der er for graven sat en sten,
som ej sig lader røre;
og indenfor er tørre ben.
Hvad er da mer at gøre?

8 Der er for stenen sat et segl,
som holder mig i mulde,
og ikke blot af fald og fejl,
men af mit hjertes kulde.

9 Så er det da en nådes-sag,
hvad der af mig skal blive,
om Herren gør en påskedag
og kalder dødt til live.

K.L. Aastrup 1937-38. 1939.

 

I nat blev der banket på helvedes port

1.      I nat blev der banket på helvedes port
med sårede blødende knoer,
og engle gik gennem de dødsdømtes syn
af brændende styrtende broer

2.      Det kom som et jordskælv fra kosmiske år:
Nu udånder han som skal komme.
Hans gisp gik fra sjæl og til sjæl uden stop
og ud gennem afsagte domme

3.      Han vaklede frem i et stjerneløst rum
hans fødder var tynde af smerte,
han gik mod den sorte forstummede hær
som aldrig kan bære et hjerte

4.      Han gennembrød mørket med blødende sår
han gik gennem jordens kapeller,
han gik gennem kister og kirkegårdsjord
hvert eneste menneskes celler

5.      Og der hvor en længsel var frygtelig stor
og sorgen umulig at bære,
og der hvor et menneske langsomt gav op
og sagde: Jeg vil ikke være

6.      der kom han og hviskede sagte en bøn
der lød som en himmel i verden,
en morgenstunds stilhed, en aftenstunds fred
et løfte om ende på smerten

7.      Så voksede lyset i rasende fart
og steg som en sol over tiden,
og ingen ku tro det og ingen forstod
den blændende nyfødte viden

8.      at natten forsvandt i en lyseksplosion,
der åbnede velkomstens døre
for dem der var gået uendeligt bort
for dem ingen sjæl kunne høre

9.      Så gik de med ham som var død på et kors
så gik de med ham ind i skæret,
der opslugte mørket og blev til en krans
om alt der har åndet og været

10.   og tårerne flød gennem undrende smil
og alt, der var taget, blev givet
og aldrig var himlen så rødmende stor
som her hvor han genfødte livet

Iben Krogsdal, 2019
Melodi: Jonas H. Petersen
© Iben Krogsdal og Salmedatabasen.dk


Dagens ord

 

Langfredag – Større kærlighed har ingen!

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

Bøn af sognepræst Poul Gregers Geil, 2020

 

Kære Jesus!

Den dybeste lidelse

og det tætteste mørke

er ikke ukendt for dig.

For langfredag

var du der selv.

Selv følelsen af at være forladt

af Gud

kender du fra dig selv.

Så vær med os,

når lidelsen og mørket

er vores.

Vær med os,

når vi mister vore kære,

og når vi selv engang skal dø.

Vær med os

midt i det hele,

og vis os,

at der også da

er håb.

Amen.

 

Dagens evangelium: Lukas 23,26-49 eller Johannes 19,17-37, eller ”Vor Herre Jesu Kristi lidelseshistorie”, som findes bag i salmebogen.

 

197

Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Merete Wendler 1991
Morten Nyord 1999

1

»Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det var dit sidste råb, min bror,
den dag, da smerten blev for stor,
da du blev tvunget helt i knæ
og naglet fast til korsets træ:
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!«

2

»Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det var dit skrig i dødens vold,
da solen sortned klokken tolv,
og man ku' høre mørket le,
indtil du råbte klokken tre:
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!«

3

»Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det råber jeg, når alt blir sort,
når én, jeg elsker, rives bort,
når ensomhed og angst og vold
gør verden her langfredagskold:
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!«

4

»Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det høje skrig, det dybe råb,
er hjertets trøst og verdens håb.
Det slår med nagler fast, at du
er ét med dem, der råber nu:
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!«

5

»Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det er dit råb fra jordens små,
fra dem, som magten tramper på,
fra dem, der kender korsets gru,
fra alle dem, der råber nu:
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!«

6

»Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det råb er Himlens ramaskrig
mod fjendemagt og vennesvig.
Det tvinger alle os i knæ
for dig, som nu er livets træ:
»Min skyld, min Gud, min skyld, min Gud,
forlad mig!«

7

»Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det skrig, det siger mig, min bror,
når smertens byrde blir for stor,
når jeg er allermest forladt,
ja, selv i dødens sorte nat,
selv da har ikke du, min Gud,
forladt mig.

Hans Anker Jørgensen 1991-1993.

 

 

De 7 korsord

 

1. "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig" (Mattæusevangeliet 27,46, Markusevangeliet 15,34).
2. "Fader, tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør" (Lukasevangeliet 23,34).
3. "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis" (Lukasevangeliet 23,43).
4. "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd" (Lukasevangeliet 23,46).
5. "Kvinde, der er din søn" - og til disciplen - "Dér er din mor" (Johannesevangeliet 19,27).
6. "Jeg tørster" (Johannesevangeliet 19,29).
7. "Det er fuldbragt" (Johannesevangeliet 19,30)

 

Det er de 7 korsord. Ifølge de fire evangelister, er det, hvad Jesus siger på korset, inden han dør.

Et ord, en sætning, fra Johannesevangeliet er med til at sætte korsordene i relief, nemlig dette: Johannes 15,13: Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.

 

Det er det, Jesus siger til disciplene skærtorsdag aften. Det er det han virkeliggør Langfredag.

Langfredag er fuld af lidelse, knuste håb og sorg – og alligevel handler Langfredag om kærlighed.

Kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden, står der i ”Hil dig frelser og forsoner”.  Langfredag ser vi kærligheden, der tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

 

Langfredag fortæller os, at Guds kærlighed i Jesus også udholder at tilgive enhver synd, selv de største og mest utilgivelige handlinger, som vi mennesker ikke kan bringe det over vore hjerter at tilgive hinanden.

Langfredag fortæller os, at Guds kærlighed tåler alt, også at bære enhver byrde, selv de største og mest ubærlige ting, for Guds kærlighed tålte, at mennesker slog hans søn ihjel.

Og på korset sagde Jesus: Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.

 

Jesus døde fordi kærligheden var stærkere end alt andet, tålte alt, udholdt alt og håbede alt. Og røveren ved siden af ham blev frelst af Jesu kærlighed! ”I dag skal du være med mig i paradis”, sagde Jesus til ham.

Det var ikke til en ven, det var ikke til et familiemedlem, ikke til en discipel Jesus sagde ordene – nej, det var til en røver, en forbryder dømt til døden på korset – ikke en uskyldig, men en skyldig! Jesus døde på korset med tilgivelsen og kærligheden til den skyldige, som sin sidste kærlighedsgerning.

 

Den tanke åbner et rum for os, at være i, som mennesker. For det handler ikke om at være ren, from eller værdig, når man søger Guds frelse, men om at være, den vi hver især er. Og om at komme Jesus så nær, at han udøser sin kærlighed og tilgivelse over os. Og så nær er vi ham alle – så nær kom vi ham i dåben, hvor han til hver og en af os sagde: ”se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende”. Så nær kommer vi ham i dåb og nadver, i bøn, i tro, i kærlighed og håb og ikke mindst i den tvivl, der ikke vil slippe – den tvivl som også var Jesu tvivl.

 

For nok døde Jesus med ordene: ”Fader i dine hænder betror jeg min ånd” og ”Det er fuldbragt”, som de sidste. Men inden da, da har han skreget sin afmagt ud – i ordene: Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig!

Hvis ikke Jesus havde været der, i gudsforladtheden, så havde det ikke været til at bære for os at være vidne til hans lidelse og død, så havde vi ikke kunnet begribe, at han virkelig mener det, når han siger, at han er med os alle dage indtil verdens ende. Intet sted kan vi komme i livet og i døden, i kærligheden og i sorgen, i håbet og i tvivlen, i glæden og i afmagten, hvor ikke Jesus også har været. Hvis han blot havde taget det hele på sig som det åg, han måtte bære, uden et kny, så havde han – forstå mig ret - ikke været menneske nok. Men netop ordene: ”min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig” lyser ind over Jesu andre korsord: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” og ordene til røveren ved hans side.

 

I lyset af gudsforladthedens angst giver kærligheden der udholder alt mening! For det er det lys i mørket, det er det glimt af håb på en håbløshedens dag, vi alle har brug for.

 

Sådan er det. Sådan har det været fra den første Påske: Dødens mørke vil aldrig mere være så uigennemtrængeligt, at lyset fra Gud ikke kan sprede det.

 

Når vi møder døden og sorgen, så glemmer vi nogle gange, at Gud er med os der, glemmer at smerten kun er til at bære, fordi vi ikke bærer alene. Det lyder som en floskel, for vi føler det jo ikke på den måde.

Når vi rammes af den største sorg, så føler vi ikke nødvendigvis Guds nærvær, men måske snarere Guds fravær.

Da Jesus hang på korset, følte han Guds fravær – og der er Guds nærvær også for os.  For, at Jesus, da han havde skreget sin dødsangst ud, kunne se røveren ved sin side og lade sin kærlighed ramme ham, er en kilde til trøst også for os. Den kærlighed der livet igennem og ind i døden driver ham til at udholde alt for os, får ham også til at øse sin kærlighed ud over røveren.

 

Når vores elskede dør, så vakler verden i sin grundvold. Vores kærlighed bliver hjemløs – bliver til sorg. Vi ser kun mørke. Men der er også kærlighed. Guds kærlighed til os, den elskedes kærlighed, som rækker over dødens grænse. Den kærlighed, som bærer os videre også i sorgen.

 

Og når vi skal turde tro og håbe, at det også er virkelighed for os, må vi altså have både gudsforladtheden og kærligheden med. ”Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig” er fortegnet for, at vi tør tro, at Guds kærlighed også gælder os, der tvivler, fejler, gør os skyldige og føler os afmægtige og forladt af Gud. I afmagt og kærlighed lyder derfor netop Langfredag disse ord meningsfulde: ”så bliver da tro, håb og kærlighed disse tre, men størst af dem er kærligheden”. For: Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. Så det gjorde han. Amen

 

Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Skærtorsdag

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

En anglikansk bøn (Holy week services)

 

Herre, din Søn Jesus Kristus har lært os,

at hvad vi gør mod den mindste af vore brødre,

gør vi også mod ham.

Giv os vilje til at være tjener for alle andre

ligesom han var tjener for alle,

gav sit liv og døde for os,

men med dig og Helligånden lever og råder

én Gud, nu og altid. Amen.

 

DDS 476 Kornet, som dør i jorden

Tekst: Svein Ellingsen 1976, da: Holger Lissner 1992.

Mel.: Harald Herresthal 1976

 

1 Kornet, som dør i jorden,

opstår som fyldte aks.

Druer, som knuses i persen,

modnes til gylden vin.

Gud, giv os troen tilbage:

tro gennem dybest mørke,

liv gennem nat og død!

2 Vi, som blev døbt til Kristus,

døbt til hans død og grav,

ejer opstandelsens løfte:

lovsang og evigt liv.

Himmelens lovsang begynder

her, hvor du selv er nær os,

midt i vor nat og død.

3 Kornet, som dør i jorden,

lever i nye korn.

Kristus, i måltidets nærvær

gir du os livets brød.

Dig vil vi takke og prise!

Slægternes evige lovsang

stiger fra nat og død.

 

 

Dagens evangelium står at læse i Johannesevangeliet kap. 13,1-15

 

Skærtorsdagsprædiken

 

I øjeblikket har vi fokus på hænder! Vi vasker hænder, vi spritter hænder af, vi passer på, at vi ikke rører os selv i ansigtet og så rører ved overflader eller mennesker efterfølgende. Det er med god grund! Vores hænder, der dem, der bliver snavsede, så de må vaskes. Pontius Pilatus vasker i morgen sine hænder dvs. han fralægger sig ansvaret, for det, der skal ske.

 

Men i dag handler det om fødder i evangeliet, ikke om hænder. Vi er kommet til aftensmåltidet der indleder den jødiske påske, vi er kommet til det, der hos de tre andre evangelister er nadverindstiftelsen, men hos Johannes handler det om fødder.

 

De fleste af os har fødder, min far manglede et ben fra over knæet, så han havde kun en fod – og så en kunstig, men de fleste af os har to fødder.

 

Der er det forunderlige med fødder, at de bringer os, hvorhen vi vil – men nogle gange også steder hen, hvor vi i virkeligheden ikke vil! Nogle skridt i livet føles bare tungere at gå end andre!

Fra vi kan gå selv og til vil kommer op i årene, eller bliver syge, så kan vores fødder bære os derhen, hvor vi ønsker.

 

Jesu fødder havde bragt ham til Jerusalem, det har været en lang vandring i kendte og ukendte egne, han har helbredt, prædiket og fortalt lignelser, undere er sket og mennesker, som ingen før har villet være sammen med eller tale med, har han fortalt at de er lige så meget værd, som alle andre, ingen nød er han gået forbi – og mange har fulgt ham. Nu skal hans fødder snart ikke gå længere, vandringen er ved at være kommet til sin ende. Vandringen har været en vandring på bare fødder i sandaler, Jesus-sandaler kaldte vi dem, da jeg var barn, de der sandaler med tynde lædersåler og så blot en ”tåskiller” til storetåen, til at holde dem fast med.

 

Det går stadig fint om sommeren herhjemme om end de fleste nu er af plastik, blødt gummi, skind, læder eller noget helt andet. Vi har dem på sandalerne for at beskytte vores fødder. Om vinteren er det ikke nok, der må strømper, sko/støvler til. Ellers fryser vi om fødderne.

Det går ikke an, vi må passe på vores fødder, de er trods alt vores første og i mange år sikreste transportmiddel. Hvad vi vælger at have på fødderne afhænger af køn og temperament – og graden af komfort vi ønsker.

Stiletter eller Ecco, strømper i sandaler eller ej, det kommer an på så meget. 

 

Måske andre har det som jeg – mine fødder er private! Vi lader ikke sådan bare lige andre mennesker røre ved vores fødder. Læger, fodterapeuter, den elskede, men ikke alle og enhver. Der er stor blufærdighed forbundet med fødder for mange af os.

 

På Jesu tid – gik alle med bare fødder i sandaler – altid, i hvert fald i Middelhavsområdet.

Varmen, sandet, den historiske tid gjorde, at det var sådan det var.

Når man spiste lå man til bords, eller sad på lave skamler. Fødderne var altså med ved bordet – ikke gemt væk i sko og strømper under bordet, som hos os. Vi vasker hænder (ikke bare lige i øjeblikket), håber jeg, inden vi går til bords. Det er ikke særlig hygiejnisk og heller ikke særlig hensynsfuldt over for de andre ved bordet at spise med snavsede hænder.

 

På Jesu tid vaskede man fødder. Det var ikke særlig respektfuldt overfor dem, man spiste sammen med at spise med snavsede fødder.

Var man gæst i et hus fik man vasket sine fødder af en slave, det var det ringeste af alt slavearbejdet.

Ligemænd vaskede ikke hinandens fødder, Herren vaskede ikke tjenerens fødder.

Men Jesus er ikke en mand som alle andre, Jesus er Guds søn. Jesu fødder har bragt ham til Jerusalem og han har stadig mere at sige, forkynde, fortælle – selv om han og vi ved, at vi nærmer os det allersidste. Og nu vasker han disciplenes fødder.

Peter, fornuftens talsmand, vores stemme blandt disciplene, reagerer som altid, Herre, du skal ikke vaske mine fødder, lad mig i stedet vaske dine.

Du er lederen, du skal da ikke vaske vores fødder, det er slavens arbejde, eller også er det os, disciplene, der skal vaske dine fødder.

Men Peter har, som altid, fristes man til at sige, overset pointen:

Jesus, ikke er en leder i gængs forstand. Jesus skal ikke være leder eller konge, han skal ikke sidde på en trone med krone på og regere et land.

Han skal tornekrones og sidde ved sin fars højre side i himlen og herske over himmel og jord med kærlighed – ikke med magt.

Derfor vasker han disciplenes fødder – for nu skal de forstå, det, der er så svært for dem – og for os at forstå: At Jesus er kommet for at tjene!

At Jesus er kommet i kærlighedens navn, af kærlighed, med kærlighed, til kærlighed.

Peter forstod det ikke, men det kan vi måske godt forstå. For det er svært, hvis den man ser op til og beundrer allermest pludselig gør noget, der ligger helt udenfor de gængse normer.

Jesus viser Peter, og os, at han er kommet for at tjene, ikke for at herske, og hvilket bedre eksempel end at udføre det usleste slavearbejde.

Ingen af os bør heller være for store til at tjene hinanden, vi bør alle være i stand til at vaske hinandens fødder, for også det er en næstekærlig gerning.

Disciplene forstod måske nok, at der var noget på spil, men de var forvirrede, bange, usikre, de begreb ikke, hvad det handlede om. Judas følte sig vred, skuffet og svigtet og han sælger sin sjæl for 30 sølvpenge og vi ved, hvad der videre sker.

Jesus prøvede på mere end en måde at gøre klart, hvad der skulle ske, derfor delte han også brød og vin med disciplene, et helt særligt måltidsfælleskab, nadverindstiftelsen. Han delte liv og kærlighed med disciplene lige til det sidste og alle måltider, disciplene delte efter denne aften blev spist i lyset af det, der skete de næste dage. Først i bagklogskabens klare lys så de, ser vi, hvad det var Jesus havde sagt og gjort. De vidste, at de var en del af noget stort, først efter mødet med den opstandne Kristus, vidste de, hvad det var.

Når vi deler brødet og vinen med hinanden, så deler vi også liv og glæde med hinanden. Når vi knæler ved alterskranken, når vi sidder til bords ved nadveren, så deler vi et kærlighedsmåltid med hinanden, som hinandens næste, som del af et fællesskab der rækker bagud i tid, ud i hele verden og ind i al evighed. Derfor er nadverbordet traditionelt rundt – vi er alle en del af et uendeligt stort kristent fællesskab. Vi kommer ikke til alters fri af det liv vi lever, men netop med det liv vi lever, som dem vi er mødes vi der. Jesus siger til os, som han sagde til alle også til Judas, Peter, Pilatus, og alle andre, der var medskyldige i hans død: ”Dine synder er dig forladt” – med andre ord: Du er elsket og tilgivet af Gud, for de små og store ting, dit liv rummer: tilgivet for vreden, fortvivlelsen, hadet og alt det, du ikke ville gøre, men gjorde alligevel. Du er elsket og tilgivet.

I år fejrer vi nadver sammen, men hver for sig. Lad os glæde os til, håbe på og tro på, at vi næste år kan fejre Skærtorsdags-nadver sammen ved knæfaldet i en af vore kirker. Sammen fejre kærlighedsmåltidet og huske på den aften og nat, der blev Jesu sidste, men som sammen med påskens øvrige begivenheder gjorde, at vi så længe vi lever og når vi dør, kan gøre det i den tro og tillid, at vi lever med Guds kærlighed i ryggen, som Guds elskede børn, hvor end vore fødder bærer os hen på livets vej.

Amen.


Dagens ord

Amind Kirkes to klokker

Den stille uge

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

Bøn af Thomas á Kempis, katolsk mystiker, ca. 1380-1471

Giv os, Gud, at kende det, som er værd at kende,

at elske det, som er værd at elske,

at lovprise det, som bør lovprises,

at hade, hvad der i dine øjne er uværdigt,

at værdsætte, hvad der for dig er dyrebart,

og frem for alt at vælge og at gøre,

hvad der behager dig.

 

Dagene mellem Palmesøndag og Påskedag kalder vi for ”den stille uge”, ”den hellige uge”, ”den store uge” - eller læste jeg mig frem til i dag, ”dimmelugen”.  Når ugen kaldtes dimmelugen, så har det at gøre med, at kirkeklokkerne i den uge ”dimlede”, fordi man enten brugte at skifte kneblen ud med en af træ, eller viklede stof om kneblen, så klokken lød mere dæmpet og blid lige i den uge. I øvrigt er vi nok mange, der siger ”påskeugen” om den uge vil lige nu er i, men jeg er blevet belært om, at det ikke er korrekt, da ”påskeugen” er ugen mellem Påskedag og 1. Søndag efter Påske. Jeg lærer heldigvis ofte noget nyt!

Ugen bliver traditionelt anset for at være den mest hellige uge i kirken, ugen hvor Jesus indstifter nadveren Skærtorsdag, ugen, hvor Jesus korsfæstes, dør og gravlægges Langfredag, for så at opstå fra de døde påskemorgen til liv og frelse, til tro, håb og kærlighed for os alle. Der gives ikke noget større drama end denne uges drama.

Tiden mellem fastelavn og påske er fastetiden, forberedelsen til påskens store fest! Af alle ugerne fra fastelavn til påske er vi lige nu i den uge, hvor man ikke gav sig af med fornøjelser førhen. Der var ikke meget vores forældre sagde nej til, da vi var børn og unge, men da der et sted blev holdt halbal Langfredag, ja, da lød der et klart og rungende ”NEJ” fra dem begge, da vi forsigtigt spurgte, min lillebror og jeg, om vi måtte tage med. Der blev ikke festet Langfredag, og jeg må tilstå, at jeg stadig har det svært med fester Langfredag, selv om jeg til fulde anerkender at samfundet har forandret sig, også siden jeg var barn og ung.

I år, grundet omstændighederne, bliver Langfredag formentlig mere at ligne med den Langfredag jeg husker fra min barndom. Stille, ikke mange mennesker på gaden og alt lukket.

Men hvad skete der egentlig i dagene mellem Palmesøndag og Skærtorsdag, hvorfor ændrede stemningen i Jerusalem sig? Jesus blev hyldet Palmesøndag, da han red ind i byen, men hyldesten forstummede hurtigt og stemningen vendte sig fra hyldest til det modsatte. Måske er det allervigtigste, der er at sige om hændelsesforløbet frem mod Langfredag og påskedag er, at der skete det, der skulle ske, for at forudsigelserne kunne gå i opfyldelse, for at vi måske kan forstå blot en lille-bitte flig af, hvor uendelig stor Guds kærlighed er!

Overskrifterne i evangeliernes fortællinger, som kommer her) røber måske også en del af svaret på spørgsmålet.

Læs selv - og sidder man ikke med en Bibel hjemme hos sig selv, så ligger hele Bibelen heldigvis online på www.bibelselskabet.dk

Matthæus-evangeliet kapitel 21 – 26,16 (nadveren er fra vers 17)

Indtoget i Jerusalem

Tempelrensningen

Forbandelsen af figentræet

Spørgsmålet om Jesu myndighed

Lignelsen om de to sønner i vingården

Lignelsen om de onde vinbønder

Lignelsen om kongesønnens bryllup

Spørgsmålet om skat til kejseren

Spørgsmålet om opstandelsen

Det største bud i loven

Davids søn eller Davids herre

Veråb over de skriftkloge og farisæerne

Dommen over Jerusalem

De sidste tiders tegn og Jesu genkomst

Lignelsen om figentræet

Årvågne tjenere

Lignelsen om de ti brudepiger

Lignelsen om de betroede talenter

Verdensdommen

Beslutningen om Jesu død

Salvningen i Betania

Judas’ forræderi

 

Markus-evangeliet kapitel 11-14,11 (nadveren er fra vers 12)

Indtoget i Jerusalem

Forbandelsen af figentræet

Tempelrensningen

Det visnede figentræ

Spørgsmålet om Jesu myndighed

Lignelsen om de onde vinbønder

Spørgsmålet om skat til kejseren

Spørgsmålet om opstandelsen

Det første bud i loven

Davids søn eller Davids herre

Advarsel mod de skriftkloge

Den fattige enkes gave

De sidste tiders tegn og Jesu genkomst

Lignelsen om figentræet

Årvågne tjenere

Beslutningen om Jesu død

Salvningen i Betania

Judas’ forræderi

 

Lukas-evangeliet 19 – 22,6 (nadveren er fra vers 7)

Indtoget i Jerusalem

Jesus græder over Jerusalem

Tempelrensningen

Spørgsmålet om Jesu myndighed

Lignelsen om de onde vinbønder

Spørgsmålet om skat til kejseren

Spørgsmålet om opstandelsen

Davids søn eller Davids herre

Advarsel mod de skriftkloge

Den fattige enkes gave

De sidste tider og Jesu genkomst

Lignelsen om figentræet

Formaning til årvågenhed

Beslutningen om Jesu død og Judas’ forræderi

 

Johannesevangeliets struktur og opbygning er noget anderledes end de tre første evangeliers (dem vi kalder ”de synoptiske evangelier”), det er derfor ikke nadveren, men fodvaskningen (som er evangeliet til Skærtorsdag i år), men mellem indtoget i Jerusalem (kap 12,12) og fodvaskningen (kap 13,1) er der følgende overskrifter: Hvedekornet; Profetien om forhærdelsen; Dom og frelse.

 

Guds fred og alt godt!


Dagens ord

I dag er det for børn!

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

Kære barn!
Her er en kærlig hilsen til dig fra din kirke!
Har du nogensinde tænkt, at det kunne være sjovt hvis kirken var blå, eller grøn, eller regnbuefarvet, eller en helt anden farve?
Så har du nu muligheden for at give kirken lige den farve, du synes den skal have og lige så mange vinduer og døre, som du vil.

Farvelæg en af kirkerne, måske den du er døbt i, eller dem alle tre, og send billedet til mig på mail imje@km.dk eller lav et print og læg i min postkasse, der sidder på garagen: Adelvej 3, Sjørslev, 8620 Kjellerup.

Skriv navn og alder bag på billedet.

Mellem alle de billeder jeg får vil der bliver trukket 3 tilfældige vindere (en for hver kirke) og vinderen får en lille gave og tegningen bliver offentliggjort her på kirkens facebook/hjemmeside og i kirkebladet.

Alle de billeder der bliver sendt til mig inden den 10. maj bliver hængt op i kirkerne, så alle kan se dem, når vi igen kan mødes i kirken!

Kærlig hilsen
Inge-præst!


Dagens ord

Dåbens lys er tændt når livet slukkes!

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

I går, den 5. april 2020, døde den norske billedkunstner og salmedigter Svein Ørnulf Ellingsen, 90 år gammel.

Hans salmer er kendte og elskede i kirker langt ud over Norges grænser.

Hans samler skildrer menneskelivets erfaringer af håb og glæde, sorg, tab, fortvivlelse – og han lader kristendommens glade budskab lyse ind over selv de mørkeste stunder i livet. Aldrig lades vi uden håb i Svein Ellingsens digtning.

I 2009 modtog han Petter Dass-prisen i Norge, for at have sat den kristne tro på dagsordenen på en jordnær og folkelig måde, bl.a. med den begrundelse at han var en særegen salmedigter, af Guds nåde.

I vores salmebog er han repræsenteret med disse salmer:

259 Din Himmel-krone ser vi stråle, 277 Herre, når din time kommer, 366 Nogen må våge i verdens nat, 367 Vi rækker vore hænder frem som tomme skåle, 448 Fyldt af glæde over livets under, 476 Kornet som dør i jorden, 550 Nu er livet gemt hos Gud, 575 Din fred skal aldrig vige, 635 Vær stærk, min sjæl, i denne tid, 636 Midt i alt det meningsløse, 659 Nu åbner savnet sine øde vidder.

Her i pastoratet synger vi mange af hans salmer, nogle af dem mere end andre. De to vi slider mest på er 476 Kornet som dør i jorden, som vi bruger som nadversalme en stor del af året og så den salme vi måske i virkeligheden synger allermest, nemlig 448 Fyldt af glæde over livets under.

En dåbssalme, der handler om betydningen af at blive døbt, og som nok er den salme, der taler tydeligst til dåbsforældre, når jeg sidder og taler med dem før barnedåben. Salmen taler til alle forældre, både spædbørnsforældre, men også forældre til ældre børn, for at være bekymret hører med til at være forældre. Befrielsen ligger i, at vi ikke er alene med bekymringen, vi deler den med Gud.

Hos os synger vi, med mindre dåbsforældrene ønsker noget andet, altid salmen på Egil Hovlands norske melodi, tekst og musik hører sammen. Jeg holder uendelig meget af salmen, og derfor foreslår jeg det også altid, hvis forældrene ikke selv har et ønske om en anden salme. Jeg holder af ordene, jeg holder af melodien, og jeg tænker ofte på den smertelige erfaring af det korte sekund der udgør forskellen mellem liv og død hos familien Ellingsen, der er medvirkende til at Svein Ellingsen skriver salmen.

Svein Ellingsens skrev salmen til sønnen Eysteins dåb i 1971. To år tidligere i 1969 mistede Svein Ellingsen og hustruen Ingegjerd, deres ældste datter Margrethe på 6 år i en tragisk trafikulykke. Derfor rummer salmen også i helt særlig grad spændingen mellem sorgen og savnet og glæden over det lille nye under.

Glæden og taknemmeligheden over livets under og bekymringen for det lille nye liv beskrives så smukt. Begge dele bærer vi frem for Gud i dåben, al vores glæde og al vores bekymring og vi beder om, at troen, fyldt af glæde må blive os til del.

At være forældre i spændingsfeltet mellem glæde og bekymring rummes for mig at se derfor på helt enestående vis i ”fyldt af glæde over livets under” og måske allertydeligst i sætningen: ”dåbens lys er tændt, når livet slukkes”.

Nu er Svein Ellingsens liv slukket, men hans dåbslys brænder for altid hos Gud.

Æret være hans minde!

Guds fred og alt godt.

448

Fyldt af glæde over livets under

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Egil Hovland 1976

1

Fyldt af glæde over livets under,
med et nyfødt barn i vore hænder,
kommer vi til dig, som gav os livet.

2

Fyldt af bæven foran ukendt fremtid
lægger vi vort barn i dine hænder.
Det, som sker i dåben, gør os trygge.

3

Fyldt af undren er vi i din nærhed.
Du, som bærer verdensrummets dybder,
venter på de små og tar imod os.

4

Ved dit værk, ved kærlighedens vilje,
er vi født på ny til liv i Kristus,
til et åbent liv i tro og tillid.

5

Og ved tidens grænse lever fortsat
dine løfteord ved døbefonten,
dåbens lys er tændt, når livet slukkes.

6

Større rigdom, end hvad ord kan rumme,
har du givet os ved dåbens gave.
Herre, skænk os troen fuld af glæde!

Svein Ellingsen 1971.
Str. 1-5: Jens Kristian Krarup 1974.
Str. 6: Jens Lyster 1978.


Dagens ord

Godmorgen, og glædelig palmesøndag.

Dagens ord er fra Trine Hostrup Dige. Prædiken til Palmesøndag 2020


Palmesøndag er indledningen til det som vi kalder den stille uge. Selvom den bestemt ikke var stille for Jesus – den var fyldt med blod, sved og tårer. Ja, så bør det være en stille uge for os – fordi vi skal bruge den kommende uge på at meditere – bruge tiden på at tænke på, hvad det var Jesus gjorde. Jesu indtog i Jerusalem er samtidig vores eget indtog til den uge, hvor vi endnu engang kommer til at overveje Guds liv i denne verden. Det er en indgang til en erkendelse af, at smerten er uundgåelig i vores liv, men indtogsstemningen og glæden skal ikke glemmes af den grund. Det er en evig fortælling om, at lidelsen hører med midt i livets gallamiddag.  Halfdan Rasmussen har sådan et fint lille digt, hvor han skriver: Livet modnes langsomt. Bristet frø skal gro. Der faldt også tårer Der hvor glæden lo.


Uden frøet brister vil det aldrig kunne gro. Der skal undertiden et knust hjerte, et kærlighedsforhold der lider nød, sygdom eller modgang til førend livet langsomt modnes i os. Måske modnes vi allermest gennem modgang og smerte. Det er der, der graves dybest i vores liv. Men også lykken forandrer alting. Livet – der hvor vi er mennesker mellem mennesker, det fyldes af tårer, der hvor glæden lo.


Jeg har et personlighedstræk, som jeg er langt fra stolt af: jeg er tit fraværende i mine tanker, og har indimellem svært ved at være nærværende. Jeg ved ikke om I kender det, at nogen siger noget til en, og man overhovedet ikke har hørt, hvad de har sagt, men alligevel har man på en eller anden måde været heldig at man svarer på den rigtige måde. Den anden har ikke opdaget, at man var uopmærksom. I dag Palmesøndag er det sådan for skarerne som tilbeder Jesus og råber begejstret ”Hosianna davids søn” og vifter med palmegrene. Deres tilbedelse og deres hyldest af Jesus som konge er den eneste sande reaktion på, hvem Jesus er, fordi han er konge. Men han er bare ikke konge på den måde som de havde forestillet sig. For ligesom jeg nogle gange svarer rigtig uden, at vide hvad jeg svarer på, så svarer folkemængde i dag også rigtig uden at vide, hvem Jesus i virkeligheden er, og hvad han vil. I dag er skaren glad fordi de tænker, at Jesus kan ordne alle de problemer, de har og så kan han give dem alle de ting, som de har brug for. Men mindre end en uge efter er de skuffede. De samme mennesker råber ”korsfæst ham”. Han løste ikke de problemer, de selv troede de havde brug for at få løst. Vi mennesker har mange forskellige motiver til at vende os til Gud. Fx når vi bliver ramt af store kriser som nu under Corona -  krig eller naturkatastrofer, så spørger alle lige pludselig efter meningen, og pludselig vil alle have, at Jesus rider ind i byen og bliver den konge, der løser alle vores problemer. Vi råber: giv os fred, betal mine regninger, helbred mit syge barn, eller giv mig job i morgen. Hjælp, råber vi.


Og skarerne skuffes, for de havde regnet med at netop Jesus kunne udfri dem fra al deres smerte. Romernes undertrykkelse, sygdom, ulykke – alt det som mennesker på den tid og i dag kæmper med.  Jeg kan ligefrem mærke den følelse som de mennesker havde,  der stod og viftede med palmeblade og råbte Halleluja, og var glade. Juhu – nu er livet uden smerte – men allerede under en uge senere blev de så skuffede. Ingen af deres forventninger blev gjort indfriet. Kan I ikke mærke den følelse? Den uretfærdighed, urimelighed. Den søjle af vred uretfærdighedsfølelse, forsmåethed, kedafdethed, ulykkelighed – en hvid og ren følelse, der skyder op i os, når vi bliver forladt af vores elskede, når vi bliver fyret, når vi oplever sygdom, når sikkerhedsnettet under os hårdt og brutalt rives væk under os – ja så er det da smadder uretfærdigt og selvfølgelig havde vi da helst været den foruden. Der er næsten noget rensende ved i den grad at være forulempet, at man har retten på sin side. Men for Gud i himlen er der intet sort eller hvidt. Den hvide vrede bliver misundelig sort i mig – afslører retfærdighedsharme på egne eller andres vegne, når vi ikke får det som vi ville have det. Det var dét, der skete for skarerne, og det er det, der sker hver gang vores medmenneske skuffer os. Så lukker vi af for det menneske. Med renfærdig retfærdighed kan vi afskrive det menneske, som sårede os, som svigtede os – og vi glemmer i den proces helt, hvor ofte vi selv gør os skyldige i ikke at yde kærligheden retfærdighed. Der, hvor vi ikke tør elske trods smerte, der hvor vi forhindrer det bristede frø i at gro. Det er meget lidt smukt. Det er meget lidt sødt. Ukærligt. Men også urmenneskeligt. Vi har brug for nogen at skyde skylden på, når livet ikke lever op til vores forventninger. At sætte livet til, handler det om i påsken. Det er Gud, der bringer himlen ned på jorden ved at vise, hvori livet består. Gud ofrede sig selv og fortalte, at han ikke var dommer, men elsker, at han ikke fordømmer, men tilgiver, og at han sætter sit eget liv til for den sag, at han vælger magtesløsheden langfredag, af den utrolige fortælling kom der fremtid for os mennesker. Vi må tage tjenerskikkelse på og begynde at blive menneske mellem mennesker, så vil vores liv måske også yngle og vokse sig til en større og større skov, som vi kan leve i. Uafladeligt må vi invitere hinanden ind i vores liv – et liv med både glæde og sorg, med fortid, nutid og fremtid, som kan føles og mærkes.


Gud viser vejen til himlen. Den går over kærlighedens ufornuftige magtesløshed. Gud give os en god og lærerig påske og et lærevilligt hjerte. Med glæde og vilje til håb og munterhed midt i fortællingen om livets og dødens smerte.


God søndag til jer alle

kærligst, Trine


Dagens ord

Dagens ord er ved Trine Hostrup Dige - sognepræst i Sjørslev, Almind og Lysgård - og natkirkepræst i Domkirken og Ungdomspræst i Viborg Domprovsti:

Lørdag den 4. april 2020

Dagens ord er primært til de unge.

Da jeg gik i gymnasiet læste jeg en roman af Scherfig – ”Det forsømte forår” – Den handler om den onde latinlærer Lektor Blomme, der slår hårdt ned på urostiftere.

”Det forsømte forår” handler om, hvordan den sorte skole kan nedbryde et menneskes fantasi og selvstændighed så nidkært og systematisk, at dette menneske til sidst pr. automatik forsømmer ”hvert eneste forår i sit liv”. Den handler om, hvorledes små, bange skoledrenge gøres til store, bange mænd, uddannede til at videreføre det system, der berøvede dem deres egen barndom.

Lige nu er det også forår – men forår på en helt ny måde. Alt det vi normalt plejer at gøre i begyndelsen af april, kan ikke lade sig gøre. 
Palmesøndag er optakt til påske, og 
Påske er prolog til forår – til fester – til at komme ud – holde fri med vennerne – lade op til eksamenslæsning – og alt det må I undvære i år. I stedet for påskebryg og ude liv på caféer mm. sidder I alene derhjemme. Det burde være roligt – det er det ikke – det er dramatisk. Konfirmationer udskydes, studenterdagene med Galla og andre fester bliver helt sikkert anderledes. Det er dramatisk for det er vi ikke vant til her hos os.
Det er måske luksus problemer ikke at kunne feste med sine venner – det er måske det mange vil kalde first worlds problems - og ja det er det nok. Men selv i luksus verdenen kan man blive bange, føle sig ensom, overladt til sig selv – at mangle sit fællesskab – sine venner – sin trygge rammer – det synes jeg der er naturligt at man rystes ved.

Covid- 19 er skyld i meget skidt og vi glemmer nok ikke lige foråret 2020 lige med det samme – så hvad gør vi for at undgå at det ikke bliver et forsømt forår, hvor det kun er det mørke, og det triste, det som ikke gik som vi ønskede kommer til at være i vores erindring – og er der noget godt ved det?

Nu er det jo påske lige om lidt – og påsken rystede også mennesker på Jesu tids liv.
Der blev vendt op og ned på alting.
Det velkendte og trygge blev truende og det sikre fundament vaklede under vennerne.
Hvad gør man så? Jo, de reagerede meget lige som vi gør: Nogle blev vrede, nogle græd, nogle gik i panik, andre lod som ingenting. Men alle som én blev lidt efter lidt nødt til at forholde sig til det der skete.

Og som noget helt nyt tvinges også alle vi – både unge som gamle i disse dage til at tage slumrebrillen af – og indse at vi er sårbare, at livet er skrøbeligt. Og det kommer os alle ved.

Påsken rummer det hele. Den rummer beruselsens eufori, den rummer Smerte og uretfærdighed. Den rummer skuffelse over noget der ikke blev som man ønskede.

Og påsken fortæller os at bag efter langfredags mørke blev verden aldrig mere den samme. Men på en positiv måde – der kom lys og håb og kærlighed ind i verden på en ny måde.

Dem jeg har talt med fortæller mig også at midt i at det hele bare er så trist og surt – at man er bange og bekymret, så er der også glimt af glæde –man oplever måske at eftertænksomheden gør noget godt, du har måske fundet ud af at du er meget mere kreativ end du troede, hvor vigtig din familie er – at man mærker hvor meget ens venner betyder for en – hvor taknemmelig man er for sin skole: ”Aldrig mere pjække”, er virkelig noget jeg har hørt fra mange. At man sætter pris på at vi lever i et land, hvor man kan færdes frit. At foråret pludselig betyder noget. At man glæder sig til Corona er overstået og at man atter kan mødes, give knus. At telefonsamtalen har fået renæssance. At vi er begyndt at lægge puslespil. At alt det vi før tog for givet, fylder os med ægte taknemmelighed.
At livet er skrøbeligt minder os om, hvor smukt det er.

Måske selv påsken får en helt ny betydning for os moderne og privilegerede mennesker. Påske som lysets sejr over isolation og ensomhed.

For når nu det her engang er ovre: Så skal vi ud – ud af ensomhed, mørke og karantæne og isolation i huse og lejligheder! Så skal der skal komme et nyt forår med nyt liv og ny varme. 
Efter at mørket havde lagt sig over jorden langfredag - så brød forårssolen frem som forårssolen gør selv på de morgner hvor der er overskyet. Og det må vi ikke forsømme at være taknemmelige over.

 


Dagens ord

Påskeoptakt

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

Forårsbøn af Simon Grotrian

Kære Gud, de er alt for belastende at være til. Så må man være fra. Vi tager tøjet på, fordi vi er gaver til hinanden hér i verden. Løvet danser frem igennem sjælene, der hobes op i ensomhedens baljer. Lad denne kantede knoglepakke med fedtsløjfer glide ind ad døren til min elskede. Lad Livets Træ skyde fire blade som konvolutter til opstandelsen, fødderne stejle mod Himmeladressen. I Jesu navn. Amen.

 

Det er fredag i dag, den 3. april. Hver dag siden den 13. marts har jeg skrevet et ”Dagens ord”, nu kommer der et lille brud i kæden, det tænker jeg, at både I og jeg trænger til! De næste to dage, tager min gode kollega Trine Hostrup over og dagens ord kommer fra hende, det glæder jeg mig til! Ligesom jeg glæder mig til at tænke og skrive videre på mandag.

 

Kender I det med at man ser et billede, så mange gange, så man næsten glemmer at se, hvad det forestiller.

Sådan har jeg det med Esben Hanefeldts smukke maleri i pastoratets konfirmandstue i Sjørslev. Billedet har altid været en del af mit præsteliv, undtaget de 3 år, hvor vi boede i Viborg, mens den nye præstegård blev bygget, men billedet er endnu ældre end mit præsteliv, for det daværende menighedsråd købte det i 1991 i forbindelse med en renovering af den daværende konfirmandstue.

Det hænger der hver dag, nogle gange ser jeg det slet ikke, andre gange, ser andre på det og minder mig om, hvilken fortælleskat der hænger der, lige over klaveret i konfirmandstuen, i Esben Hanefeldts kendte fabulerende og fortællende stil.

I centrum af billede er Jesus Kristus på æselryg. Det er et palmesøndagsbillede, men det er meget mere end det, det er hele påskens billede, fra palmesøndag til påskedag – og så er der alle de andre fortællinger, der gemmer sig i det!

Kom selv og se, når vi igen kan slå dørene op!

 

Hvordan er det nu, det er med påskeugen? Konfirmanderne ved det, og i løbet af den næste uges tid vil der blive lagt billeder op, de har taget (det er en af deres hjemmeopgaver), der illustrerer de enkelte påskedage, og her kommer en lille, hurtig påskegennemgang!

 

Palmesøndag tager vi hul på påskeugen.

For Jesus, og dem, der fulgtes med ham er det den jødiske påske, til minde om udfrielsen af Egypten, der skal fejres i Jerusalem.

For os, er den begyndelsen på det, vi kalder den stille uge, hvor det kristne påskedrama fortættes dag for dag.

Et drama på liv og død i fire akter.

En mand på et æsel.

En mand for bordenden af et påskemåltid, hvor han gør sig selv til brød og vin

En mand på et kors

En mand der sprænger vores tids- og livsopfattelse og opstår fra de døde.

 

Fire påskedage og fire billeder af Guds egen søn – fire Gudsbilleder, der i al deres forskellighed hænger sammen og udgør en enhed.

 

Palmesøndag, skærtorsdag, langfredag og påskedag er Guds svar på vores evige spørgsmål om hvem Gud er. Fire billeder, der hænger sammen og alle må med.

 

Så lad os nu se nærmere på manden på æslet.

Med det billede tager påsken, den vigtigste kristne højtid, sin begyndelse. 

Måske nogen tænker, jamen, det er da julen, der er vigtigst, vi bruger en hel måned, eller mere på at fejre jul og Jesu fødsel. Men hvis Jesus ikke var opstået fra de døde påskemorgen, så havde der ikke været noget at fejre jul for, i hvert fald ikke i kristen forstand!

Så påsken er altså kristendommens vigtigste højtid, det hele står og falder med påsken! I Jesu liv, i vores liv.

 

Palmesøndag, Jesus på æselryg, på vej op til Jerusalem med benene næsten nede ved jorden, hujende folkeskarer, med viftende palmegrene, og en noget alternativ rød løber på den støvede landevej, dannet af de jublendes kapper.

De råber og kalder ham Davids søn – kong David, den største konge i jødernes historie. Kunne en kongesøn komme ridende på et æsel, en kongesøn født i en stald ca. 30 år tidligere?

Jesus siger selv, at han er kommet for at opfylde skrifterne – og Zakæus havde forudsagt det: Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrigt, ridende på et æsel!

Det var sådan, det skulle være.

Hvis vi tænker efter, tænker på alle fortællingerne om helbredelserne, underne alt, det, der er skete, så ved vi jo godt, at Jesus aldrig sætter sig selv over alle andre, han gør sig aldrig til af at være noget – andet end Guds søn! Han vil ikke en være en, der skal tilbedes, han er den, der tjener.

Hver eneste af påskens dage punkteres helte- og kongebilledet – for Jesus vil ikke spille den helte/kongerolle, folket igen og igen forsøger at presse ned over hovedet på ham.

Der ligger en stor befrielse i, at vi i Jesus, ikke møder Gud, som vi synes han burde være, nej vi møder den almægtige Gud, himlens og jordens skaber – vores himmelske far – i et menneske af kød og blod – et menneske der deler vores nederlag, deler vores sårbarhed, deler vores svaghed, deler vores endelighed.

Her er ikke skyggen af superhelt.

Her er Gud i menneskeskikkelse!

Jesus var og blev og holdt fast i at være KÆRLIGHEDEN selv. Guds kærlighed i menneskeskikkelse. Det var for svært at magte, for dem, der havde magten, og for dem, der ville oprøret.

Skærtorsdag vaskede han disciplenes fødder og spiste påskemåltid sammen med dem, indstiftede nadveren og blev forrådt og taget til fange.

Langfredag, dør Jesus. Forrådt, fornægtet, svigtet, pint, hånet, spyttet på, kronet med en tornekrone.

Guds svar, kunne med lethed have været at vende menneskene, at vende os, ryggen, fordi vi ikke tog imod hans søn, fordi vi afviste hans kærligheds udtrykte billede, fordi vi afviste Gud!

Men nej, Guds svar var sejren over døden - sejren over døden, ophøjelsen, opstandelsen påskemorgen ved solopgang.

Fortællingen, vores livs fortælling, om Guds søn begynder med den unge pige, der møder en engle, den højgravide Maria på vejen fra Nazareth til Betlehem på ryggen af et æsel.

Historien om Guds søn bevæger sig frem mod sin afslutning med Jesus på ryggen af et æsel. Ringen er sluttet – men ikke afsluttet.

For påskemorgen bliver afslutningen forvandlet til en ny begyndelse.

Påskemorgen viser Gud, at kærligheden kan ikke engang døden tage livet af.

 

Påskemorgen overvinder Gud selv den eneste modstander, som selv det mægtigste menneske aldrig kan vinde over, nemlig døden.

Påskemorgen skænker Gud os tro, håb og kærlighed nok til både at leve og dø og opstå på!

 

God påskeuge til alle!

Guds fred og alt godt! 


Dagens ord

Nu går solen sin vej!

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

Aftenbøn af Simon Grotrian:

Kære Vorherre Jesus Kristus, jeg takker dig for, at denne dag er løbet til ende og aldrig kommer tilbage. Tak for enhver skabning, du holdt hånden over. Tak fordi solen har velsignet mine elysiske marker med endnu mere sandhed om det levendes forhåbning. Nætterne siler hinanden i møde i en flimrende kæde, skjult bag min rude. Månen knager. Tak fordi ensomheden ikke kan blive større. Tak for min kat, der kradser på døren. Tak fordi jeg aldrig er frit svævende i rummet uden forbindelse med et andet væsen i verden. Lad morgendagen åbne mine drømmes uendelige landskaber i virkelighedens plomberede jordbær. Lad åndedrættet blusse hér og hisset.

 

 

Det blev lidt sent i dag, så dagens ord er blevet til et aftenord. Dagen er blandt andet gået med samtaler med bekymrede mennesker, som på den ene side rigtig gerne vil i kirke, men på den anden side, var frygtelig bange for, at skulle i kirke i påsken. Nu er det hele faldet på plads, og vi præster og alle andre ansatte glæder os usigeligt til vi på en sikker og betryggende måde kan slå dørene op, når tid er!

Det er ikke i denne påske, men hvis man kigger rundt på nettet og på facebook, så tror jeg aldrig, at præster har været så meget ”på” som vi er i øjeblikket. Der er andagter, gudstjenester, live-streaming at finde mange steder. Vi vil alle sammen helst i ”vores” kirke, jeg er så heldig, at jeg har tre, der er ”mine”, men der er helt sikkert gudstjenester og andagter, prædiken o.a. at finde, for den der søger og har brug for gode ord og trøst i tiden! Desuden kan både Trine og jeg kontaktes, og vi har kontakt med rigtig mange i øjeblikket.

Som jeg sidder her og skriver og lyset lige så stille forsvinder, kom jeg til at tænke på, hvordan det er med nætter.

 

Sådan en nat, hvor intet forstyrrer, hvor samtalen er godt i gang, og hvor man måske er så heldig at have fri næste dag, så der bare kan tales frit og længe. En nat mellem venner, hvor maskerne falder og vi måske vover os ud i tanker og overvejelser, som er nye. Nætter på kollegiet, mens jeg var studerende, nætter med de nærmeste både før og siden. Der er noget helt særligt med de natlige samtaler, i hvert fald, hvis man er B-menneske, som jeg er.

Natten kan være et godt tidspunkt at tale sammen i fred og ro, der er ingen afbrydelser, nogle gange kan det være lettere at nærme sig hinanden uden at skulle gennemtrumfe egne synspunkter for enhver pris. 

 

En gang kom en farisæer ved navn Nikodemus til Jesus for at tale med ham om natten (Johannes 3,1-15). Det er en mærkelig samtale, de to fører, men sådan kan det også være om natten, det bliver måske lidt mere intenst.

 

Vores sindsstemning ændrer sig i løbet af dagen – og natten. Nogle af os er vitterligt klogere kl. 2 om natten end vi er kl. 7 om morgenen, for andre er det lige omvendt.

 

Nikodemus var måske et af de mennesker, der var klogest om natten! Eller også turde han ikke lade de andre farisæere vide, at han ville tale med Jesus, men i hvert fald tale de to sammen om natten, det fortæller Johannes os. Måske for at minde os om, at også de spørgsmål, der rører sig i os midt om natten – dem kan vi komme til Gud med.

 

Når vi har slukket lyset, når stilheden sænker sig, når dagen er slut, så er det at tankerne nogle gange kører, for nogle af os, og har vi ikke nogen at tale med, ja, så kan vi tale med Gud, om det, der rører sig i os, nogle gange får det simpelthen nogen til at falde på plads, andre gange slet ikke.

Nattens uforstyrrethed giver og rum og plads til mange, også store, tanker. Måske også de tanker der drejer sig om det vi næsten ikke kan sætte ord på og næsten ikke kan tænke til ende.  Eller tør tænke til ende.

 

Tankerne om de store og ufattelige ting. Alt det, vi ikke kan styre. Livet og døden og Gud og hvad meningen med det hele i grunden er; for vi kan have så svært ved at se mønsteret i Vorherres store strikketøj.

Alting har sin tid, og natten er måske i virkeligheden tankernes tid.

 

En tanke, der kan ramme os alle, tror jeg, er denne: Hvorfor gik det så galt, som det gjorde, hvorfor havnede jeg der, hvor jeg er nu, og hvor er tilbagespolingsknappen? Eller det kan være en bekymring, en smerte, et mørke, der pludselig letter – det kan føles, som at blive født på ny! Hvad samtalen mellem Nikodemus og Jesus da bl.a. også handler om.

 

I kristen sammenhæng er dåben at regne for en ny fødsel – i dåben fødes vi på ny til liv med Kristus! Ligesom fostervandet omsluttede os i moders liv og lod noget nyt blive til, sådan må dåbsvandet omslutte os for at noget nyt kan blive til.

Menneskets fødsel er alvorlig og glædelig - et under skabt af Gud.

Menneskets genfødsel er alvorlig og glædelig - et under skabt af Gud.

Noget nyt bliver til. Nyt liv bliver til. Livet som Guds barn.

 

Vi skal ikke satse på flere liv efter dette. Vi kan heller ikke få lov til at begynde forfra. Men vi kan leve hver dag hver nat – i vores lys og i vores mørke i troen på, at Gud giver os en ny begyndelse hver dag, efter hver nat kommer en ny morgen – med en ny begyndelse, et nyt håb – det fik Nikodemus måske den nat han talte med Jesus – lad os bede til og om, at natten og dagen giver os nyt liv og nyt håb at leve i. 

God nat og god morgen til jer alle sammen!

Guds fred og alt godt!

 

Holger Lissners aftensalme, som også er en af mine yndlingssalmer, salmebogens nummer 786, rummer måske lidt, af det jeg har forsøgt at beskrive.

 

1 Nu går solen sin vej

for at skinne på andre,

for alle på jorden har brug for dens lys,

og de håber og venter

på dagen, du skaber,

for kun i din sol, Gud, kan livet fornys.

 

2. Nu går landet til hvile,

og travlheden dæmpes,

og hjemmene fyldes af aftnens musik.

Vær med den, kære Gud,

der må sidde alene,

og den, der nu slider sig træt på fabrik!

 

3. Nu er timen til stilhed,

til bøn og til tanker,

til ord, som har vægt, og som kræver et svar.

Kom og rør ved os, Kristus,

så vi bliver åbne

for glæden og livet og freden, du har.

 

4. Nu er timen, hvor du

dømmer alt det, vi gjorde,

som vendte os bort fra vor næste og dig.

Nu er timen, hvor du

sletter alt det, der skiller,

hvor du siger: Kom og vær hjemme hos mig!

 

5. Nu går solen sin vej,

men vi er ikke ene,

for du, Herre, lever og vender vor frygt,

så når du er i mørket,

er det ikke mørke,

når du er iblandt os, da sover vi trygt.

Holger Lissner 1980, mel. Erik Sommer, 1980.


Dagens ord

Duften af forår og sommer

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

Nu kom vi til første april og vejret her, hvor jeg sidder blev lidt gråt. Sådan er det ofte med april, man siger det er måneden, hvor vejret skifter oftere end i andre måneder. Jeg ved ikke om det er rigtigt, det kan man sikkert slå op i en eller anden statistik.

Jeg er dog sikker på at, det gælder, hvad der står i digtet af Bjørnstjerne Bjørnsson fra 1870, som min tante for næsten 50 år siden skrev i min poesibog. Jeg var 9 år og forstod ikke meget af det, men jeg kom til at holde af digtet og det dukker uvægerligt op i min hukommelse i begyndelsen af april.

Jeg vælger mig april!
i den det gamle falder,
i den det ny får fæste.
Det volder lidt rabalder,
dog fred er ej det bedste,
men at man noget vil!

Jeg vælger mig april,
fordi den stormer, fejer,
fordi den smiler, smelter,
fordi den evner ejer,
fordi den kræfter vælter,
i den bli'r somren til!

 

Digtet minder mig hvert eneste år om forår og om forandring. Det er der også andet der gør: i går og i forgårs blev der slået græs mange steder lige heromkring, hvor vi bor. Det er der mange, der her gjort længe, men de sidste dage har duften af nyslået græs ligesom hængt lidt længere i luften.

Der er forår i den duft, der er april i den duft, der er håb i den duft, håb om bedre tider! Håb om at vi igen kan møde hinanden ansigt til ansigt og se hinanden i øjnene på mere end to meters afstand. Det kan være, det varer længe endnu, lad os ikke forhaste os, lad os tage den tid, det tager, så vi er sikre på, at det går an at mødes, når det sker! Lad os blive ved med at følge de udstukne retningslinjer! Om ikke andet så fordi, det tjener din næste bedst!

 

Når duften af nyslået græs rammer mine næsebor, så er der en salme, der rammer min hjerne og mit hjerte samtidig med, nemlig ”Det dufter lysegrønt af græs” eller ”sommersalme”, af Carl David af Wirsén. Skrevet på svensk i 1889 og oversat i flere omgange af Johannes Johansen. Salmen er en af de nye salmer, der kom med i salmebogen i 2002, hvor den har nummer 725.

 

Egentlig hører den slet ikke foråret, men den tidlige sommer til, men det ændrer ikke ved, at den dukker op i mit hoved, når duften af græs rammer mine næsebor – her i foråret. Når vi når hen sidst i juli og græsset på en god sommer står lidt gult og solsvedent, så har jeg ikke helt samme lyst til at synge salmen.

Men salmen rummer i sig både sansningen af Guds gode skabelse, lige her og nu og så løftet om, at der skal komme en ny himmel og en ny jord, og kan derfor i virkeligheden godt synges på alle årstider, for i vores liv gælder det netop dette at selv om alt græs bliver hø, så er det sådan at: ”Jesus Kristus er det Ord, der skaber liv af døde, så ny bli’r himmel, ny bli’r jord..” Guds Ord blev kød og tog bolig i blandt os! Det Ord, Jesus Kristus, fejrer vi i påsken, der venter lige om hjørnet! Mens vi venter på, at det bliver godt igen omkring os og ikke mindst mens vi sender en kærlig tak til alle dem, der passer alle vores syge, og sender en kærlig tanke til alle de familier der i tiden må tage afsked med deres allerkæreste, på en helt anden måde, end de havde kunnet ønske sig!

Guds fred og alt godt!

 

Lyt til salmens melodi på salmebogen online eller på youtube, spotify eller andre steder, den er en ”ørehænger”.

 

Salmen i Johannes Johansens oversættelse/fortolkning rummer en del mere eller mindre skjulte bibelcitater, prøv en gang selv at gå på jagt: Matt 6,26-30; Luk 12,22-27; Salme 103; Åb. 21,1.5 og 22,20, Esajas 40,6,

 

1    Det dufter lysegrønt af græs

      i grøft og mark og enge.

      Og vinden kysser klit og næs

      og reder urtesenge.

      Guds sol går ind

      i krop og sind,

      forkynder, at nu kommer

      en varm og lys skærsommer.

 

2    Hør fugletungers tusindfryd

      fra morgen og til aften!

      De kappes om at give lyd,

      der priser skaberkraften.

      Hvert kim og kryb

      i jordens dyb

      en livsfryd i sig mærker

      så høj som himlens lærker.

 

3    Se, blomsterflorets farvepragt

      gør alle ord forlegne.

      Kong Salomon i kroningsdragt

      misundeligt må blegne!

      Alt smukt, vi ved,

      al kærlighed,

      den mindste fugl og lilje

      er, Gud, din skabervilje.

 

4    Ja, du gør alting nyt på jord,

      en sommer rig på nåde.

      Men klarest lyser dog dit Ord

      af kærlighedens gåde.

      Alt kød må dø,

      hver blomst blir hø.

      Når vissentørt står floret,

      da blomstrer evigt Ordet.

 

5    Ja, Jesus Kristus er det Ord,

      der skaber liv af døde,

      så ny blir himmel, ny blir jord,

      en verden grøn af grøde.

      Kom, Jesus, snart

      og gør det klart:

      den morgenstund du kommer,

      da gryr en evig sommer.

Tekst: Carl David af Wirsén 1889,

Dansk: Johannes Johansen 1985, 1988, 1993, 1995 og 1996.

Mel: Waldemar Åhlén 1933


Dagens ord

De dødes have – en tak til landsbygraverne!

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

I øjeblikket er der mange der ikke må, eller ikke kan udføre deres arbejde, som de plejer, sådan er det også i kirkeligt regi.

Men på pastoratets tre kirkegårde, der er vores tre gravere og en gravermedhjælper i gang igen efter nogle dages hjemsendelse!

 

Det er godt, at der bliver taget gran af, holdt rent, plantet forårsblomster, gravet grave, slået græs og alt, hvad der hører til. Det er både graverne, menighedsrådet og kirkegårdenes gæster glade for!

 

For en del år siden, i efteråret 2008, holdt jeg, i forbindelse med et kursus i grandækning på Almind Kirkegård, en lille andagt for de tilmeldte gravere, inden kurset gik i gang. Dagens billede stammer fra den dag. Det gav lidt præstationsangst, husker jeg, at holde andagt for graverne, for de hører jo, sammen med kirkens øvrige personale, alt hvad præsten siger!

 

Ale prædikener, alle taler, alle andagter – det hele. Skulle præsten en gang i mellem genbruge noget, der før har været sagt, ja, så ved graveren det! Det samme gør selvfølgelig kirkesangeren og organisten. Så hvis vi præster ikke skal forny os af andre grunde, så da i hvert fald for personalets skyld! Hvis altså personalet lytter til, hvad præster siger. Nu kan jeg jo kun udtale mig på egne vegne, men jeg synes faktisk at alle ansatte lytter aktivt med og kommer med mange positive kommentarer til prædikener og taler! Dejligt, at det er sådan det er at være præst her.  

 

Landsbygravere passer ikke blot kirkegården, de passer også kirken: holder rent, sætter varme på, ringer med klokken, gør klar til gudstjeneste, er sjælesørger for dem, der kommer på kirkegården, står til ansvar over for menighedsrådet, samarbejder med de øvrige ansatte, bedemænd og stenhuggere og mange andre. De skal af og til både nå en begravelse og et bryllup samme dag, og måske der kommer en kirkelig handling eller en gudstjeneste igen den næste dag – og der skal lige rives, ryddes op og gøres klar igen.

 

Når præsten kommer, når menigheden kommer, så er det hele gjort klar og det arbejde, der ligger forud, det tænker vi måske ikke altid over og værdsætter måske ikke altid nok!  Tak til jer, kære gravere, for det store arbejde I gør!

 

Når vi overhovedet har en kirke og en kirkegård, så hænger det faktisk sammen med den højtid vi nærmer os nu – påsken! Og den første påske, det hænger sammen med Kristi opstandelse fra de døde!

 

Opstandelse, ja at Gud blev menneske, levede, døde og opstod, rummer kimen til alt, hvad vi gør: gravere og gravermedhjælpere, præster, organister, kirkesangere og alle, der har med kirkens arbejde at gøre. For uden opstandelsen, så havde der ingen kirke været, så havde der ingen kristendom været.

 

Hvis ikke vi troede at Jesus var opstået fra de døde, så var der ikke noget at være kirke på. Hvis ikke vi troede at vi selv en gang skal opstå fra de døde, så var der ikke noget at holde hverken dåb eller begravelse på.

 

Hele forudsætningen for den kristne kirke, for 2000 år siden og i dag gemmer sig i det ene faktum, at Jesus opstod fra de døde!

 

Hvordan kunne han det? – Det er det spørgsmål alle konfirmander og mini-konfirmander og af og til også vi voksne, stiller? Og svaret er: Det ved kun Gud.

Jeg kan ikke bevise at det er rigtigt, jeg kan godt give dem ret der siger at det er ”helt vildt usandsynligt”, men det ændrer ikke ved, at jeg dybt i mit hjerte TROR at det er sandheden om mit liv – at Kristus opstod fra de døde – for som der står på prædikestolen i Almind Kirke: ”For således elskede Gud verden at han gav sin enbårne søn, så at enhver som tror på ham ikke skal fortabes men have evigt liv”.

 

På opstandelsen, på håbet, på kærligheden og på troen på at Gud vil os det bedste i livet og i døden dannedes for ca. 2000 år siden de første kristne menigheder, byggedes de første kristne kirker, og det bygger vi stadig kirke på i dag. Kirken kalder vi også for Guds hus.

 

Rundt om Guds hus har vi, i hvert fald på landet, den have, der hedder kirkegården, ”de dødes have”.

Den have, hvor vi begraver vores døde i tro på, at til vi skal se dem igen, hviler de i Guds hånd. Vi kan sige, at den døde kommer op til Gud, men vejen, op til Gud, den går gennem et gravsted på kirkegården – en kisteplads, en urnegrav, kendt eller ukendt – men dog kendt af Gud. Eller som et barn sagde til mig for mange år siden: ”for at komme op til Gud skal man først ned i jorden”!

Fordi det er sådan, passer vi godt på vore døde.

Gravhaven, kalder vi stedet for Jesu opstandelse, måske er det derfor kirkegården også kaldes ”De dødes have”.

En have sætter vi hegn om, et dige – om hele kirkegården og vi sætter små hække eller andet om hvert enkelt gravsted. Haver skal passes, de passer ikke sig selv, selv om nogen af os måske godt kunne ønske os det.

Men haverne på kirkegården, dem passer graverne, hvis ikke de pårørende selv gør det. Jeg ved, at det er der uendeligt mange pårørende, menighedsråd og præster, der sætter stor pris på! Jeg tror ikke der findes noget sted i verden, hvor vi passer så godt på vores døde, som i Danmark. Jeg har set kirkegårde mange steder i både Europa, USA og Canada, men de smukkeste, det er nu de danske, synes jeg, selv om de tyske og svenske kirkegårde jeg har besøgt nu også er meget smukke.

Takken for, at vi har så smukke kirkegårde, ja, den skal rettes til dem, der i sin tid fandt på, at der skulle ansættes havemænd til at passe de dødes haver og til dem, der har udført arbejdet gennem generationer frem til jer, både mænd og kvinder, der er kirkegårdsgravere nu! TAK!

 

Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Mandagstanker

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

Lydspor til dagens ord er sangen ”nær” af Michael Falch. Den kan findes på Youtube eller på Michael Falch facebookside. Teksten ligger på hjemmesiden: ”Michael Falch Tekster”.

Det er mandag i dag, min faste fridag.
I min barndomsby var det sådan, at om mandagen holdt bageren og kirken lukket!
Nu har kirkerne været lukkede siden den 13. marts og er lukkede til efter påske. Så har præsten vel også lukket? Nej, det har I nok opdaget, at jeg ikke har, hvis I læser med her. I dag har jeg ikke en gang kunnet finde ud af at holde min fridag, det kunne jeg heller ikke sidste mandag og heller ikke mandagen før og det kan jeg nok heller ikke på mandag. For dagene er anderledes end de plejer at være!
Det er også som om, det vi ”plejer” at gøre, når vi holder fri, det for nogle af os er sværere her under Covid-19.
At slappe af er ikke så let i øjeblikket, men det er vigtigt at slappe af, for vi skal ikke være alt for bekymrede, vi skal holde modet oppe, vi skal tro og vi skal håbe!
Ind i mellem kan det dog være lidt svært at have hjertet med.

Mon ikke de fleste af os er mere eller mindre psykisk påvirkede af pandemien.

Jeg plejer at sætte mig med mit hækletøj, når jeg skal slappe af. Jeg har en god veninde, der plejer at sætte sig med sit strikketøj, når hun skal slappe af. Det virker måske ikke helt så afslappende som det plejer!

Livet er anderledes i øjeblikket, og vi opfører os anderledes, ikke bare fordi vi er nødt til det og skal holde afstand, men også fordi nogle af os er nødt til at finde nye måder at hvile hjernen på.
Som barn og ung lagde jeg puslespil i et væk, det er jeg nu begyndt på igen – og har opdaget at det er jeg ikke alene om! Jeg har også opdaget, at her gemmer afslapningen sig lige nu. Forleden så jeg, at en havde skrevet på facebook: ”puslespil er det nye gær”. Vi køber puslespil, som aldrig før og lægger dem, alene eller hvis vi er så heldige at bo flere under samme tag, så gør vi det sammen.

Vi rykker i det hele taget sammen på en ny måde i øjeblikket, de fleste af os husker at tage hensyn, og vi sender overbærende blikke til hinanden, når vi støder på dem, der ikke gør.
Hvad gør vi ellers? Ja, jeg har prøvet at lave en lille liste, måske du kan finde dig selv på den?

Nogle af os får måske gået lidt flere ture, end vi plejer
Nogle af os ser måske lidt flere tv-serier, end vi plejer
Nogle af os synger måske lidt flere morgensange end vi plejer
Nogle af os har måske fået for vane at standse op et minuts tid og bede et fadervor kl. 12.00
Nogle af os læser måske lidt mere i Bibelen eller andre bøger end vi plejer
Nogle af os tænker måske mere på Gud og beder flere bønner
Nogle af os spiser måske lidt mere, eller mindre, end vi plejer
Nogle af os husker måske på at give vores børn lidt flere knus
Nogle af os skælder måske lidt mere ud
Nogle af os drikker måske lidt mere, eller mindre, end vi plejer
Nogle af os følger måske lidt mere med i hinandens liv
Nogle af os er måske lidt mere – eller mindre – kreative end vi plejer
Nogle af os er måske lidt mere ensomme end vi plejer at være
Nogle af os ringer måske lidt mere til de ældre i familien eller vennekredsen
Nogle af os får måske ryddet lidt mere op og gjort lidt mere rent
Nogle af os arbejder måske lidt mere, eller mindre, end vi pljer
Nogle af os får måske endevendt haven og malet plankeværket
Nogle af os sidder måske bare og stirrer tomt ind i væggen
Nogle af os kommer måske netop til at skønne mere på vores hverdage og dagligdage i øjeblikket!

Fælles for os alle er at vi i større eller mindre grad påvirket af pandemien!

Min opfordring til os alle må være, at når dagligdagen vender tilbage, så skal vi huske på, hvad krisen lærte os – nemlig at vi kan være hinanden nær – også når det hele er som det plejer!
Guds fred og alt godt!

Hyldest til hverdagen, Dan Turéll, 1984:

Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter
Morgenkyssene
Postens smæld i entréen
Kaffelugten
Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser -
Jeg holder af hverdagen
Selv gennem alle dens irritationer
Bussen der skramler udenfor på gaden
Telefonen der uafladelig forstyrrer det smukkeste, blankeste stillestående ingenting i mit akvarium
Fuglene der pipper fra deres bur
Den gamle nabo der ser forbi
Ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er kommet i gang
Den konstante indkøbsliste i jakkelommen
med sine faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks
Den lille hurtige på den lokale
når vil alle sammen mødes med indkøbsposer og tørrer sved af panderne -
Jeg holder af hverdagen
Dagsordenen
Også den biologiske
De uundgåelige procedurer i badet og på toilettet
Den obligatoriske barbermaskine
De breve der skal skrives
Huslejeopkrævningen
Afstemningen af checkheftet
Opvasken
Erkendelsen af at være udgået for bleer eller tape -
Jeg holder af hverdagen
Ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera
Det skal til
med alle sine efterladte slagger
Så meget usagt og tilnærmelsesvist
vævende og hængende i luften bagefter
Som en art psykiske tømmermænd
Kun hverdagens morgenkaffe kan kurere -
Fint nok med fester! Al plads for euforien!
Lad de tusinde perler boble!
Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig
i hvilens og hverdagens seng
til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt
Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen.


Dagens ord

Underet er, at vi lever!

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

 

Bøn af Holger Lissner

Forunderlige Gud, lovet være du for din visdom, at du valgte svagheden frem for styrken, og sårbarheden frem for udødeligheden. I Marias skød blev din søn menneske som vi, af hendes veer fødtes glæden på jord, og i hendes barn fik din kærlighed ansigt og stemme, så vi ser din herlighed og må undres.

Vi beder dig: Lad også os blive overskygget af din Helligånd, så Kristus lever i os, og vi får mod til at tjene dig, styrke til at være svage, og kærlighed til at være givende. Da skal også vort liv kaldes helligt, og lovsangen skal lyde imod dig for den nåde, der strømmer imod os fra evighed og til evighed. Amen.

 

Dagens tekster er: Esajas 7.10-14 eller 1. Mos 18,1-5. 1 Kor. 1,21-31 og Lukas 1,46-55. Teksterne kan læses på folkekirken.dk og på Bibelskabets hjemmeside + bag i salmebogen.

 

 

Prædikentanker

 

I dagens evangelium er der gået et stykke tid fra englen Gabriel kom og viste sig for den unge pige, Maria og fortalte hende, at hun skulle føde Guds søn. Dagens evangelium er nemlig Marias Lovsang, den glædessang hun synger, da hun er kommet på besøg hos sin slægtning Elisabeth, hende, der bliver mor til Johannes Døberen.

 

Men prøv en gang at tænke på, hvad der er gået forud. Prøv at forstille jer, at en engel stod foran jer – eller måske snarere foran et af jeres børn eller børnebørn og bad hende om, at føde Guds søn! Temmelig skræmmende!

 

Jeg er næsten sikker på, at det i hvert fald ikke, var det at blive mor til Guds søn, Maria havde i tankerne, da hun sad og syede, gik og gjorde rent, eller hvilket stykke husarbejde hun nu, som den unge pige hun var, har været i gang med.

 

Hun var ikke gift, så at blive gravid, det ville være utænkeligt – om end ikke umuligt!

Men at blive gravid uden for ægteskab, det var der ingen unge piger på den tid, der drømte om. Det var en skamplet på ikke bare hende selv, men på familien. Det er såmænd ikke mange generationer siden at det også var sådan herhjemme.

 

Hun ville blive betragtet som et udskud, som kun derefter kunne ernære sig som prostitueret eller tigger. Sådan en tilværelse er jo ikke ligefrem noget, man lægger planer for, og da slet ikke, når man som Maria allerede var forlovet.

Nu kommer englen så – siger: frygt ikke! Og fortæller hende, at hun har fundet nåde for Gud, og skal føde et barn, og give ham navnet Jesus. Hvor må hun være blevet bange!

Der er ikke noget at sige til, at hun højlydt undrer sig og siger: ”Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand”.

Der var, set fra Marias synsvinkel, ikke meget glædeligt over det budskab Gabriel fortalte, i hvert fald ikke i første omgang.

Men Gabriel forklarer hende, hvad der skal ske: ”Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud”.

Det mest underfulde og glædelige skal ske, Guds søn skal fødes, hans skal have navnet Jesus, og Maria skal være barnets mor!

Det forunderlige er, at Maria til trods for, at hun må have vidst, at det her kunne betyde tab af ære og familie, derefter svarer Gabriel med ordene:  ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig, efter din vilje”.

Her er ingen protester, ingen argumenter frem og tilbage, for og imod.

Hun spurgte, hvordan det kunne gå til, Gabriel forklarede, måske ikke en forklaringen vi med vores fornuft ville acceptere som fuldgyldig, men det gør Maria og så stillede hun sig til rådighed, underfuldt! Det gjorde hun, er jeg overbevist om, fordi hun netop ikke brugte sin fornuft, men i stedet lyttede med hjertet. For havde hun brugt sin sunde fornuft, så ville hun have argumenteret inderligt imod alt, hvad Gabriel sagde. Hun ville jo kunne se frem til ydmygelser, skam, ærestab, brudt forlovelse og hvad ved jeg.

Men det underfulde skete, hun sagde: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!”

Underfuldt og ufornuftigt, og derfor fuldstændig menneskeligt.

Vi kender det nemlig godt, fornuften siger: ”Nej, hende skal du ikke forelske dig i”, men hjerter svarer: ”det skal du da ikke bestemme”, for du kan ikke forelske dig fornuftigt! Blot for at nævne et eksempel.

Sådan er det – heldigvis – at det underfulde sker, også for os almindelige mennesker, der lever i dag. Os der ikke sådan af Guds engle modtager bebudelser.

Når vi lader hjertet råde, så kan vi også tage imod underet.

For alt det, der er væsentlig og vigtigt for os i livet, det kan ikke nødvendigvis måles og vejes og regnes ud med fornuftige argumenter.

Hvordan måler vi vores børns første smil og latter?

Hvordan måler vi varmen i den elskedes blik?

Hvordan måler vi sorgen, når den vi elsker dør?

Hvordan vejer vi den tunge sten ved hjertet, når vi bliver forladt?

Hvordan måler vi håbet om at overleve sygdom til døden?

Hvordan måler vi had, svigt, forræderi?

Hvordan måler vi tro, håb og kærlighed?

 

Ja, svaret er jo, at det gør vi ikke! Vi kan ikke måle kærligheden, vi kan ikke veje troen og vil kan ikke leve med livsmod uden håbet, som vi ikke selv kan regne os frem til.

Det umålelige, det der virkelig betyder noget, det der gør forskellen på om vi føler vi lever eller blot overlever, det er noget vi får givet – som en gave fra Gud. Det underfulde, det vidunderlige, det vi ikke selv kan kontrollere. Glæden ved musikken, litteraturen, kunsten, årstidernes skiften, troen, gudstjenesten, salmerne, bønnerne, fællesskaberne – alt det underfulde, som er livets gave, det vi får skænket af Gud, det er det, der giver os liv i livet hver eneste dag.

 

Vi kender Gud fra Det gamle Testamente, Gud der skaber og opretholder, men Gud som menneske ham møder vi et eneste sted, nemlig i Jesus af Nazareth, Gud der lader sig føde af den unge pige Maria, og som efter Gabriels mellemkomst også får en jordisk far, nemlig Josef, Marias forlovede. 

I Jesus ser vi Guds ansigt, Guds udtrykte billede og Guds kærlighed, i Jesus lærer vi Gud at kende, som den der deler liv og glæde, sorg og smerte med os, som den, der vil os det godt.

Om kort tid, i påsken, får alt det værste i menneskelivet frit løb: forræderi, fornægtelse, pinsler, hån og død, sorg og smerte. 

Mariæ Bebudelsesdag forbereder os på det forfærdelige der skal ske, men peger også på det underfulde i, at Gud bliver menneske for at give os del i tro, håb og kærlighed. Mariæ Bebudelsesdag skal forberede os på, at Guds beslutning om at blive menneske i sidste ende vil vække opstandelse!

Derfor synger Maria lovsang i dag. Amen.


Dagens ord

 
 

Gækkebreve til trøst og håb!

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

”En vintergæk,

en sommernar

en fugl foruden vinger,

en lille ven, som har dig kær,

en kærlig hilsen bringer”!


Når der stod sådan i gækkebrevet, så var det fra min mor! Det vidste vi og hvis verset ikke afslørede det, så gjorde hendes håndskrift. Og tilføjelsen var altid ”mit navn det står med prikker, pas på det ikke stikker

Min mor skrev nemlig gækkebreve og lærte os at skrive gækkebreve, som vi sendte til familien. Min mor blev ved med at skrive gækkebreve. Hele mit voksenliv fik jeg også hvert år et gækkebrev fra min mor, med årets første vintergæk. Derfor kom det da også nogle gange meget tidligt. Jeg sendte også et til hende, et år glemte jeg det, jeg husker, hvor skuffet hun blev. Senere blev det min datter hun sendte gækkebreve til og mormor fik et gækkebrev retur, sjovt nok gættede hun aldrig, hvem det var fra! Min datter derimod var ikke ret gammel, 3 år, tror jeg, da hun kiggede på kuverten og sagde, det er et gækkebrev fra mormor! Og selvfølgelig fik hun et påskeæg! Når hun havde ringet og sagt ”gæk, gæk, gæk” i telefonen.



Gækkebrevet er en gammel dansk tradition. Når vintergækkerne titter frem, er det tid at sende en hilsen til en man holder af. Når vintergækkerne titter frem af sneen er det, ifølge en ældgammel skik, tid at sende en hilsen til én, man holder af. Det ældste gækkebrev vi kender er fra 1770 og sendt til en ung pige i Odense Maria Christiane Hansdatter. Verset lyder:

"En Giæk lader hun sig kalde,

det monne mit Hjerte befale,

min Giæk skal hun være

fra Vintren til Somren med Ære."

Op gennem tiden har traditionen bredt sig både i by og på land. Og traditionen holder ved. Gækkebreve er normalt anonyme, men det er tilladt at hjælpe modtageren lidt på vej med at skrive sit navn med prikker. Kan man ikke gætte, hvem der har skrevet gækkebrevet, ja, så er der ”drevet gæk med en” og man skylder et påskeæg.

Jeg har gennem årene være heldig at finde gækkebreve i min postkasse, og jeg har godt nok svært ved at gætte, hvem de er fra, så det kan da koste et par påskeæg eller tre...men dem giver jeg med glæde, for ægte danske traditioner er værd at holde liv i.



I år skrives der gækkebreve som aldrig før. Statsminister Mette Frederiksen foreslog at man kunne gøre det, til de ældre og måske ensomme i familien, det er en god ide.

Mine konfirmander fik det som denne uges hjemmeopgave, for gækkebreve kan sendes f.eks. til håb og trøst for de ældre i familien.

På Bibelselskabets hjemmeside findes der ”bibelvers om trøst og håb i en corona-tid”, dem har konfirmanderne i stor stil brugt til at skrive på gækkebrevene. Gækkebrevene er ikke nødvendigvis anonyme, da de de jo sendt til "trøst og håb".

Billederne i dag er et udsnit af de gækkebreve jeg har modtaget billeder af i ugens løb - ikke alle er kommet med (teknikken driller), men her er et udsnit.



Måske andre kunne have lyst til at skrive gækkebreve til trøst og håb?

Her er i hvert fald et par af de vers, der kunne sættes i gækkebrevet lige i år, sammen med, eller i stedet for, de traditionelle gækkevers.

Overlad alle jeres bekymringer til ham, for han vil tage sig af jer.

Peters Første Brev, kapitel 5, vers 7



Livet ville føles lyst som på en solskinsdag;

selv på mørke dage ville du mærke morgenlyset.

Så kunne du stole på, at der var håb for dig,

se dig trygt omkring og lægge dig til ro;

Jobs Bog, kapitel 11, vers 17-18



Gud svarer: ”Kan en kvinde glemme det barn,

hun giver bryst?

Kan en mor glemme det barn, hun fødte?

Selvom hun kunne, glemmer jeg ikke dig.

Jeg har skrevet dit navn i mine hænder,

jeg bekymrer mig om dig, og du er altid i mine tanker.”

Esajas’ Bog, kapitel 49, vers 15-16



Gud vil gå foran dig og være hos dig. Han vil aldrig svigte dig, og du skal ikke være bange.

Femte Mosebog, kapitel 31, vers 8



Herren er min hyrde, jeg savner ingenting.

Han lader mig ligge i den grønne eng.

Han fører mig til det stille vand.

Han giver mig mod og viser mig vej,

den rette vej.



Selvom jeg går i dødsskyggens dal,

frygter jeg ingenting,

for du er med mig, du er min hyrde,

du gør mig tryg.

Salmernes Bog, kapitel 23, vers 1-4



Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Guld betyder glæde!

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

Når man vågner med en salme i hovedet, så er det måske fordi den kalder på at blive delt – og sunget! Jeg har sunget den for mig selv her til morgen. Nu kan vi synge den sammen, hver for sig!

Når jeg vågnede op med salmen i morges, så tror jeg, der hænger sammen med, at jeg brugte et vers fra den i mit opslag i går. Det ville den gode NFS ikke lade sig nøje med! Det forstår jeg godt! Salmen trængte sig på, og her er den, så lys og god og dejlig!

 

Helt fra barnsben af, har jeg elsket ordene ”guld betyder glæde”, fordi de for mig altid har betydet, at selv om man ikke ejede alverdens gods eller guld, havde man det alligevel, når bare man havde glæden, guldet - der er solens opgang hver eneste morgen! Den sol som står op og kaster sit lys ind over vores liv, også på vores livs mørkeste dage! Den samme sol, som Jakob Knudsen digter så smukt om i en anden af mine yndlingssalmer, nemlig 754 ”Se, nu stiger solen af havet skød” og Ingemann i 749 ”I østen stiger solen op”, den samme sol – Guds sol, som skinner over os alle, helt ufortjent, til liv og glæde, også når det hele ikke er så let.

 

Der er en lethed i ”Morgenstund har guld i mund”, der kan få mig til at tænke, at den skal vi synge, når det hele måske ikke er helt så let, som det plejer at være! Så med billedet af solen, der skinnede ind i over den frostdækkede hæk i går morges, så vil jeg ønske alle en rigtig god og lys dag!

 

Kan du ikke huske melodien så gå ind på www.salmebogenonline.dk og lyt, eller find den på Youtube, den er indsunget i mange gode versioner. Jeg holder mest af Laubs melodi fra 1916. Teksten, ja, det er NFS Grundtvig, 1853 og det er nummer 752 i salmebogen.

 

1 Morgenstund

har guld i mund;

for natten Gud vi love;

han lærte os, i Jesu navn,

som barnet i sin moders favn

vi alle sødt kan sove.

 2 Morgenstund

har guld i mund;

vi til vort arbejd ile,

som fuglen glad i skov og vang

udflyver med sin morgensang,

genfødt ved nattehvile.

 3    Morgenstund

har guld i mund,

og guld betyder glæde,

og glædelig er hver en dag,

som leves til Guds velbehag,

om end vi måtte græde.

 4    Gå da frit

enhver til sit

og stole på Guds nåde!

Da får vi lyst og lykke til

at gøre gavn, som Gud det vil,

på allerbedste måde.

 5    Sol opstår,

og sol nedgår,

når den har gjort sin gerning;

Gud give os at skinne så,

som himmellys, skønt af de små!

Da randt for os guldterning.

 

 

Guld betyder glæde – Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde!

Da får vi lyst og lykke til at gøre gavn som Gud det vil,

på allerbedste måde! (N.F.S. Grundtvig 1853)

 

Jeg har verdens dejligste konfirmander!

I øjeblikket ses vi ikke, men vi skriver sammen! Og det lyder bl.a.: ”jeg savner at være til præst” og ”savner du os, Inge?” og ja, jeg savner mine konfirmander, men hvor er det skønt, at vi kan skrive sammen og hvor er det skønt, at de gider skrive til mig! Jeg har kun godt at sige om tidens unge, verden bliver ikke et ringere sted at leve, når de bliver voksne! Tværtimod! Der er kun at håbe på og bede til at al deres livsglæde, ildhu, omsorg for den verden vi lever i, og de mennesker der er i verden bliver hos dem, også når de kommer helt inde i voksenlivet.

 

I Markus 10,13-16 står der: ”Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.”

 

De ord læses ved dåben i kirken.

De ord, læser jeg også ofte for mine konfirmander før jeg holder tale til dem på konfirmationsdagen.

For nok er dåben er en engangshandling, Guds ja, til at være med os, det rækker til hele livet, men alligevel er det sådan, at konfirmanderne selv, hvert eneste år, rigtig gerne vil stå ved alteret og have lov at sige ja, til at de er Guds børn!

 

Ved alteret, får de lov at sige det ”JA”, højt, som en anden sagde, hvis de blev døbt som små. Konfirmationen er ikke på den måde nødvendig. Guds ja, til os, gælder hele livet, og hvis konfirmanderne spidser ører og lytter godt efter, så kan de, det er jeg vis på, høre et ekko, af det ja, de siger, lige så snart I har sagt det, for Gud, taler med og siger: JA – kære konfirmand – Du er mit barn, det har du været i siden du blev født og det bliver du ved med at være. Lige meget om du er 13 eller 14 eller 80, du er stadig mit barn. Det gælder ikke for konfirmanderne, det gælder for os alle!

 

Guds ja, det bliver hos os.

At være nogens barn, det er at være elsket. Det er ikke altid lige let at huske, og vide og have tiltro til, at det er sådan. Mange gange i livet kan vi komme ud for, at vi tvivler på andre menneskers kærlighed til os og vi tvivler på Guds kærlighed til os. Den tvivl, den må vi leve med, desværre er det for nogen et vilkår ved livet, hver dag.  Hos andre dukker tvivlen op ind i mellem. Det er det tungt at tvivle på, at kærligheden findes.

 

Måske der er tidspunkter i livet, hvor vi alle sammen tvivler mere, end ellers – for eksempel i teenageårene, hvor alt bygges om – både indvendig og udvendig på os alle sammen.

Vi vokser både fysisk og psykisk – vi forandrer os – og det er ikke altid, at det vi ser i spejlet vækker glæde og tro på at der også er en, der vil forelske sig i og elske os. Det kan være uendelig hårdt at være teenager – og det kan være uendelig hårdt, at være forældre, der står på sidelinjen og brænder for at komme af med gode råd og vejledning. Her gælder det om at tage i favn og velsigne = fortælle at du ER elsket, som den du er!

 

Det er smerteligt, når det i voksenlivet sker, at vi mister kærligheden, at den dør for os, eller for dem, vi elsker og det er umådelig hårdt og tungt, når det er døden, der sætter en grænse for kærlighedens udtryk.

Også der gælder ordene: Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem!

 

Guds velsignelse har vi med os ud i livet, dag ud og dag ind, som en hånd, der holdes under os, som en usynlig støtte i ryggen, som en tryghed, vi skal turde hvile i, hvilket nogle gange er lettere sagt end gjort. Dog har vi altid muligheden for at bede til Ham, for på den måde at forsøge at få Ham i tale. Kan vi ikke bede andre bønner, så kan vi bede den bøn, vi fik i dåbsgave, nemlig Fadervor. Den bøn, Jesus bad, da han blev spurgt om, hvordan vi skal bede. Den bøn, der følger os hele livet og helt ind i døden.

Med den i hjertet kan vi sige tak, skælde ud, græde og sørge, være glade, fordi livet bare er godt – sammen med Gud, som kender os og elsker os, lige nøjagtig som dem vi er. Vi behøver ikke prøve at bilde Gud ind, at vi da har det godt i dag, for Han ser gennem det hele og ser os, som dem vi er. Det er på en gang skræmmende og umådelig trygt at det er sådan det er, og det Gud ser, er alle os små og store mennesker, unge og gamle og uanset alder – alle hans børn.

 

På kunstmuseet ARoS i Aarhus står en skulptur, jeg holder meget af. Den hedder Boy. Den er museets vartegn og den optager de fleste, når de ser den. Den forestiller – helt naturtro – en lille dreng, der sidder på hug på flade fødder. Den er kæmpestor: En 5 meter høj og 500 kilo tung glasfiberdreng, som når man betragter ham, både ligner et lille uskyldigt barn, men som også ser både lidt ulykkelig og lidt skræmmende ud, når man får kigget rigtigt på ham.

Han sidder sammenkrummet, og det er svært at lade være med at tænke på, hvad der ville ske, hvis han rejste sig op og strakte sig ud og gik videre ud i livet! Jeg tænker, hver gang jeg ser ham - måske han ser lidt ulykkelig ud, fordi, det er så svært – at være så stor og så lille på en gang!

 

Mit håb for alle mine konfirmander er, at de som voksne vil holde fast i det barnlige og blive ved med at være: umiddelbare, tillidsfulde, kærlige, åbne og ærlige livet igennem! Ja, det er mit håb for os alle, at vi kan det, også selv om vi bliver skuffede, svigtede og selv er dem, der skuffer og svigter af og til!

Jeg tror at noget af hemmeligheden ved at blive og være voksen ligger i, at vi ikke låser døren til vores barndom og barnlighed og smider nøglen væk for altid! Lad os holde fast i det barnlige, lad os lege i livstræets krone, lad os smile og le og hoppe i livets store sjippetov, hver eneste dag!

Vi skal blive ved med at være børn – blive ved med at være som børn og huske på, at lige meget, hvad vi ellers er og bliver her i livet, så er vi Guds elskede børn!

 

Ja, kære konfirmander, jeg savner også jer!

 

Guds fred og alt godt! Amen.


Dagens ord

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

Har du læst hele Bibelen?

Det spørgsmål stiller mine søde konfirmander år, efter når.

Svaret er ja, det har jeg. Den ene gang på et fantastisk kursus i Løgumkloster, 2 uger i 2008, hvor jeg ikke skulle gøre andet end at læse og tale med andre præster om, hvad vi havde læst. Tænk en gang at få lov til det!

Konfirmanderne ser nogle gange sådan lidt overbærende på mig, stakkels mig, at jeg været nødt til at læse sådan en tyk bog, og har gidet det. Når jeg så siger, at det har jeg da gjort mere end en gang, så kan jeg godt se, at de ryster lidt på hovedet af mig i deres indre, med mindre de da giver højlydt udtryk for at jeg formentlig er lidt småtosset og skør. Så mange sider, mere end en gang! Og så kender jeg endda slutningen!

Der er næsten altid en, der lader de andre vide, at han eller hun har forklaringen: ”Det er jo hendes arbejde”!

Men der er nu næsten også altid nogen, der synes, at det er lidt fedt, nogen der selv har læst den samme bog mere end en gang, nogen der har set den samme film et utal af gange. For de fleste børn elsker i virkeligheden gentagelsen.

Nok er det mit arbejde, at læse i Bibelen, men der står faktisk ikke skrevet i præsteløftet, at man som præst skal læse hele bogen. Jeg har brug for som præst og menneske at læse i Bibelen. Skulle jeg strande på en øde ø, så ville jeg hellere end nogen anden bog have min bibel med mig. Ikke fordi jeg er præst, men fordi Bibelen rummer alle de fortællinger vi som mennesker kan tænke os og mere til og den rummer fortællinger om alt det vi som mennesker møder i vores liv. Glæde, sorg, list, svindel, bedrag, mord, trods, opsætsighed, drab, forræderi, søskendejalousi, fornægtelse, sygdom, død – og opstandelse osv. Men først og sidst rummer den fortællingen om Guds kærlighed til os, sine mennesker. Om en kærlighed til det skabte og skabelsen der holder ud og holder ved, på trods af svigt og frafald og alt det andet. Der er noveller, der er digte, der er beretninger om Jesus, der er sære fortællinger om de sidste tider, der er breve skrevet i kærlighed, der er breve der revser og forklarer, der er så at sige alt! Og det er bogen, rummer min tros fortællinger. Derfor er det bogen jeg ikke kan undvære!

Ved I hvad, nu læser jeg den igen! Der er nemlig udkommet en samlet version af Bibelen på et nyere dansk, end den autoriserede oversættelse fra 1992. Den udkom i sidste uge, den 20. marts. Det skulle have været fejret med festgudstjeneste i Københavns Domkirke, Vor Frue kirke, det kom til at gå meget mere stille af end først tiltænkt. Men sådan måtte det være i denne tid. Køb den som bog, som lydbog, som E-bog. Det kan jeg kun anbefale.

Så nu læser jeg den altså igen, Bibelen, fra ende til anden, fra Alfa til Omega, fra skabelse til genløsning. Jeg kan slet ikke lade være! Denne gang læser jeg Bibelen 2020!

I dag er det den 25. marts, der er præcis 9 måneder til vi fejrer Kristi fødsel. I dag, kalder vi Mariæ Bebudelsesdag, den fejres i folkekirken 5. søndag i fasten (på søndag), men selve dagens fejring er i dag.

Jeg har derfor valgt en af mine yndlingspassager som dagens tekst.  Fra Bibelen 2020. Det er det sted vi kalder Marias lovsang i Lukas- evangeliet. De ord, den lovsang, den ganske unge pige Maria, bryder ud i, da hun har fået fortalt af Gabriel, at hun skal føde Guds søn og derefter mødes med sin slægtning Elisabeth, som siger til hende: ”du er velsignet, fordi du troede på det, Gud sagde. Det hele vi gå i opfyldelse”.

Så sagde Maria:

”Jeg takker Gud af hele mit hjerte

jeg glæder mig over,

at han er min frelser.

Han har udvalgt mig, selvom jeg ingenting er værd.

Fra nu af vil alle mennesker kalde mig velsignet,

for Gud er fuld af magt, og han har gjort store ting for mig.

Hans navn er helligt!

Han tager sig af alle dem, der

frygter og respekterer ham – i slægt efter slægt.

Han bruger sin stærke arm til store handlinger,

og dem, der har nok i sig selv, spreder han for alle vinde.

De store støder han ned fra deres troner,

og de små løfter han op.

Gud giver gode gaver til de sultne,

og de rige sender han væk med tomme hænder.

Han sørger for sit folk

og holder fast ved sin omsorg,

sådan som han lovede vores forfædre, Abrahams slægt

i al evighed.

 

Guds fred og alt godt! Må Guds velsignelse lyse over din dag! Amen.


Dagens ord

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

Bliv hjemme!

 

I går kl. 15.00 skete det, som vi vel alle havde ventet på. Alle påbud og forbud blev forlænget til efter påske.

Vi skal blive hjemme!

Sådan er det, der er ingen tvivl om, at når det er det, vi får besked på, så er det sådan det skal være. Vi skal være fornuftige og kloge lige nu, ikke for vores egen skyld, men for vores medmenneskers skyld! Hvis vi skal have antallet af smittede bragt ned, hvis ikke alt for mange familier skal tage afsked med deres kære elskede på grund af den her hæslige virus, så skal vi alle sammen gøre, som vi får besked på! Så enkelt er det!

Hvad og hvor er hjemme? Ja, på engelsk siger man ”home is where the heart is”. Sådan er det, hjemme, det er der, hvor hjertet er!

I dag, den 24. marts, er det 96 år siden min far kom til verden. Han døde i 2004, et par måneder efter sin 80 års fødselsdag. Dement. Mit barndomshjem, var også min fars barndomshjem, han og min mor købte af min farmor, da jeg var lige godt 2 år gammel. Alle mine barndomsminder er knyttet til det sted, både de gode og de mindre gode. Men ”hjemme” det vidste jeg, hvor var, der var kærlighed, der var omsorg, der var altid en, der åndende på øjet når jeg græd. Der var tryghed, der var min mor der sang, der var mørkning med fortællinger, strikkepinde der klirrede og Anders And blade, der blev læst højt, som også pixibøger og eventyr blev det, der var også grå og mørke dage. Det hele var bestemt ikke lutter idyl, der var sygdom, der var ikke altid penge nok, men der var altid kærlighed nok!  Det var hjemme! Hver eneste forår var hækken ud mod vejen fyldt med et bunddække af violer, hver eneste gang, jeg ser violer blomstre, ser jeg min barndomsvioler for mig, min mor hed Viola, så violen har på den måde altid haft en dobbeltbetydning for mig. Blomsten, der minder mig om ”hjemme”, lille uanselig og smuk og på en eller anden måde, så duftede violer at mere, da jeg var barn!

Senere kom jeg til at bo i Ribe, 4 steder på to år, og så i Aarhus, 8 steder på 13 år, så kom jeg til Sjørslev, hvor jeg har boet i snart 23 år, afbrudt af 3 år i Viborg. Indtil mine forældre flyttede på plejehjem var ”hjemme” to steder, der hvor jeg selv boede, og stiftede familie, men også ”hjemme” hos dem i mit barndomshjem. Gad vide om ikke vi er mange, der har haft det sådan og har det sådan, at hjemme, det er både der, hvor vi selv bor og så er det også vores barndomshjem? Det vigtige er ikke, hvordan huset ser ud, om det er stort eller lille om det er i tip-top stand eller ej, om der roder eller der er helt ”Bo Bedre”-klar, hver eneste dag, det vigtige er, at der er hjerterum og plads til at være dem, vi er.

Lige nu er det rigtig vigtigt, at vi giver hinanden plads til at være dem vi er – hjemme hvor vi bor! Gå en tur alene, hvis du har brug for at være dig selv, eller send de andre ud, hvis du ikke kan gå selv! Ikke ret mange af os er vant til at være sammen med nogen hele døgnet rundt, det kan slide på selv de bedste forhold, så husk, at ingen af os har valgt det her, vi gør bare det vi skal, for at vi alle kan være sammen med hinanden igen.

Vi har alle et sted mere, der er hjemme – vi har hjemme hos Gud, det har Jesus selv fortalt os! Han, som er vejen, sandheden og livet!

Johannes 14,1-7: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!  I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?  Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.  Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.«  Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?«  Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.  Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«”

Denne lille fortælling illustrerer det måske i virkeligheden meget godt.

To munke sad engang og læste sammen i en gammel bog, hvor visdommen og sandheden stod skrevet. De læste ordene: Ved verdens ende skal der være et sted, hvor Himmel og jord mødes, og hvor den store lykke er at finde. De to munke besluttede, at de ville søge dette sted og ikke vende om, før de havde fundet det.
Således vandrede de to gennem verden, bestod utallige farer, led alle de afsavn, som en vandring gennem hele verden fordrer; og alle de fristelser, som kan lede et menneske bort fra dets mål, afviste de.
En dør skal der være dér, sådan havde de læst. Man skulle bare banke på, så var man hos Gud.
Til sidst fandt de da også, hvad de søgte. De bankede på døren. Med bævende hjerte så de døren gå op.
Og da de trådte ind og løftede deres øjne, befandt hver af dem sig i sin egen klostercelle.
Så forstod de: Det sted, hvor Himmel og jord mødes, hvor den store lykke er at finde, ja hvor Gud kan mødes, er ikke ved verdens ende, men her på denne jord, på det sted, hvor Gud har sat os.

Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

 Ja, jeg tror på korsets gåde!

 

Bøn, salmer og bibellæsning – nogle gange møder jeg mennesker, selv i vore dage, der tror, at det er det eneste præsten beskæftiger sig med. Det fylder også en del! Men det gør livet vi lever med hinanden altså også, hver eneste dag!

I dag går vi ind i den anden hele uge med lukkede uddannelsesinstitutioner, nu også med lukkede sportsarenaer, spillesteder, butikscentre. Den 11. marts forandredes vores liv radikalt. Det er skræmmende, men vi skal holde fast i, at frygten ikke må fylde det hele. Lyset ER stærkere end mørket, også når vi dårligt tør tro det. Foråret lokker og kalder og vi går ture som aldrig før. Vi går hver dag, og som dagene er gået er det blevet mere og mere tydeligt, at her lytter vi til de påbud og forbud der er givet os, møder vi nogen, så smiler vi og siger hej, men vi holder afstand! Nogle vælger at vende hovedet væk, andre (ganske få) lader som om vi er usynlige, nogle standser vi op og taler med på et par meters afstand, ikke længe, men blot for at sikre os, at dem vi møder også har det godt, som vi selv har det. Ingen håndtryk, ingen knus, masser af smil og her, hvor jeg bor er det blevet ”hej” vi siger. Det kunne lige så godt have været ”goddag”, men nu er det altså ”hej”. Det er en hilsen nogle ikke bryder sig om, men på mig virker det virkelig fint, at det er det, vi siger, når vi møder nogen vi kender – og nogen vi ikke kender. Rastløsheden kan måske nu for alvor begynde at sætte ind, men krisen er slet ikke ovre, så lad os holde fast i, at benytte de anviste forholdsregler til bedste for hinanden.

Sammen – men på afstand – kan vi klare det!

Lad os begynde denne uge med en bøn af Holger Lissner og derefter min yndlingssalme, så får I selv lov til at slå et bibelsted op i dag!

 

Vor Gud og Far!

Lovet være du for morgenlyset,

der kommer så umærkeligt

og driver nattens drømme bort.

Tak for farverne og fuglesangen,

for de mennesker, du har givet os at leve med,

og for de opgaver, du lægger hen til os.

Vi ved ikke, hvad denne dag vil bringe,

men vi beder dig:

Velsign os, som du har gjort det så mange gange før,

og hold os fast på din kærlighed og vilje,

så vi handler klogt og kærligt.

Men skal vi i dag møde modgang og smerte,

så velsign os endnu mere,

så vi kan holde ud, til stormene lægger sig.

Far i himlen, velsign også vore kære

og dem, vi i dag skal være næste for,

og dem, som ingen tænker på.

Lad os alle mærke din kærlighed! Amen.

 

Min absolutte yndlingssalme savner jeg virkelig at høre i kirkens rum sunget af en gudstjenestefejrende menighed, nemlig nr 192 i Salmebogen: ”Hil dig frelser og forsoner”.

Det er en salme, der for mig rummer troens mysterium i sig. Det er ikke en salme vi blot synger i fastetiden og i påskeugen, konfirmanderne vælger den ofte som en af salmerne på konfirmationsdagen, vi synger den til begravelser og en gang i mellem også til vielser, hvis brudeparret ønsker den.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg lærte den, det føles som om jeg har kendt den altid. Det er endnu en af de salmer, der bare bor i mit hjerte, og som jeg derfor ikke behøver finde salmebogen frem for at synge med på. Den ligger der bare, som endnu en hjertesalme.

Det er en salme med kærlighed og hjerteglød som kerneord, skrevet af N.F.S. Grundtvig i 1837, men oprindelig skrevet af den belgiske abbed Arnulf af Louvain, før 1250. Den er en del af et større middelalderdigt med 12 vers, der hedder ”bøn på vers ved hver af lemmerne på den lidende og til korset fæstnede Kristus”. Digtet har 7 afsnit: ved fødderne, ved knæene, ved hånden, ved siden, ved brystet, ved hjertet, ved ansigtet. Det er indledningsdigtet, ved fødderne (en meditation ved den korsfæstedes naglede fødder), Grundtvig har gendigtet på dansk.

Grundtvigs billedsprog er som altid rigt, og billederne Grundtvig maler, udgør netop en hel andagt, eller kristen meditation, om man vil. Versene rummer i sig troen, påsken, døden, opstandelsen på en måde, så det for mig er den dybeste sandhed om det at forsøge at leve et liv under kærlighedens fortegn. Hoffmanns, endelig Hoffmanns, melodi understøtter salmens billedsprog på fornem vis. I salmen udfoldes kristendommens mysterium, så vi drages ind i det og bliver en del af det – vi er dem, der ”vinder rosenkrans om kors”, vi ved, hvad det vil sige, når der står ”kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden”, for har vi prøvet at miste, så ved vi – som en smertelig erfaring – at kærligheden ikke døde med den elskede, kærligheden lever videre. For mig samles kærligheden fra og til Jesus Kristus og troen på opstandelsen i et i salmen.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at lige meget, hvad jeg skriver, så kan jeg ikke fuldt ud forklare, hvorfor ”Hil dig frelser og forsoner” er en af de salmer, der skal følge mig hele livet og til og med min begravelse en gang. Andre yndlingssalmer kommer og går, der er årstidssalmer og nye salmer, som jeg holder meget af, men måtte jeg i hele salmebogen kun vælge en eneste salme, så er og bliver det denne her! Forklare det fuldt ud, ja, det ville vel nærmest være som at skulle forklare troen fuldt ud. Det kan jeg heldigvis ikke! Men for mig falder det hele på plads, når vi synger: ”Ja, jeg tror på korsets gåde!”.

192  Hil dig, Frelser og Forsoner!

Verden dig med torne kroner,

du det ser, jeg har i sinde

rosenkrans om kors at vinde,

giv dertil mig mod og held!

2  Hvad har dig hos Gud bedrøvet,

og hvad elsked du hos støvet,

at du ville alt opgive

for at holde os i live,

os dig at meddele hel?

3  Kærligheden, hjertegløden

stærkere var her end døden;

heller giver du end tager,

ene derfor dig behager

korsets død i vores sted.

4  Ak! nu føler jeg til fulde

hjertets hårdhed, hjertets kulde.

Hvad udsprang af disse fjelde,

navnet værd, til at gengælde,

Frelsermand, din kærlighed?

5  Dog jeg tror, af dine vunder

væld udsprang til stort vidunder,

mægtigt til hver sten at vælte,

til isbjerge selv at smelte,

til at tvætte hjertet rent.

6  Derfor beder jeg med tårer:

Led den ind i mine årer,

floden, som kan klipper vælte,

floden, som kan isbjerg smelte,

som kan blodskyld tvætte af!

7  Du, som har dig selv mig givet,

lad i dig mig elske livet,

så for dig kun hjertet banker,

så kun du i mine tanker

er den dybe sammenhæng!

8  Skønt jeg må som blomsten visne,

skønt min hånd og barm må isne,

du, jeg tror, kan det så mage,

at jeg døden ej skal smage,

du betalte syndens sold.

9  Ja, jeg tror på korsets gåde,

gør det, Frelser, af din nåde.

Stå mig bi, når fjenden frister!

Ræk mig hånd, når øjet brister!

Sig: vi går til Paradis!


Dagens ord

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

Guds åsyn!

 ”Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig, og være dig nådig, Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred."

Sådan lyder den velsignelse, der lyses af præsten hver eneste søndag i gudstjenesten.

Den kaldes den aronitiske velsignelse, fordi det er den velsignelse Moses og hans bror Aron fik besked om fra Gud, at de skulle velsigne israelitterne med i Fjerde Mosebog kapitel 6, vers 24-26.

Siden 1500-tallet har netop den velsignelse afsluttet den danske højmesse og jeg bruger den ved snart sagt alle gudstjenester, dåbsgudstjenester, børnegudstjenester, konfirmationer, vielser og begravelser.

Ved børnegudstjenester (og enkelte andre gange, f.eks. juleaften) beder jeg alle om at finde en, at holde i hånden, når jeg lyser velsignelsen, for en af de bedste måder at mærke Guds kærlighed på, det er at mærke den via et andet menneskes varme hånd. En lille pige, der står mig meget nær, sagde, for snart mange år siden om velsignelsen (hun er nu en voksen kvinde): ”Det er ligesom at få et knus af Gud”. Det udtryk bruger jeg stadig, når jeg skal fortælle børn, hvad det vil sige at blive velsignet.

Guds velsignelse betyder, at vi ved i vores hjerte at: Gud ser os - er os nær. Ordene, kunne man med Grundtvig sige,

skaber i os, hvad de nævner. Almindeligvis er det kun præster, der bliver bedt om at velsigne andre. Men da den aronitiske velsignelse står i Bibelen, så er velsignelsen ikke noget præsten har eneret på, alle kan velsigne. Kan man ikke få sig selv til at sige ordene, så kan man måske tænke dem for sig selv, mens man lægger sin hånd på en andens, eller slår korset tegn for ansigt og bryst på et elsket menneske, der måske er ved at drage sit livs sidste suk. 

Det, at sige til Gud: ”Herre velsign dette menneske” – det kan mærkes også hos en selv.

 For mange år siden skrev jeg til en lokalavis, en lille præsteklumme på skift med andre præster. En gang skrev jeg om Guds åsyn, som stadig er det ord, jeg bruger i velsignelsen, her har jeg aldrig lært at bruge ”ansigt”, selv om jeg sagtens kan bede ”helliget blive dit navn” og ikke ”helliget vorde”. For mig lå og ligger der en forskel på ansigt og åsyn, som jeg kun kan forklare ved, at ”åsynet” det er Guds!

 Udsnit af klummen kommer her:

 Naturens gang er nu engang sådan, at når frøet er lagt i jorden, så må det dø, og gå til, for at der kan vokse nyt liv op, det efterfølgende forår.  Ligesom frøet spirer og bliver til en plante, fordi det er meningen med det, på samme måde må vi tro, at vi kan finde mening med det der sker os i vores liv. Vi lever under »Guds åsyn«, at være bevidst om det kan give fred og glæde i livet – vi hører det hver gang velsignelsen lyder i kirken. »Herren løfte sig åsyn på dig og give dig fred«.

Martin A. Hansen, har skrevet en lille fortælling, der netop hedder »Guds åsyn«, og i den gives der et fremragende eksempel på, hvad det vil sige, at leve under Guds åsyn. Den handler om en lille husmandsfamilie for mange år siden, der skal have deres første høst i hus på det nye sted.  Hele familiens fremtid afhænger af denne høst, men da det kommer til det allervigtigste, rugen, sætter det ind med regnvejrsdage. Manden må vente på at få rugen ind, for der må ikke være døde eller bløde strå i negene; de skal kunne knitre.  Flere ting sker, som forhindrer høsten i at komme i hus, og det er som om, det næsten er for sent. Men endelig kommer dagen, hesten kan spændes for vognen, lagnet bredes ud i bunden, og neg efter neg kommer hjem og bliver lagt i lade. Men ingen tør se mod himlen af frygt for, at de mørke skyer skal trække sig sammen og regne.  Da det sidste læs er i hus, og de står og ser på kornet, får den lille pige øje på noget, der ligesom ligner et ansigt i rugkornets tykke ende, et alvorligt ansigt med brede træk og stort skæg:  "Ja, det er Guds åsyn!" siger faderen. - Dét åsyn, Guds åsyn, bliver et løfte om en fremtid for familien på det lille sted. Det lille korn, der ligner et ansigt, det bærer i sig, så lille det end er, en kraft og styrke, der fjerner de truende skyer over deres liv og gør plads for åsynet bag alt det truende og mørke, så der bliver håb tilbage for dem, en mulighed, en fred og en glæde i den situation, de står i, hvor usikker og vanskelig den end ser ud.

Og sådan er det med livet, det består i at se håbet og muligheden, freden og glæden, i det, der nu er vores liv, hvordan det så ellers måtte forme sig. At Guds åsyn hviler over vores liv, betyder netop at vores liv og hvor mange fold det sætter ikke først og fremmest afhænger af vores evner, men af at vi ser vi os selv som dem vi er, Guds elskede børn! Vi lever under Guds kærligheds fortegn, og under det fortegn kan vi sprede glæde, tro og håb for de mennesker, vi møder på vores vej.

Måtte vi alle livet igennem leve under Guds kærlige åsyn, indtil vi, som alt andet levende dør og lægges i jorden. Og måtte vi når den tid kommer fæste lid til det,

som er opstandelsens løfte til os, nemlig at døden ikke får det sidste ord, men at Gud i kærlighed lader os opstå til evigt liv hos ham! Amen.

 Guds fred og velsignelse være med alle!


Dagens ord

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

Livets brød



Morgenbøn af Helena Hauge

Kære Gud!

Jeg lægger den nye dag i dine hænder.

Jeg ved endnu ikke, hvad den bringer, men jeg tror, at du er med mig,

også når jeg tvivler på mig selv og på det, jeg gør.

Lad mig være med til at sprede din kærlighed,

så dagen bliver lys og varm for dem, jeg møder.

Giv mig ikke årsag til vrede og misundelse, led mig på rette vej, så jeg kan glæde mig på andres vegne og hjælpe dem, som har brug for det.

Herre, lad mig gå den nye dag i møde med glæde,

i troen på, at du er bag hvert eneste skridt jeg tager. Amen

 

I morgen er det Midfaste søndag, 2. tekstrække, og det er muligt at følge gudstjenesten fra Viborg Domkirke v. domprovst Thomas Frank, den sendes direkte på Viborg Domkirkes hjemmeside og Facebookside, eller man kan lytte til gudstjenesten fra Københavns Domkirke på P1 v. biskop Peter Skov-Jakobsen, eller man kan følge en anden kirkes gudstjeneste på et af de mange medier vi bruger.


Evangelieteksten til i morgen kan findes både på Bibelselskabets og Folkekirkens hjemmeside, og desuden bag i salmebogen. Det er Johannesevangeliet 6,24-35 og det sidste vers lyder sådan her:


Jesus sagde til dem: "Jeg er livets brød. Den der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig skal aldrig tørste".


Jeg laver ikke en nogen liveprædiken, men jeg vil gerne dele denne lille fortælling med jer, som optakt til søndagen.

Det var lige efter 2. verdenskrig. Der var megen elendighed i Tyskland ikke mindst i Berlin, hvor apotekeren lå syg. En dag kom postbuddet med en pakke fra en af apotekerens venner og i pakken lå et halvt brød. Det skulle apotekeren have, så han kunne komme til kræfter, stod der på det vedlagte brev.

Men apotekeren tænkte, at inde hos naboen, en lærerfamilie, var der en lille pige, som var syg. Og apotekeren tænkte: " Jeg er gammel. Hun trænger mere til brødet end mig." Han fik bragt brødet ind til naboen.

Nabokonen kom til at tænke på en gammel enke, som boede i en lille lejlighed øverst i ejendommen. Der var koldt deroppe under taget, hvor enken boede. Brødet blev båret derop.

Men enken havde en datter, som boede nederst i ejendom, i kælderen. Hun var alene med 3 børn. Hendes mand var meldt savnet ved fronten og enken vidste, hvor lidt mad de havde, de 3 børn. Brødet blev båret derned.

Men den enlige mor tænkte: apotekeren er syg og gav os gratis medicin da min lille pige var syg. Han har mere brug for brødet end os.

Sådan gik det til, at det tilsendte halve brød igen endte hos apotekeren, som også straks genkendte det. Tror I han spiste det? Nej, han gemte brødet i et skab, for det var nu blevet helligt for ham - et tegn på den omsorg og taknemmelighed, der skaber overflod ved at blive delt. Så selvom apotekeren gik sulten i senge igen den aften og hele opgangen i øvrigt også, så var det fyldt af noget andet, som overbeviste ham om, at selvom der var megen elendighed netop nu, så skulle de nok klare sig igennem. Hvis blot de huskede på omsorgen, kærligheden, sammenholdet og taknemmeligheden over alt det, de trods alt havde, selvom det i virkeligheden var forsvindende lidt. Amen.


Må det blive en smuk dag, fyldt med livsmod, tro, håb, og kærlighed!


Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

FRED

 

Aftenbøn af Tine Illum:

 

Jesus Kristus,

Tak fordi du lader ord vandre ned fra himlen

På englefødder

Og taler til os mens aftenen falder på.

Bliv hos os nu hvor solen går bort.

Vores svigt og forsømmelser er en hovedpude af sten.

Og vi beder:

Fortæl os igen og igen at du aldrig forlader os,

Men er med os både nat og dag.

Sæt englevagt om verden. Amen

 

 

Der er næsten intet som aftenfred, den stille, tyste fornemmelse, når man færdes ude i naturen allersidst på dagen, i aftenskumringen, i måneskin eller bælgmørke. Men især fornemmelsen den time, hvor solen er lige ved at gå ned, og alt bare er helt stille omkring én.

Det mærkes i særlig grad i øjeblikket, for de fleste af os retter os efter de påbud og forbud vi har fået givet. Så der er, herude på landet, hvor jeg bor, ikke særlig meget trafik.

Jo, der er andre end os, der går aftentur, men forleden aften mødte vi i løbet af en lille time blot to biler og et par, der luftede hund, så her er stille og tyst om aftenen.

 

Her er stille, så stille så man kan komme til at længes efter høj latter og glædesudbrud, lidt for høj musik fra et åbent vindue, lyden fra fodboldbanen af glade børn og unge, der spiller bold. Der er næsten for meget fred. Jeg holder ellers så meget af freden, men allerede nu længes jeg efter velkendte lyde, der fortæller, at alt igen er blevet godt.

 

Det er ikke nu, der er måske længe, længe til, og vi kan heldigvis selv være med til at sætte lyde på vores liv: vi kan synge (f.eks. hver morgen kl. 9.05 på DR1 – på hverdage, i weekenden er det en time senere), vi kan tale med dem vi bor under tag med, vi kan ringe til dem, der måske mangler at høre en stemme, vi kan bede vores bønner til Gud højt!

Der er så meget vi kan gøre, og jeg er sikker på, de fleste af os også gør det.

 

I aften vil jeg i helt særlig grad nyde aftenfreden. Det har været en dag med mange samtaler på mail, messenger, sms og i telefonen, for konfirmationerne skulle i hus og det kom de.

Helt enestående så forstående og tålmodige konfirmander og forældre har været, hvor er der meget at være taknemmelig for også i denne tid. Jeg takker hver dag Gud for, at jeg blev kaldet til at være præst lige her, hvor jeg er – også sådan en dag, hvor jeg er blevet helt træt af at høre min egen stemme og helt træt af at træffe beslutninger. Så i aften vil jeg nyde aftenfreden, Guds fred, og bliver der for stille, så vil jeg nynne Ingemanns dejlige aftensalme for mig selv, den lærte jeg udenad som barn, eller som det mere poetisk hedder på engelsk, den lærte jeg ”by heart”, den kan jeg med hjertet.

 

Gid alle må opleve Guds fred! God aften og god nat!

 

 

 

1 Fred hviler over land og by,

ej verden larmer mer,

fro smiler månen til sin sky,

til stjerne stjerne ser.

 

2 Og søen blank og rolig står

med himlen i sin favn;

på dammen fjerne vogter går

og lover Herrens navn.

 

3 Der er så stille og så tyst

i himmel og på jord;

vær også stille i mit bryst,

du flygtning, som der bor!

 

4 Slut fred, o hjerte, med hver sjæl,

som her dig ej forstår!

Se, over by og dal i kvæld

nu fredens engel går.

 

5 Som du, han er en fremmed her,

til Himlen står hans hu;

dog i det stille stjerneskær

han dvæler her som du.

 

6 O, lær af ham din aftensang:

Fred med hver sjæl på jord!

Til samme Himmel går vor gang,

adskilles end vort spor.

 

7 Fred med hvert hjerte, fjern og nær,

som uden ro mon slå!

Fred med de få, som mig har kær,

og dem, jeg aldrig så.

 

B. S. Ingemann 1823, Melodi: Rud. Bay 1827


Dagens ord

 Dagens ord v. sognepræst Inge Mader


1 Hvor du sætter din fod,
drysser frø af de drømme du driver imod.
Ved de veje du finder,
vil man snart plukke minder.
Om du flyver omkring eller står og slår rod,
bli´r der spor af din fod.


2 Når du åbner din hånd,
ser du synlige spor af usynlige bånd.
Du har fat i et stykke
af dit medmen´skes lykke.
Det kan føles som fnug eller veje et ton:
Det er lagt i din hånd.


3 Vil du vugge dit skød,
går du med i en dans som fra skabelsen lød.
Vores fremtid bli´r farvet
af den klang du har arvet.
Det er slægternes rytme der rører dit kød,
sød musik i dit skød.


4 Når du husker at le,
lukker ho'det sig op og gi´r lyset entré.
Vi begriber med latter
hvad fornuft ikke fatter.
Det er li'som et kærtegn fra livets idé
når du vover at le.


5 Du er en del af et os.
Der skal mere end én til at elske og slås.
Vil du yde dit bedste
for dig selv og din næste,
må du vælge hver dag mellem tillid og
trods:
Er det mig eller os?


6 Fra din tå til din top
er du skabt i et stykke der ikke går op.
Hvad du gi´r på din færden
mangedobles af verden
og la´r tro, håb og kærlighed vokse og nå
fra din top til din tå.

Tekst: Jens Sejer Andersen, 2001. Mel: Sigurd Barrett, 2001

Når Danmark i morgen kl. 9.05 synger sammen, men hver for sig, er en af sangene Jens Sejer Andersens smukke sang skrevet til Viborg Gymnastik- og Idrætshøjskoles 50 års jubilæum i 2001.
Medmennesket, dansen, latteren og fællesskabet er i centrum i sangen.
Sangens centrale budskab er den omvendte jantelov: "Du skal ikke tro, at du kan slippe for at være noget".
Det samme som Jesus siger til os i næstekærlighedsbuddet Mt 22,37: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv", og i den gyldne regel: Mt7,12: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.
Du skal ikke tro, du kan slippe for at være noget!
For du gør en forskel, bare ved at være dig - sæt den ene fod foran den anden og gå en tur, hver dag, hvis du kan - og hold afstand til andre, for lige nu gør du en forskel, som menneske ved at følge de retningslinjer vi er blevet givet.
Dine fødder vender fremad, derfor se frem! Det, du har med dig fra slægten fra familien, fra fortiden har nok været med til at gøre dig til den, du er i dag, men hvordan din fremtid bliver, det er du selv med til at bestemme, det er ikke din fortid der definerer dig som menneske.
Du er Guds menneske, du er Guds elskede barn og ved være mod andre, som du gerne vil at andre er mod dig, og ved at elske Gud, elske din næste og dig selv, så gør du det, du er sat til at gøre her på jorden. Husk du altid er en del af et "os", hvis ikke med andre, så altid med Gud.
Livet som menneske er et liv i fællesskab med andre, lige nu har alle fællesskaber det svært, men vi ved, vi tror, vi håber, at det bliver godt igen!
Derfor lev, elsk, le, syng - gør en forskel. Det kan godt være du må bruge telefonen, skype/facetime eller andet til at fortælle dine kære, at du holder af dem, men lad dem vide, at det er sådan det er, indtil dine fødder igen kan gå ind ad den dør, der lige nu er lukket og du kan sige det til dem ansigt til ansigt.
Må det altid være troen, håbet og kærligheden, det der sejrer! Både i forholdet til Gud og i forholdet til medmennesket!
Sæt den ene fod foran den anden, og gå ud og gør en forskel, når du kan og hvor du kan, for hvor du sætter din fod betyder noget for andre end dig selv!  Du skal ikke tro, du kan slippe for at være noget!
Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

”Sæt fredens due som et skjold mod mørke, død og krigens vold – du Himmelbuens Herre”.

 

I går talte Danmarks dronning til os! Det er aldrig sket før, at hun har talt til nationen på andre tidspunkter end i Nytårstalen.

Der var god grund til at lytte til majestætens kloge og gribende ord til os, for det kan ikke understreges kraftigt nok, at vi skal tage det her alvorligt! Virkelig alvorligt! Det er nogens mor, far, søster, bror, bedstefar, bedstemor osv. der er syg, eller desværre allerede er død, det er mennesker, det her handler om, mennesker som os selv, ikke bare tal i en statistik.

Må Gud være med alle syge og døende, alle døde og sørgende herhjemme og overalt, hvor Corona’en hærger!

Landets biskopper har i dag meddelt at alle konfirmationer udskydes til efter pinse!

En klog beslutning, som forhåbentlig giver os tid nok til at komme tilbage til en form for ”normaltilstand”, vi kan kun håbe og bede til at det ikke trækker endnu længere ud!

Når alle lytter og følger de råd og anvisninger der gives os, fra dem, der vitterlig er de kloge på det her, så er jeg vis på, at der kommer en dag, forhåbentlig inden alt for længe, hvor vi kan slå dørene op til kirkerne, tænde lys og holde festgudstjenester for at fejre livets sejr over døden og lysets sejr over mørket, samtidig med at vi i kærlig respekt mindes dem, der mistede livet!

Netop dette, at der må og skal komme dage efter virussen, mindede mig om fortællingen om Noas Ark fra 1. Mosebog kapitel 6-9.

Den slutter sådan her:

Gud sagde: »Dette er tegnet på den evige pagt, som jeg vil stifte mellem mig og jer og alle levende væsener hos jer.  Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden.  Når jeg samler skyer over jorden og buen kommer til syne i skyerne, da husker jeg på min pagt med jer og alle levende væsener, alt levende; vandet skal aldrig mere blive til en vandflod, der ødelægger alt levende.  Når buen viser sig i skyerne, vil jeg se den og huske på den evige pagt, som er mellem Gud og alle levende væsener, alt levende på jorden.«  Gud sagde til Noa: »Det er tegnet på den pagt, som jeg har oprettet mellem mig og alt levende på jorden.«

Regnbuen minder mig, hver eneste gang jeg ser den, om den pagt, om Guds kærlighed, der er så stor at den rækker længere end vi tror og ved. Den kærlighed, der er så stor, at den rummer fortællingen om Gud som menneske, om den første påskemorgen, og om den første pinsedag og det liv, der er og bliver vores.

Troen, håbet og kærligheden samles i billedet af regnbuen, og for mig rummes regnbue-billedet i særlig grad i salmen ”Spænd over os dit himmelsejl”, nummer 29 i salmebogen (Tekst Leif Rasmussen 1988, musik Hans Holm 1988).

Lige netop regnbuen som billede på håbet, er også det mange bruger i Italien i øjeblikket. Det delte TV2 Østjylland et opslag om i går.

I dag har vi derfor fået en regnbue i vinduet, måske andre kunne have lyst til at gøre det samme?

Lad os sprede håbet, lad os sprede regnbuer!

Måske det kunne være børnenes hjemmearbejde i Billedkunst i morgen og de næste dage?

 

Lad håbet sejre! Guds fred og alt godt!

29 Spænd over os dit himmelsejl.

Rør jorden med din finger.

Lad himmelbuen være spejl

for lyset, som du bringer.

Sæt fredens bue som et skjold

mod mørke, død og krigens vold –

du himmelbuens Herre.

2 Skænk os det klare kildevæld,

som skaber liv i strømmen.

Vi finder ikke kilden selv,

så hold os fast på drømmen:

At du er livets kilde,som

får blinde til at se sig om –

du underfulde Herre.

3 Vær sol på vores mælkevej,

og varm os i din sfære.

Lad Hellig-ilden brede sig,

så vi får mod at bære

vor klode som en blomstereng,

et liv i broget sammenhæng –

du fællesskabets Herre.


Dagens ord

Dagens ord ved sognepræst Inge Mader

Klokken ca. 6.30 i morges var himlen så smuk som nogensinde og straks dukkede en af mine yndlingssalmer op i min hjerne - den bor i mit hjerte ❤ 
I dag deler jeg den her, også selvom det er Ingemanns mandags-morgensalme. 
Ved at trykke på linket kan man både læse salmen, læse om salmen og lytte til den.

 

Vi har alle brug for lysets engle i øjeblikket, og for at engle står vagt om os alle. Især de af vores kære, der lige nu må mangle besøg og en varm hånd. 
Guds velsignelse over dagen i dag og vores liv 

Lysets engel går med glans


Dagens ord

”Dagens ord” af Inge Mader

 

Tro er at vove sig udad varsom og kærlig og klog!

 

I dag, den 16. marts er det 45 år siden jeg blev konfirmeret i Haarby Kirke af sognepræst Sophus A. Boas.

Jeg var så nervøs, at jeg faktisk ikke husker spor af, hvad der skete i kirken og da slet ikke, hvad der blev sunget. Jeg tror vi sang ”Den signede dag”, men måske er det min erindring, der spiller mig et puds! Vi piger havde ens konfirmationskjoler på, som vi havde syet i håndarbejde. Hvid Spinlon, det vil sige, min var nu ikke så hvid, jeg havde svedt meget over den og det afspejlede sig i farven! Jeg blev knap og nap færdig, jeg kan ikke sy! Kjolen var kun riet op og jeg var bange for at komme til at træde i sømmen. For at ingen skal sidde og tænke, ”hvordan så den så ud”, så er dagens billede af en bly, ung kvinde rent faktisk undertegnede!

 

Dagen fik mig til at tænke på konfirmation, hvor stor en dag det er. Den gang og nu.

 

Jeg holder uendelig meget af konfirmationsdagene i kirkerne. Holder så meget af at se ”mine” børn stråle af glæde og nervøsitet, nogle af dem en anelse akavede i deres nye og anderledes tøj, men alle sammen ”høje” af forventning. Tænk, alt det, der bliver gjort for deres skyld, lige den dag!

Lad mig straks afkræfte alle rygter om, at det skulle være for festens skyld og pengenes og alt muligt andet, det er det ikke! Konfirmander af i dag tror på Gud! Sådan er det bare! Årtiers børnearbejde, babysalmesang, rytmik og spaghetti-gudstjenester har været med til at gøre dem fortrolige med kirken, troen og Gud.

Der er i den grad håb for den fremtid, vi ved kommer, på den anden side af Corona! Så nej, man får ikke mig til at ryste på hovedet af ”de unge i dag”, jeg er stolt over at kende dem! Ikke bare fordi de tror på Gud, men fordi de er fornuftige og velovervejede mennesker, fulde af klogskab og hormoner i et!

 

Hvert år vælger jeg en salme til konfirmationerne, de øvrige vælger konfirmanderne. I år bliver ”min” salme Troen er ikke en klippe af Jens Rosendal, 1987 og med musik af Jens Nielsen 1988.

 

Jens Rosendal fortæller selv, i bogen ”Du kom med alt det der var dig”, Gyldendal 2019, at salmen blev skrevet under et hospitalsophold, hvor han hver dag under indlæggelsen havde teologiske samtaler/diskussioner med ham, der lå i sengen ved siden af. De havde forskellige Guds-opfattelser og stod hver sit sted i det danske teologiske landskab. Jens Rosendal er sikker på, at han ikke fik rokket ved den andens overbevisning, til gengæld blev salmen hurtigt et hit på efterskoler og højskoler, blandt unge mennesker mange steder, og med god grund! Nu prøver vi også at synge den ind her hos os, så den også får liv hos os! På kirkens Facebookside ligger der et videoklip fra den 8. marts, med de to første vers af salmen, årets konfirmander synger.

 

Må troen, håbet og kærligheden være med os alle, til trøst og opbyggelse i en tid, hvor det meget er mere svært end det plejer at være!

 

Guds fred og alt godt!

 

1 Troen er ikke en klippe

midt i et stormpisket hav,

tro er at sejle trods bølger

over en truende grav.

2 Troen er ikke det sikre

midt i en verden af fald,

tro er at være til stede,

høre, når nogen har kaldt.

3 Troen er aldrig artikler

trykt i en indbunden bog,

tro er at vove sig udad

varsom og kærlig og klog.

4 Troen er det, som kan svigte

i en forfærdelig stund,

troen er det, der kan gribes

midt på den gyngende grund.

5 Tro er det levende, nære,

som gi’r mig kræfter og mod

så jeg går med dig på vejen,

selv om jeg ikke forstod.

6 Tro er at løfte din stemme,

der, hvor din fjende har magt,

tro er at satse på håbet

udsat for verdens foragt.

7 Tro er utrolige kræfter,

som vil forandre alt.

Vove sig dybt ind i mørket,

hvis der for alvor er kaldt.


Dagens ord

Præstens hilsen søndag

Dagens ord ved sognepræst Inge Mader

Mit ”hvilested” i denne tid, som så ofte før, er Jesu ord: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. (Matt. 11, 28). 
Det forlader jeg mig på! Om hvilen er i livet eller i evigheden, det ved kun Gud. 
Ordene står skrevet på alteret i Københavns Domkirke, Vor Frue, ved Bertel Thorvaldsens Kristusfigur og lige nøjagtig billedet af skulpturen satte en tanke i gang i mig, for hvordan fejrer vi gudstjeneste sammen, når vi ikke kan komme i kirke? 
Hvis du er vant til at søndagens gudstjeneste er en del af dit DNA, hvad gør du så i dag og de næste 2 søndage, når du ikke kan komme i kirke.
Der er mange muligheder, heldigvis er der mange præster og kirker livestreamer en gudstjeneste uden menighed, mange præster lægger en prædiken op på de sociale medier. Senere i dag lægger Viborg Domkirke en andagt ud på deres hjemmeside og facebookside optaget i Domkirken i dag, så der ikke kommer et brud i den kontinuerlige søndagsgudstjeneste i Domkirken, der har varet fra den første Domkirke og frem til nu. 
Men hvis du har brug for at føle dig som en del af en gudstjenestefejrende menighed, i dag og de næste søndage, evt. sammen med mig, så er min ide til søndagene denne:
Gør et ”gudstjenesterum” klar, evt. ved at tænde et lys og måske sætte et billede der betyder noget for dig, eller en måske en blomst sammen med lyset, find et glas portvin, saft eller lignende, find en kiks eller en småkage og vær på den måde klar til at fejre nadver, hvis du har en salmebog, så tag den frem, sæt dig i en god stol (der skal jo være fordele ved, at være i kirke hjemme hos sig selv), hvor du kan se lyset og tænd radioen på P1. Klokken 10.00 transmitteres højmesse fra Københavns Domkirke. 
Det er den gudstjeneste jeg i dag vil lytte til og tage del i fra min gode stol, og tanken om, at der måske er nogle af jer, der plejer at fejre gudstjeneste sammen med mig om søndagen, der vil gøre det samme, varmer og giver mig en fornemmelse af at vi er sammen om troens glædelige budskab til trods for, at vi sidder hvert sit sted.

En god og glædelig søndag til alle, Guds fred og alt godt!

Det er i dag 3. søndag i fasten, anden tekstrække og her kommer den bøn, jeg ville have indledt gudstjenesten med, sammen med dagens læsninger.
Jesus Kristus!

Du er vort håb, vort eneste håb.
For selv når vi føler os frie
Og tror, vi kan gøre, hvad vi vil, 
er vi bundne på hænder, fødder og hjerter.
Kræfter i os og magter udefra
vil styre vore tanker og handlinger,
så vi ikke gør det, vi skal og det, du vil.
Herre, kom os til hjælp!
Få os til at høre dit ord, så vi tror
og holder os til dig
og griber den frihed, du giver os.
Indgyd os sandhedens og kærlighedens mod
til at trodse dem, der vil føre os bort fra dig.
For dit ord er sandhed fra evighed og til evighed. Amen (Bøn af Holger Lissner)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Joh 8,42-51

* Denne hellige lektie skrives i Anden Mosebog: Da sagde Herren til Moses: »Skynd dig ned! Dit folk, som du førte op fra Egypten, har handlet slet. De er allerede veget fra den vej, jeg pålagde dem at følge. De har støbt sig et billede af en tyrekalv; de har tilbedt den og ofret til den, og de har sagt: Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten.« Og Herren sagde til Moses: »Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk; lad mig bare tilintetgøre dem i min vrede! Men dig vil jeg gøre til et stort folk.« Dagen efter sagde Moses til folket: »I har begået en stor synd. Nu vil jeg gå op til Herren; måske kan jeg skaffe soning for jeres synd.« Så vendte Moses tilbage til Herren og sagde: »Ak, dette folk har begået en stor synd; de har lavet sig en gud af guld. Gid du dog vil tilgive dem deres synd! Men hvis ikke, så slet mig af den bog, du fører.« 2 Mos 32,7-10.30-32

Denne hellige lektie skrives i Johannes' Åbenbaring: Skriv til englen for menigheden i Efesos: Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, han som vandrer mellem de syv guldlysestager: Jeg kender dine gerninger og din møje og udholdenhed og véd, at du ikke kan døje de onde, og at du har prøvet dem, der påstår at være apostle, men ikke er det, og har fundet, at de lyver. Du har udholdenhed og har døjet meget på grund af mit navn og er ikke blevet træt. Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig. Men det fortrin har du, at du hader nikolaitternes gerninger, som jeg også hader. Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis. Åb 2,1-7


Dagens ord

Præstens hilsen lørdag

”Dagens ord” af sognepræst Inge Mader

Danmark er lukket! Jeg tror ikke, jeg er den eneste der har det svært med den nye situation, men jeg håber og tror, at vi alle er opmærksomme på, at de beslutninger der træffes er til vores fælles bedste på længere sigt.

Jesus siger i Matthæusevangeliet kap. 6,34 at vi ikke skal bekymre os for dagen i morgen, men det er svært, for ikke at sige umuligt i øjeblikket, ikke at bekymre sig! For når vi har mennesker i vores liv vi elsker, og som elsker os, så kan vi ganske enkelt ikke lade være med at bekymre os!

Men vi kan og vi skal lægge vores bekymringer frem for Gud i tro og tillid til, at han kan bære det, vi ikke kan bære – også vores bekymringer. Det får dem ikke til at forsvinde, men måske der kan være en trøst i, at ingen af os bærer alene!

I dag fik vi den første melding om, at et mennesker her i landet er død af Corona-virus, et ældre menneske, lad os bede for personens kære, at de får mod og kræfter til at gå ind i de nye dage med sorgen som følgesvend og lad os bede for alle, der har Corona tæt inde på livet, som smittet, som pårørende, som personale på sygehusene, lad dem vide, at vi ikke svigter ved at handle tåbeligt og selvisk.

Lad os sammen udvise samfundssind og følge de givne forskrifter, der er ingen, der synes forbud og påbud er sjove, men de er lige nu nødvendige og vores bønner må også gå til dem, der skal træffe de svære og tunge beslutninger på alles vegne.

Lige nu må vi være tilstede i det liv der er vores med de sorger og bekymringer men også glæder, som dagene bringer os, for vi lever videre, i troen på og i håbet om, at der kommer en tid efter pandemien, en tid, hvor vi igen kan udveksle håndtryk og give hinanden et knus! 

Jeg kom til at tænke på den smukke sang, ”Mørkets sang”, (nr. 133 i Højskolesangbogen) som Benny Andersen skrev både tekst og musik til i 1978, hvor ordene ”vis mig dit ansigt før alt er forbi, da er vi begge tilstede” og i sidste vers ”så er vi alle tilstede”, har klinget med i hele min dag – for det mindste vi kan gøre – om end på afstand – det er at blive ved med at vise hinanden vores ansigt, bekymret, ubekymret, smilede, sørgende, delvis dækket af en maske, eller åbent og bart – lad os være til stede i hinandens liv, så godt det lader sig gøre i øjeblikket! Lad os forsøge at sende hinanden et smil, når vore veje krydses, og lad os passe på hinanden og derved også på os selv!

Vil man vide mere om sangen, så se engang på Højskolesangbogens hjemmeside.

 

1 Floden er gammel, og floden er ung.

Byen er sorgfuld og munter.

Natten er glædelig. Natten er tung.

Livet er timer, sekunder.

Hold dig til livet et stykke endnu.

Døden har masser af venner.

Æd kun af mørket, men tro på at du

snart finder hende, du kender.

 

2 Lande bli’r nedlagt og lande består.

Venner forsvinder og savnes.

Livet er mer end sekunder og år.

Snart vil vi mødes og favnes.

Gribben er ikke en kolibri.

Lænken er ikke en kæde.

Vis mig dit ansigt før alt er forbi

så er vi begge tilstede.

 

3 Luften er lummer, og sommeren går

forår er noget, man mindes.

Livet er mer end sekunder og år.

Forår er der, hvor hun findes.

Danmark er lukket og gået i hi.

Gold er en indkapslet glæde.

Vis mig dit ansigt før alt er forbi

så er vi begge til stede.

 

4 Mure kan gi' sig, men luften er hård.

Livet begynder at stramme.

Husk, selv om rotterne slikker dit sår,

lys er den mørkeste flamme.

Affind dig ikke med mørkets magi.

Rut med dit forråd af glæde.

Vis mig dit ansigt før alt er forbi

så er vi begge til stede.

 

5 Træer kan vælte og riger forgå.

Kloder kan vælte som ærter.

En ting er drøj og går aldrig i stå:

kærligheds magt over hjerter.

Mørket vil binde, men lyset gør fri.

Bred er den smalleste glæde.

Vis mig dit ansigt før alt for forbi

så er vi begge til stede.

 

6 Mørket kan larme og mørket er tyst.

Sorgen er nem nok at lære.

Jeg ved en zone, hvor mørket er lyst.

Der vil jeg synge og være.

Ånd på mit hjerte og tæl så til ti.

Hør, hvor det vågner af glæde.

Vis mig dit ansigt før alt er forbi,

så er vi alle til stede.


Dagens ord

Præstens hilsen fredag

Sognepræst Inge Mader skriver:

 

Måske har du brug for at bede en bøn, måske har du svært ved at formulere en bøn. Måske har du en salmebog. I salmebogens bønnebog (s. 879)er der mange gode eksempler på bønner!

Nedenfor er et eksempel!

Med ønsket om en rolig nat til alle syge og bekymrede, alle smittede og raske, og bønnen om at vi må være her for hinanden i kærlig omtanke i nat, i morgen og alle dage!

Guds fred og alt godt!

 

Aftenbøn om fredagen II, fra Salmebogens bønnebog:

Jesus Kristus,

du som bor i lyset, men også møder os i mørket,

forbarm dig over os,

når vi mangler udholdenhed og kraft,

styrk os, når vi fanges i bekymring og angst.

Lad troen og håbet vokse og modnes i vort indre.

Tak for det, du i denne uge har givet os kræfter til at udrette.

Lær os at glædes over det, der lykkes for os - uden at blive hovmodige.

Tilgiv os, hvad vi har gjort af uret mod andre,

eller har forsømt.

Send os din Ånd, så vi ikke fortvivler over vore nederlag.

Korsfæstede og opstandne Herre,

du som kender døden og forladthedens mørke!

Vær med alle, der skal dø.

Giv din trøst og styrke til alle ensomme,

dem der tynges af savn og sorg,

dem, hvis liv formørkes af,

at ingen synes at have brug for dem.

Giv os tillid til at dele vort liv med hinanden,

vilje til at værne hinandens livsmod og glæde.

Hjælp os til at se hinanden. Amen.

Kalender