Nu går solen sin vej!

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

Aftenbøn af Simon Grotrian:

Kære Vorherre Jesus Kristus, jeg takker dig for, at denne dag er løbet til ende og aldrig kommer tilbage. Tak for enhver skabning, du holdt hånden over. Tak fordi solen har velsignet mine elysiske marker med endnu mere sandhed om det levendes forhåbning. Nætterne siler hinanden i møde i en flimrende kæde, skjult bag min rude. Månen knager. Tak fordi ensomheden ikke kan blive større. Tak for min kat, der kradser på døren. Tak fordi jeg aldrig er frit svævende i rummet uden forbindelse med et andet væsen i verden. Lad morgendagen åbne mine drømmes uendelige landskaber i virkelighedens plomberede jordbær. Lad åndedrættet blusse hér og hisset.

 

 

Det blev lidt sent i dag, så dagens ord er blevet til et aftenord. Dagen er blandt andet gået med samtaler med bekymrede mennesker, som på den ene side rigtig gerne vil i kirke, men på den anden side, var frygtelig bange for, at skulle i kirke i påsken. Nu er det hele faldet på plads, og vi præster og alle andre ansatte glæder os usigeligt til vi på en sikker og betryggende måde kan slå dørene op, når tid er!

Det er ikke i denne påske, men hvis man kigger rundt på nettet og på facebook, så tror jeg aldrig, at præster har været så meget ”på” som vi er i øjeblikket. Der er andagter, gudstjenester, live-streaming at finde mange steder. Vi vil alle sammen helst i ”vores” kirke, jeg er så heldig, at jeg har tre, der er ”mine”, men der er helt sikkert gudstjenester og andagter, prædiken o.a. at finde, for den der søger og har brug for gode ord og trøst i tiden! Desuden kan både Trine og jeg kontaktes, og vi har kontakt med rigtig mange i øjeblikket.

Som jeg sidder her og skriver og lyset lige så stille forsvinder, kom jeg til at tænke på, hvordan det er med nætter.

 

Sådan en nat, hvor intet forstyrrer, hvor samtalen er godt i gang, og hvor man måske er så heldig at have fri næste dag, så der bare kan tales frit og længe. En nat mellem venner, hvor maskerne falder og vi måske vover os ud i tanker og overvejelser, som er nye. Nætter på kollegiet, mens jeg var studerende, nætter med de nærmeste både før og siden. Der er noget helt særligt med de natlige samtaler, i hvert fald, hvis man er B-menneske, som jeg er.

Natten kan være et godt tidspunkt at tale sammen i fred og ro, der er ingen afbrydelser, nogle gange kan det være lettere at nærme sig hinanden uden at skulle gennemtrumfe egne synspunkter for enhver pris. 

 

En gang kom en farisæer ved navn Nikodemus til Jesus for at tale med ham om natten (Johannes 3,1-15). Det er en mærkelig samtale, de to fører, men sådan kan det også være om natten, det bliver måske lidt mere intenst.

 

Vores sindsstemning ændrer sig i løbet af dagen – og natten. Nogle af os er vitterligt klogere kl. 2 om natten end vi er kl. 7 om morgenen, for andre er det lige omvendt.

 

Nikodemus var måske et af de mennesker, der var klogest om natten! Eller også turde han ikke lade de andre farisæere vide, at han ville tale med Jesus, men i hvert fald tale de to sammen om natten, det fortæller Johannes os. Måske for at minde os om, at også de spørgsmål, der rører sig i os midt om natten – dem kan vi komme til Gud med.

 

Når vi har slukket lyset, når stilheden sænker sig, når dagen er slut, så er det at tankerne nogle gange kører, for nogle af os, og har vi ikke nogen at tale med, ja, så kan vi tale med Gud, om det, der rører sig i os, nogle gange får det simpelthen nogen til at falde på plads, andre gange slet ikke.

Nattens uforstyrrethed giver og rum og plads til mange, også store, tanker. Måske også de tanker der drejer sig om det vi næsten ikke kan sætte ord på og næsten ikke kan tænke til ende.  Eller tør tænke til ende.

 

Tankerne om de store og ufattelige ting. Alt det, vi ikke kan styre. Livet og døden og Gud og hvad meningen med det hele i grunden er; for vi kan have så svært ved at se mønsteret i Vorherres store strikketøj.

Alting har sin tid, og natten er måske i virkeligheden tankernes tid.

 

En tanke, der kan ramme os alle, tror jeg, er denne: Hvorfor gik det så galt, som det gjorde, hvorfor havnede jeg der, hvor jeg er nu, og hvor er tilbagespolingsknappen? Eller det kan være en bekymring, en smerte, et mørke, der pludselig letter – det kan føles, som at blive født på ny! Hvad samtalen mellem Nikodemus og Jesus da bl.a. også handler om.

 

I kristen sammenhæng er dåben at regne for en ny fødsel – i dåben fødes vi på ny til liv med Kristus! Ligesom fostervandet omsluttede os i moders liv og lod noget nyt blive til, sådan må dåbsvandet omslutte os for at noget nyt kan blive til.

Menneskets fødsel er alvorlig og glædelig - et under skabt af Gud.

Menneskets genfødsel er alvorlig og glædelig - et under skabt af Gud.

Noget nyt bliver til. Nyt liv bliver til. Livet som Guds barn.

 

Vi skal ikke satse på flere liv efter dette. Vi kan heller ikke få lov til at begynde forfra. Men vi kan leve hver dag hver nat – i vores lys og i vores mørke i troen på, at Gud giver os en ny begyndelse hver dag, efter hver nat kommer en ny morgen – med en ny begyndelse, et nyt håb – det fik Nikodemus måske den nat han talte med Jesus – lad os bede til og om, at natten og dagen giver os nyt liv og nyt håb at leve i. 

God nat og god morgen til jer alle sammen!

Guds fred og alt godt!

 

Holger Lissners aftensalme, som også er en af mine yndlingssalmer, salmebogens nummer 786, rummer måske lidt, af det jeg har forsøgt at beskrive.

 

1 Nu går solen sin vej

for at skinne på andre,

for alle på jorden har brug for dens lys,

og de håber og venter

på dagen, du skaber,

for kun i din sol, Gud, kan livet fornys.

 

2. Nu går landet til hvile,

og travlheden dæmpes,

og hjemmene fyldes af aftnens musik.

Vær med den, kære Gud,

der må sidde alene,

og den, der nu slider sig træt på fabrik!

 

3. Nu er timen til stilhed,

til bøn og til tanker,

til ord, som har vægt, og som kræver et svar.

Kom og rør ved os, Kristus,

så vi bliver åbne

for glæden og livet og freden, du har.

 

4. Nu er timen, hvor du

dømmer alt det, vi gjorde,

som vendte os bort fra vor næste og dig.

Nu er timen, hvor du

sletter alt det, der skiller,

hvor du siger: Kom og vær hjemme hos mig!

 

5. Nu går solen sin vej,

men vi er ikke ene,

for du, Herre, lever og vender vor frygt,

så når du er i mørket,

er det ikke mørke,

når du er iblandt os, da sover vi trygt.

Holger Lissner 1980, mel. Erik Sommer, 1980.


Dagens ord

Duften af forår og sommer

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

Nu kom vi til første april og vejret her, hvor jeg sidder blev lidt gråt. Sådan er det ofte med april, man siger det er måneden, hvor vejret skifter oftere end i andre måneder. Jeg ved ikke om det er rigtigt, det kan man sikkert slå op i en eller anden statistik.

Jeg er dog sikker på at, det gælder, hvad der står i digtet af Bjørnstjerne Bjørnsson fra 1870, som min tante for næsten 50 år siden skrev i min poesibog. Jeg var 9 år og forstod ikke meget af det, men jeg kom til at holde af digtet og det dukker uvægerligt op i min hukommelse i begyndelsen af april.

Jeg vælger mig april!
i den det gamle falder,
i den det ny får fæste.
Det volder lidt rabalder,
dog fred er ej det bedste,
men at man noget vil!

Jeg vælger mig april,
fordi den stormer, fejer,
fordi den smiler, smelter,
fordi den evner ejer,
fordi den kræfter vælter,
i den bli'r somren til!

 

Digtet minder mig hvert eneste år om forår og om forandring. Det er der også andet der gør: i går og i forgårs blev der slået græs mange steder lige heromkring, hvor vi bor. Det er der mange, der her gjort længe, men de sidste dage har duften af nyslået græs ligesom hængt lidt længere i luften.

Der er forår i den duft, der er april i den duft, der er håb i den duft, håb om bedre tider! Håb om at vi igen kan møde hinanden ansigt til ansigt og se hinanden i øjnene på mere end to meters afstand. Det kan være, det varer længe endnu, lad os ikke forhaste os, lad os tage den tid, det tager, så vi er sikre på, at det går an at mødes, når det sker! Lad os blive ved med at følge de udstukne retningslinjer! Om ikke andet så fordi, det tjener din næste bedst!

 

Når duften af nyslået græs rammer mine næsebor, så er der en salme, der rammer min hjerne og mit hjerte samtidig med, nemlig ”Det dufter lysegrønt af græs” eller ”sommersalme”, af Carl David af Wirsén. Skrevet på svensk i 1889 og oversat i flere omgange af Johannes Johansen. Salmen er en af de nye salmer, der kom med i salmebogen i 2002, hvor den har nummer 725.

 

Egentlig hører den slet ikke foråret, men den tidlige sommer til, men det ændrer ikke ved, at den dukker op i mit hoved, når duften af græs rammer mine næsebor – her i foråret. Når vi når hen sidst i juli og græsset på en god sommer står lidt gult og solsvedent, så har jeg ikke helt samme lyst til at synge salmen.

Men salmen rummer i sig både sansningen af Guds gode skabelse, lige her og nu og så løftet om, at der skal komme en ny himmel og en ny jord, og kan derfor i virkeligheden godt synges på alle årstider, for i vores liv gælder det netop dette at selv om alt græs bliver hø, så er det sådan at: ”Jesus Kristus er det Ord, der skaber liv af døde, så ny bli’r himmel, ny bli’r jord..” Guds Ord blev kød og tog bolig i blandt os! Det Ord, Jesus Kristus, fejrer vi i påsken, der venter lige om hjørnet! Mens vi venter på, at det bliver godt igen omkring os og ikke mindst mens vi sender en kærlig tak til alle dem, der passer alle vores syge, og sender en kærlig tanke til alle de familier der i tiden må tage afsked med deres allerkæreste, på en helt anden måde, end de havde kunnet ønske sig!

Guds fred og alt godt!

 

Lyt til salmens melodi på salmebogen online eller på youtube, spotify eller andre steder, den er en ”ørehænger”.

 

Salmen i Johannes Johansens oversættelse/fortolkning rummer en del mere eller mindre skjulte bibelcitater, prøv en gang selv at gå på jagt: Matt 6,26-30; Luk 12,22-27; Salme 103; Åb. 21,1.5 og 22,20, Esajas 40,6,

 

1    Det dufter lysegrønt af græs

      i grøft og mark og enge.

      Og vinden kysser klit og næs

      og reder urtesenge.

      Guds sol går ind

      i krop og sind,

      forkynder, at nu kommer

      en varm og lys skærsommer.

 

2    Hør fugletungers tusindfryd

      fra morgen og til aften!

      De kappes om at give lyd,

      der priser skaberkraften.

      Hvert kim og kryb

      i jordens dyb

      en livsfryd i sig mærker

      så høj som himlens lærker.

 

3    Se, blomsterflorets farvepragt

      gør alle ord forlegne.

      Kong Salomon i kroningsdragt

      misundeligt må blegne!

      Alt smukt, vi ved,

      al kærlighed,

      den mindste fugl og lilje

      er, Gud, din skabervilje.

 

4    Ja, du gør alting nyt på jord,

      en sommer rig på nåde.

      Men klarest lyser dog dit Ord

      af kærlighedens gåde.

      Alt kød må dø,

      hver blomst blir hø.

      Når vissentørt står floret,

      da blomstrer evigt Ordet.

 

5    Ja, Jesus Kristus er det Ord,

      der skaber liv af døde,

      så ny blir himmel, ny blir jord,

      en verden grøn af grøde.

      Kom, Jesus, snart

      og gør det klart:

      den morgenstund du kommer,

      da gryr en evig sommer.

Tekst: Carl David af Wirsén 1889,

Dansk: Johannes Johansen 1985, 1988, 1993, 1995 og 1996.

Mel: Waldemar Åhlén 1933


Dagens ord

De dødes have – en tak til landsbygraverne!

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

I øjeblikket er der mange der ikke må, eller ikke kan udføre deres arbejde, som de plejer, sådan er det også i kirkeligt regi.

Men på pastoratets tre kirkegårde, der er vores tre gravere og en gravermedhjælper i gang igen efter nogle dages hjemsendelse!

 

Det er godt, at der bliver taget gran af, holdt rent, plantet forårsblomster, gravet grave, slået græs og alt, hvad der hører til. Det er både graverne, menighedsrådet og kirkegårdenes gæster glade for!

 

For en del år siden, i efteråret 2008, holdt jeg, i forbindelse med et kursus i grandækning på Almind Kirkegård, en lille andagt for de tilmeldte gravere, inden kurset gik i gang. Dagens billede stammer fra den dag. Det gav lidt præstationsangst, husker jeg, at holde andagt for graverne, for de hører jo, sammen med kirkens øvrige personale, alt hvad præsten siger!

 

Ale prædikener, alle taler, alle andagter – det hele. Skulle præsten en gang i mellem genbruge noget, der før har været sagt, ja, så ved graveren det! Det samme gør selvfølgelig kirkesangeren og organisten. Så hvis vi præster ikke skal forny os af andre grunde, så da i hvert fald for personalets skyld! Hvis altså personalet lytter til, hvad præster siger. Nu kan jeg jo kun udtale mig på egne vegne, men jeg synes faktisk at alle ansatte lytter aktivt med og kommer med mange positive kommentarer til prædikener og taler! Dejligt, at det er sådan det er at være præst her.  

 

Landsbygravere passer ikke blot kirkegården, de passer også kirken: holder rent, sætter varme på, ringer med klokken, gør klar til gudstjeneste, er sjælesørger for dem, der kommer på kirkegården, står til ansvar over for menighedsrådet, samarbejder med de øvrige ansatte, bedemænd og stenhuggere og mange andre. De skal af og til både nå en begravelse og et bryllup samme dag, og måske der kommer en kirkelig handling eller en gudstjeneste igen den næste dag – og der skal lige rives, ryddes op og gøres klar igen.

 

Når præsten kommer, når menigheden kommer, så er det hele gjort klar og det arbejde, der ligger forud, det tænker vi måske ikke altid over og værdsætter måske ikke altid nok!  Tak til jer, kære gravere, for det store arbejde I gør!

 

Når vi overhovedet har en kirke og en kirkegård, så hænger det faktisk sammen med den højtid vi nærmer os nu – påsken! Og den første påske, det hænger sammen med Kristi opstandelse fra de døde!

 

Opstandelse, ja at Gud blev menneske, levede, døde og opstod, rummer kimen til alt, hvad vi gør: gravere og gravermedhjælpere, præster, organister, kirkesangere og alle, der har med kirkens arbejde at gøre. For uden opstandelsen, så havde der ingen kirke været, så havde der ingen kristendom været.

 

Hvis ikke vi troede at Jesus var opstået fra de døde, så var der ikke noget at være kirke på. Hvis ikke vi troede at vi selv en gang skal opstå fra de døde, så var der ikke noget at holde hverken dåb eller begravelse på.

 

Hele forudsætningen for den kristne kirke, for 2000 år siden og i dag gemmer sig i det ene faktum, at Jesus opstod fra de døde!

 

Hvordan kunne han det? – Det er det spørgsmål alle konfirmander og mini-konfirmander og af og til også vi voksne, stiller? Og svaret er: Det ved kun Gud.

Jeg kan ikke bevise at det er rigtigt, jeg kan godt give dem ret der siger at det er ”helt vildt usandsynligt”, men det ændrer ikke ved, at jeg dybt i mit hjerte TROR at det er sandheden om mit liv – at Kristus opstod fra de døde – for som der står på prædikestolen i Almind Kirke: ”For således elskede Gud verden at han gav sin enbårne søn, så at enhver som tror på ham ikke skal fortabes men have evigt liv”.

 

På opstandelsen, på håbet, på kærligheden og på troen på at Gud vil os det bedste i livet og i døden dannedes for ca. 2000 år siden de første kristne menigheder, byggedes de første kristne kirker, og det bygger vi stadig kirke på i dag. Kirken kalder vi også for Guds hus.

 

Rundt om Guds hus har vi, i hvert fald på landet, den have, der hedder kirkegården, ”de dødes have”.

Den have, hvor vi begraver vores døde i tro på, at til vi skal se dem igen, hviler de i Guds hånd. Vi kan sige, at den døde kommer op til Gud, men vejen, op til Gud, den går gennem et gravsted på kirkegården – en kisteplads, en urnegrav, kendt eller ukendt – men dog kendt af Gud. Eller som et barn sagde til mig for mange år siden: ”for at komme op til Gud skal man først ned i jorden”!

Fordi det er sådan, passer vi godt på vore døde.

Gravhaven, kalder vi stedet for Jesu opstandelse, måske er det derfor kirkegården også kaldes ”De dødes have”.

En have sætter vi hegn om, et dige – om hele kirkegården og vi sætter små hække eller andet om hvert enkelt gravsted. Haver skal passes, de passer ikke sig selv, selv om nogen af os måske godt kunne ønske os det.

Men haverne på kirkegården, dem passer graverne, hvis ikke de pårørende selv gør det. Jeg ved, at det er der uendeligt mange pårørende, menighedsråd og præster, der sætter stor pris på! Jeg tror ikke der findes noget sted i verden, hvor vi passer så godt på vores døde, som i Danmark. Jeg har set kirkegårde mange steder i både Europa, USA og Canada, men de smukkeste, det er nu de danske, synes jeg, selv om de tyske og svenske kirkegårde jeg har besøgt nu også er meget smukke.

Takken for, at vi har så smukke kirkegårde, ja, den skal rettes til dem, der i sin tid fandt på, at der skulle ansættes havemænd til at passe de dødes haver og til dem, der har udført arbejdet gennem generationer frem til jer, både mænd og kvinder, der er kirkegårdsgravere nu! TAK!

 

Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Mandagstanker

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

Lydspor til dagens ord er sangen ”nær” af Michael Falch. Den kan findes på Youtube eller på Michael Falch facebookside. Teksten ligger på hjemmesiden: ”Michael Falch Tekster”.

Det er mandag i dag, min faste fridag.
I min barndomsby var det sådan, at om mandagen holdt bageren og kirken lukket!
Nu har kirkerne været lukkede siden den 13. marts og er lukkede til efter påske. Så har præsten vel også lukket? Nej, det har I nok opdaget, at jeg ikke har, hvis I læser med her. I dag har jeg ikke en gang kunnet finde ud af at holde min fridag, det kunne jeg heller ikke sidste mandag og heller ikke mandagen før og det kan jeg nok heller ikke på mandag. For dagene er anderledes end de plejer at være!
Det er også som om, det vi ”plejer” at gøre, når vi holder fri, det for nogle af os er sværere her under Covid-19.
At slappe af er ikke så let i øjeblikket, men det er vigtigt at slappe af, for vi skal ikke være alt for bekymrede, vi skal holde modet oppe, vi skal tro og vi skal håbe!
Ind i mellem kan det dog være lidt svært at have hjertet med.

Mon ikke de fleste af os er mere eller mindre psykisk påvirkede af pandemien.

Jeg plejer at sætte mig med mit hækletøj, når jeg skal slappe af. Jeg har en god veninde, der plejer at sætte sig med sit strikketøj, når hun skal slappe af. Det virker måske ikke helt så afslappende som det plejer!

Livet er anderledes i øjeblikket, og vi opfører os anderledes, ikke bare fordi vi er nødt til det og skal holde afstand, men også fordi nogle af os er nødt til at finde nye måder at hvile hjernen på.
Som barn og ung lagde jeg puslespil i et væk, det er jeg nu begyndt på igen – og har opdaget at det er jeg ikke alene om! Jeg har også opdaget, at her gemmer afslapningen sig lige nu. Forleden så jeg, at en havde skrevet på facebook: ”puslespil er det nye gær”. Vi køber puslespil, som aldrig før og lægger dem, alene eller hvis vi er så heldige at bo flere under samme tag, så gør vi det sammen.

Vi rykker i det hele taget sammen på en ny måde i øjeblikket, de fleste af os husker at tage hensyn, og vi sender overbærende blikke til hinanden, når vi støder på dem, der ikke gør.
Hvad gør vi ellers? Ja, jeg har prøvet at lave en lille liste, måske du kan finde dig selv på den?

Nogle af os får måske gået lidt flere ture, end vi plejer
Nogle af os ser måske lidt flere tv-serier, end vi plejer
Nogle af os synger måske lidt flere morgensange end vi plejer
Nogle af os har måske fået for vane at standse op et minuts tid og bede et fadervor kl. 12.00
Nogle af os læser måske lidt mere i Bibelen eller andre bøger end vi plejer
Nogle af os tænker måske mere på Gud og beder flere bønner
Nogle af os spiser måske lidt mere, eller mindre, end vi plejer
Nogle af os husker måske på at give vores børn lidt flere knus
Nogle af os skælder måske lidt mere ud
Nogle af os drikker måske lidt mere, eller mindre, end vi plejer
Nogle af os følger måske lidt mere med i hinandens liv
Nogle af os er måske lidt mere – eller mindre – kreative end vi plejer
Nogle af os er måske lidt mere ensomme end vi plejer at være
Nogle af os ringer måske lidt mere til de ældre i familien eller vennekredsen
Nogle af os får måske ryddet lidt mere op og gjort lidt mere rent
Nogle af os arbejder måske lidt mere, eller mindre, end vi pljer
Nogle af os får måske endevendt haven og malet plankeværket
Nogle af os sidder måske bare og stirrer tomt ind i væggen
Nogle af os kommer måske netop til at skønne mere på vores hverdage og dagligdage i øjeblikket!

Fælles for os alle er at vi i større eller mindre grad påvirket af pandemien!

Min opfordring til os alle må være, at når dagligdagen vender tilbage, så skal vi huske på, hvad krisen lærte os – nemlig at vi kan være hinanden nær – også når det hele er som det plejer!
Guds fred og alt godt!

Hyldest til hverdagen, Dan Turéll, 1984:

Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter
Morgenkyssene
Postens smæld i entréen
Kaffelugten
Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser -
Jeg holder af hverdagen
Selv gennem alle dens irritationer
Bussen der skramler udenfor på gaden
Telefonen der uafladelig forstyrrer det smukkeste, blankeste stillestående ingenting i mit akvarium
Fuglene der pipper fra deres bur
Den gamle nabo der ser forbi
Ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er kommet i gang
Den konstante indkøbsliste i jakkelommen
med sine faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks
Den lille hurtige på den lokale
når vil alle sammen mødes med indkøbsposer og tørrer sved af panderne -
Jeg holder af hverdagen
Dagsordenen
Også den biologiske
De uundgåelige procedurer i badet og på toilettet
Den obligatoriske barbermaskine
De breve der skal skrives
Huslejeopkrævningen
Afstemningen af checkheftet
Opvasken
Erkendelsen af at være udgået for bleer eller tape -
Jeg holder af hverdagen
Ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera
Det skal til
med alle sine efterladte slagger
Så meget usagt og tilnærmelsesvist
vævende og hængende i luften bagefter
Som en art psykiske tømmermænd
Kun hverdagens morgenkaffe kan kurere -
Fint nok med fester! Al plads for euforien!
Lad de tusinde perler boble!
Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig
i hvilens og hverdagens seng
til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt
Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen.


Dagens ord

Underet er, at vi lever!

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

 

Bøn af Holger Lissner

Forunderlige Gud, lovet være du for din visdom, at du valgte svagheden frem for styrken, og sårbarheden frem for udødeligheden. I Marias skød blev din søn menneske som vi, af hendes veer fødtes glæden på jord, og i hendes barn fik din kærlighed ansigt og stemme, så vi ser din herlighed og må undres.

Vi beder dig: Lad også os blive overskygget af din Helligånd, så Kristus lever i os, og vi får mod til at tjene dig, styrke til at være svage, og kærlighed til at være givende. Da skal også vort liv kaldes helligt, og lovsangen skal lyde imod dig for den nåde, der strømmer imod os fra evighed og til evighed. Amen.

 

Dagens tekster er: Esajas 7.10-14 eller 1. Mos 18,1-5. 1 Kor. 1,21-31 og Lukas 1,46-55. Teksterne kan læses på folkekirken.dk og på Bibelskabets hjemmeside + bag i salmebogen.

 

 

Prædikentanker

 

I dagens evangelium er der gået et stykke tid fra englen Gabriel kom og viste sig for den unge pige, Maria og fortalte hende, at hun skulle føde Guds søn. Dagens evangelium er nemlig Marias Lovsang, den glædessang hun synger, da hun er kommet på besøg hos sin slægtning Elisabeth, hende, der bliver mor til Johannes Døberen.

 

Men prøv en gang at tænke på, hvad der er gået forud. Prøv at forstille jer, at en engel stod foran jer – eller måske snarere foran et af jeres børn eller børnebørn og bad hende om, at føde Guds søn! Temmelig skræmmende!

 

Jeg er næsten sikker på, at det i hvert fald ikke, var det at blive mor til Guds søn, Maria havde i tankerne, da hun sad og syede, gik og gjorde rent, eller hvilket stykke husarbejde hun nu, som den unge pige hun var, har været i gang med.

 

Hun var ikke gift, så at blive gravid, det ville være utænkeligt – om end ikke umuligt!

Men at blive gravid uden for ægteskab, det var der ingen unge piger på den tid, der drømte om. Det var en skamplet på ikke bare hende selv, men på familien. Det er såmænd ikke mange generationer siden at det også var sådan herhjemme.

 

Hun ville blive betragtet som et udskud, som kun derefter kunne ernære sig som prostitueret eller tigger. Sådan en tilværelse er jo ikke ligefrem noget, man lægger planer for, og da slet ikke, når man som Maria allerede var forlovet.

Nu kommer englen så – siger: frygt ikke! Og fortæller hende, at hun har fundet nåde for Gud, og skal føde et barn, og give ham navnet Jesus. Hvor må hun være blevet bange!

Der er ikke noget at sige til, at hun højlydt undrer sig og siger: ”Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand”.

Der var, set fra Marias synsvinkel, ikke meget glædeligt over det budskab Gabriel fortalte, i hvert fald ikke i første omgang.

Men Gabriel forklarer hende, hvad der skal ske: ”Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud”.

Det mest underfulde og glædelige skal ske, Guds søn skal fødes, hans skal have navnet Jesus, og Maria skal være barnets mor!

Det forunderlige er, at Maria til trods for, at hun må have vidst, at det her kunne betyde tab af ære og familie, derefter svarer Gabriel med ordene:  ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig, efter din vilje”.

Her er ingen protester, ingen argumenter frem og tilbage, for og imod.

Hun spurgte, hvordan det kunne gå til, Gabriel forklarede, måske ikke en forklaringen vi med vores fornuft ville acceptere som fuldgyldig, men det gør Maria og så stillede hun sig til rådighed, underfuldt! Det gjorde hun, er jeg overbevist om, fordi hun netop ikke brugte sin fornuft, men i stedet lyttede med hjertet. For havde hun brugt sin sunde fornuft, så ville hun have argumenteret inderligt imod alt, hvad Gabriel sagde. Hun ville jo kunne se frem til ydmygelser, skam, ærestab, brudt forlovelse og hvad ved jeg.

Men det underfulde skete, hun sagde: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!”

Underfuldt og ufornuftigt, og derfor fuldstændig menneskeligt.

Vi kender det nemlig godt, fornuften siger: ”Nej, hende skal du ikke forelske dig i”, men hjerter svarer: ”det skal du da ikke bestemme”, for du kan ikke forelske dig fornuftigt! Blot for at nævne et eksempel.

Sådan er det – heldigvis – at det underfulde sker, også for os almindelige mennesker, der lever i dag. Os der ikke sådan af Guds engle modtager bebudelser.

Når vi lader hjertet råde, så kan vi også tage imod underet.

For alt det, der er væsentlig og vigtigt for os i livet, det kan ikke nødvendigvis måles og vejes og regnes ud med fornuftige argumenter.

Hvordan måler vi vores børns første smil og latter?

Hvordan måler vi varmen i den elskedes blik?

Hvordan måler vi sorgen, når den vi elsker dør?

Hvordan vejer vi den tunge sten ved hjertet, når vi bliver forladt?

Hvordan måler vi håbet om at overleve sygdom til døden?

Hvordan måler vi had, svigt, forræderi?

Hvordan måler vi tro, håb og kærlighed?

 

Ja, svaret er jo, at det gør vi ikke! Vi kan ikke måle kærligheden, vi kan ikke veje troen og vil kan ikke leve med livsmod uden håbet, som vi ikke selv kan regne os frem til.

Det umålelige, det der virkelig betyder noget, det der gør forskellen på om vi føler vi lever eller blot overlever, det er noget vi får givet – som en gave fra Gud. Det underfulde, det vidunderlige, det vi ikke selv kan kontrollere. Glæden ved musikken, litteraturen, kunsten, årstidernes skiften, troen, gudstjenesten, salmerne, bønnerne, fællesskaberne – alt det underfulde, som er livets gave, det vi får skænket af Gud, det er det, der giver os liv i livet hver eneste dag.

 

Vi kender Gud fra Det gamle Testamente, Gud der skaber og opretholder, men Gud som menneske ham møder vi et eneste sted, nemlig i Jesus af Nazareth, Gud der lader sig føde af den unge pige Maria, og som efter Gabriels mellemkomst også får en jordisk far, nemlig Josef, Marias forlovede. 

I Jesus ser vi Guds ansigt, Guds udtrykte billede og Guds kærlighed, i Jesus lærer vi Gud at kende, som den der deler liv og glæde, sorg og smerte med os, som den, der vil os det godt.

Om kort tid, i påsken, får alt det værste i menneskelivet frit løb: forræderi, fornægtelse, pinsler, hån og død, sorg og smerte. 

Mariæ Bebudelsesdag forbereder os på det forfærdelige der skal ske, men peger også på det underfulde i, at Gud bliver menneske for at give os del i tro, håb og kærlighed. Mariæ Bebudelsesdag skal forberede os på, at Guds beslutning om at blive menneske i sidste ende vil vække opstandelse!

Derfor synger Maria lovsang i dag. Amen.


Dagens ord

 
 

Gækkebreve til trøst og håb!

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

”En vintergæk,

en sommernar

en fugl foruden vinger,

en lille ven, som har dig kær,

en kærlig hilsen bringer”!


Når der stod sådan i gækkebrevet, så var det fra min mor! Det vidste vi og hvis verset ikke afslørede det, så gjorde hendes håndskrift. Og tilføjelsen var altid ”mit navn det står med prikker, pas på det ikke stikker

Min mor skrev nemlig gækkebreve og lærte os at skrive gækkebreve, som vi sendte til familien. Min mor blev ved med at skrive gækkebreve. Hele mit voksenliv fik jeg også hvert år et gækkebrev fra min mor, med årets første vintergæk. Derfor kom det da også nogle gange meget tidligt. Jeg sendte også et til hende, et år glemte jeg det, jeg husker, hvor skuffet hun blev. Senere blev det min datter hun sendte gækkebreve til og mormor fik et gækkebrev retur, sjovt nok gættede hun aldrig, hvem det var fra! Min datter derimod var ikke ret gammel, 3 år, tror jeg, da hun kiggede på kuverten og sagde, det er et gækkebrev fra mormor! Og selvfølgelig fik hun et påskeæg! Når hun havde ringet og sagt ”gæk, gæk, gæk” i telefonen.



Gækkebrevet er en gammel dansk tradition. Når vintergækkerne titter frem, er det tid at sende en hilsen til en man holder af. Når vintergækkerne titter frem af sneen er det, ifølge en ældgammel skik, tid at sende en hilsen til én, man holder af. Det ældste gækkebrev vi kender er fra 1770 og sendt til en ung pige i Odense Maria Christiane Hansdatter. Verset lyder:

"En Giæk lader hun sig kalde,

det monne mit Hjerte befale,

min Giæk skal hun være

fra Vintren til Somren med Ære."

Op gennem tiden har traditionen bredt sig både i by og på land. Og traditionen holder ved. Gækkebreve er normalt anonyme, men det er tilladt at hjælpe modtageren lidt på vej med at skrive sit navn med prikker. Kan man ikke gætte, hvem der har skrevet gækkebrevet, ja, så er der ”drevet gæk med en” og man skylder et påskeæg.

Jeg har gennem årene være heldig at finde gækkebreve i min postkasse, og jeg har godt nok svært ved at gætte, hvem de er fra, så det kan da koste et par påskeæg eller tre...men dem giver jeg med glæde, for ægte danske traditioner er værd at holde liv i.



I år skrives der gækkebreve som aldrig før. Statsminister Mette Frederiksen foreslog at man kunne gøre det, til de ældre og måske ensomme i familien, det er en god ide.

Mine konfirmander fik det som denne uges hjemmeopgave, for gækkebreve kan sendes f.eks. til håb og trøst for de ældre i familien.

På Bibelselskabets hjemmeside findes der ”bibelvers om trøst og håb i en corona-tid”, dem har konfirmanderne i stor stil brugt til at skrive på gækkebrevene. Gækkebrevene er ikke nødvendigvis anonyme, da de de jo sendt til "trøst og håb".

Billederne i dag er et udsnit af de gækkebreve jeg har modtaget billeder af i ugens løb - ikke alle er kommet med (teknikken driller), men her er et udsnit.



Måske andre kunne have lyst til at skrive gækkebreve til trøst og håb?

Her er i hvert fald et par af de vers, der kunne sættes i gækkebrevet lige i år, sammen med, eller i stedet for, de traditionelle gækkevers.

Overlad alle jeres bekymringer til ham, for han vil tage sig af jer.

Peters Første Brev, kapitel 5, vers 7



Livet ville føles lyst som på en solskinsdag;

selv på mørke dage ville du mærke morgenlyset.

Så kunne du stole på, at der var håb for dig,

se dig trygt omkring og lægge dig til ro;

Jobs Bog, kapitel 11, vers 17-18



Gud svarer: ”Kan en kvinde glemme det barn,

hun giver bryst?

Kan en mor glemme det barn, hun fødte?

Selvom hun kunne, glemmer jeg ikke dig.

Jeg har skrevet dit navn i mine hænder,

jeg bekymrer mig om dig, og du er altid i mine tanker.”

Esajas’ Bog, kapitel 49, vers 15-16



Gud vil gå foran dig og være hos dig. Han vil aldrig svigte dig, og du skal ikke være bange.

Femte Mosebog, kapitel 31, vers 8



Herren er min hyrde, jeg savner ingenting.

Han lader mig ligge i den grønne eng.

Han fører mig til det stille vand.

Han giver mig mod og viser mig vej,

den rette vej.



Selvom jeg går i dødsskyggens dal,

frygter jeg ingenting,

for du er med mig, du er min hyrde,

du gør mig tryg.

Salmernes Bog, kapitel 23, vers 1-4



Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Guld betyder glæde!

 

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

Når man vågner med en salme i hovedet, så er det måske fordi den kalder på at blive delt – og sunget! Jeg har sunget den for mig selv her til morgen. Nu kan vi synge den sammen, hver for sig!

Når jeg vågnede op med salmen i morges, så tror jeg, der hænger sammen med, at jeg brugte et vers fra den i mit opslag i går. Det ville den gode NFS ikke lade sig nøje med! Det forstår jeg godt! Salmen trængte sig på, og her er den, så lys og god og dejlig!

 

Helt fra barnsben af, har jeg elsket ordene ”guld betyder glæde”, fordi de for mig altid har betydet, at selv om man ikke ejede alverdens gods eller guld, havde man det alligevel, når bare man havde glæden, guldet - der er solens opgang hver eneste morgen! Den sol som står op og kaster sit lys ind over vores liv, også på vores livs mørkeste dage! Den samme sol, som Jakob Knudsen digter så smukt om i en anden af mine yndlingssalmer, nemlig 754 ”Se, nu stiger solen af havet skød” og Ingemann i 749 ”I østen stiger solen op”, den samme sol – Guds sol, som skinner over os alle, helt ufortjent, til liv og glæde, også når det hele ikke er så let.

 

Der er en lethed i ”Morgenstund har guld i mund”, der kan få mig til at tænke, at den skal vi synge, når det hele måske ikke er helt så let, som det plejer at være! Så med billedet af solen, der skinnede ind i over den frostdækkede hæk i går morges, så vil jeg ønske alle en rigtig god og lys dag!

 

Kan du ikke huske melodien så gå ind på www.salmebogenonline.dk og lyt, eller find den på Youtube, den er indsunget i mange gode versioner. Jeg holder mest af Laubs melodi fra 1916. Teksten, ja, det er NFS Grundtvig, 1853 og det er nummer 752 i salmebogen.

 

1 Morgenstund

har guld i mund;

for natten Gud vi love;

han lærte os, i Jesu navn,

som barnet i sin moders favn

vi alle sødt kan sove.

 2 Morgenstund

har guld i mund;

vi til vort arbejd ile,

som fuglen glad i skov og vang

udflyver med sin morgensang,

genfødt ved nattehvile.

 3    Morgenstund

har guld i mund,

og guld betyder glæde,

og glædelig er hver en dag,

som leves til Guds velbehag,

om end vi måtte græde.

 4    Gå da frit

enhver til sit

og stole på Guds nåde!

Da får vi lyst og lykke til

at gøre gavn, som Gud det vil,

på allerbedste måde.

 5    Sol opstår,

og sol nedgår,

når den har gjort sin gerning;

Gud give os at skinne så,

som himmellys, skønt af de små!

Da randt for os guldterning.

 

 

Guld betyder glæde – Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde!

Da får vi lyst og lykke til at gøre gavn som Gud det vil,

på allerbedste måde! (N.F.S. Grundtvig 1853)

 

Jeg har verdens dejligste konfirmander!

I øjeblikket ses vi ikke, men vi skriver sammen! Og det lyder bl.a.: ”jeg savner at være til præst” og ”savner du os, Inge?” og ja, jeg savner mine konfirmander, men hvor er det skønt, at vi kan skrive sammen og hvor er det skønt, at de gider skrive til mig! Jeg har kun godt at sige om tidens unge, verden bliver ikke et ringere sted at leve, når de bliver voksne! Tværtimod! Der er kun at håbe på og bede til at al deres livsglæde, ildhu, omsorg for den verden vi lever i, og de mennesker der er i verden bliver hos dem, også når de kommer helt inde i voksenlivet.

 

I Markus 10,13-16 står der: ”Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.”

 

De ord læses ved dåben i kirken.

De ord, læser jeg også ofte for mine konfirmander før jeg holder tale til dem på konfirmationsdagen.

For nok er dåben er en engangshandling, Guds ja, til at være med os, det rækker til hele livet, men alligevel er det sådan, at konfirmanderne selv, hvert eneste år, rigtig gerne vil stå ved alteret og have lov at sige ja, til at de er Guds børn!

 

Ved alteret, får de lov at sige det ”JA”, højt, som en anden sagde, hvis de blev døbt som små. Konfirmationen er ikke på den måde nødvendig. Guds ja, til os, gælder hele livet, og hvis konfirmanderne spidser ører og lytter godt efter, så kan de, det er jeg vis på, høre et ekko, af det ja, de siger, lige så snart I har sagt det, for Gud, taler med og siger: JA – kære konfirmand – Du er mit barn, det har du været i siden du blev født og det bliver du ved med at være. Lige meget om du er 13 eller 14 eller 80, du er stadig mit barn. Det gælder ikke for konfirmanderne, det gælder for os alle!

 

Guds ja, det bliver hos os.

At være nogens barn, det er at være elsket. Det er ikke altid lige let at huske, og vide og have tiltro til, at det er sådan. Mange gange i livet kan vi komme ud for, at vi tvivler på andre menneskers kærlighed til os og vi tvivler på Guds kærlighed til os. Den tvivl, den må vi leve med, desværre er det for nogen et vilkår ved livet, hver dag.  Hos andre dukker tvivlen op ind i mellem. Det er det tungt at tvivle på, at kærligheden findes.

 

Måske der er tidspunkter i livet, hvor vi alle sammen tvivler mere, end ellers – for eksempel i teenageårene, hvor alt bygges om – både indvendig og udvendig på os alle sammen.

Vi vokser både fysisk og psykisk – vi forandrer os – og det er ikke altid, at det vi ser i spejlet vækker glæde og tro på at der også er en, der vil forelske sig i og elske os. Det kan være uendelig hårdt at være teenager – og det kan være uendelig hårdt, at være forældre, der står på sidelinjen og brænder for at komme af med gode råd og vejledning. Her gælder det om at tage i favn og velsigne = fortælle at du ER elsket, som den du er!

 

Det er smerteligt, når det i voksenlivet sker, at vi mister kærligheden, at den dør for os, eller for dem, vi elsker og det er umådelig hårdt og tungt, når det er døden, der sætter en grænse for kærlighedens udtryk.

Også der gælder ordene: Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem!

 

Guds velsignelse har vi med os ud i livet, dag ud og dag ind, som en hånd, der holdes under os, som en usynlig støtte i ryggen, som en tryghed, vi skal turde hvile i, hvilket nogle gange er lettere sagt end gjort. Dog har vi altid muligheden for at bede til Ham, for på den måde at forsøge at få Ham i tale. Kan vi ikke bede andre bønner, så kan vi bede den bøn, vi fik i dåbsgave, nemlig Fadervor. Den bøn, Jesus bad, da han blev spurgt om, hvordan vi skal bede. Den bøn, der følger os hele livet og helt ind i døden.

Med den i hjertet kan vi sige tak, skælde ud, græde og sørge, være glade, fordi livet bare er godt – sammen med Gud, som kender os og elsker os, lige nøjagtig som dem vi er. Vi behøver ikke prøve at bilde Gud ind, at vi da har det godt i dag, for Han ser gennem det hele og ser os, som dem vi er. Det er på en gang skræmmende og umådelig trygt at det er sådan det er, og det Gud ser, er alle os små og store mennesker, unge og gamle og uanset alder – alle hans børn.

 

På kunstmuseet ARoS i Aarhus står en skulptur, jeg holder meget af. Den hedder Boy. Den er museets vartegn og den optager de fleste, når de ser den. Den forestiller – helt naturtro – en lille dreng, der sidder på hug på flade fødder. Den er kæmpestor: En 5 meter høj og 500 kilo tung glasfiberdreng, som når man betragter ham, både ligner et lille uskyldigt barn, men som også ser både lidt ulykkelig og lidt skræmmende ud, når man får kigget rigtigt på ham.

Han sidder sammenkrummet, og det er svært at lade være med at tænke på, hvad der ville ske, hvis han rejste sig op og strakte sig ud og gik videre ud i livet! Jeg tænker, hver gang jeg ser ham - måske han ser lidt ulykkelig ud, fordi, det er så svært – at være så stor og så lille på en gang!

 

Mit håb for alle mine konfirmander er, at de som voksne vil holde fast i det barnlige og blive ved med at være: umiddelbare, tillidsfulde, kærlige, åbne og ærlige livet igennem! Ja, det er mit håb for os alle, at vi kan det, også selv om vi bliver skuffede, svigtede og selv er dem, der skuffer og svigter af og til!

Jeg tror at noget af hemmeligheden ved at blive og være voksen ligger i, at vi ikke låser døren til vores barndom og barnlighed og smider nøglen væk for altid! Lad os holde fast i det barnlige, lad os lege i livstræets krone, lad os smile og le og hoppe i livets store sjippetov, hver eneste dag!

Vi skal blive ved med at være børn – blive ved med at være som børn og huske på, at lige meget, hvad vi ellers er og bliver her i livet, så er vi Guds elskede børn!

 

Ja, kære konfirmander, jeg savner også jer!

 

Guds fred og alt godt! Amen.


Dagens ord

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

Har du læst hele Bibelen?

Det spørgsmål stiller mine søde konfirmander år, efter når.

Svaret er ja, det har jeg. Den ene gang på et fantastisk kursus i Løgumkloster, 2 uger i 2008, hvor jeg ikke skulle gøre andet end at læse og tale med andre præster om, hvad vi havde læst. Tænk en gang at få lov til det!

Konfirmanderne ser nogle gange sådan lidt overbærende på mig, stakkels mig, at jeg været nødt til at læse sådan en tyk bog, og har gidet det. Når jeg så siger, at det har jeg da gjort mere end en gang, så kan jeg godt se, at de ryster lidt på hovedet af mig i deres indre, med mindre de da giver højlydt udtryk for at jeg formentlig er lidt småtosset og skør. Så mange sider, mere end en gang! Og så kender jeg endda slutningen!

Der er næsten altid en, der lader de andre vide, at han eller hun har forklaringen: ”Det er jo hendes arbejde”!

Men der er nu næsten også altid nogen, der synes, at det er lidt fedt, nogen der selv har læst den samme bog mere end en gang, nogen der har set den samme film et utal af gange. For de fleste børn elsker i virkeligheden gentagelsen.

Nok er det mit arbejde, at læse i Bibelen, men der står faktisk ikke skrevet i præsteløftet, at man som præst skal læse hele bogen. Jeg har brug for som præst og menneske at læse i Bibelen. Skulle jeg strande på en øde ø, så ville jeg hellere end nogen anden bog have min bibel med mig. Ikke fordi jeg er præst, men fordi Bibelen rummer alle de fortællinger vi som mennesker kan tænke os og mere til og den rummer fortællinger om alt det vi som mennesker møder i vores liv. Glæde, sorg, list, svindel, bedrag, mord, trods, opsætsighed, drab, forræderi, søskendejalousi, fornægtelse, sygdom, død – og opstandelse osv. Men først og sidst rummer den fortællingen om Guds kærlighed til os, sine mennesker. Om en kærlighed til det skabte og skabelsen der holder ud og holder ved, på trods af svigt og frafald og alt det andet. Der er noveller, der er digte, der er beretninger om Jesus, der er sære fortællinger om de sidste tider, der er breve skrevet i kærlighed, der er breve der revser og forklarer, der er så at sige alt! Og det er bogen, rummer min tros fortællinger. Derfor er det bogen jeg ikke kan undvære!

Ved I hvad, nu læser jeg den igen! Der er nemlig udkommet en samlet version af Bibelen på et nyere dansk, end den autoriserede oversættelse fra 1992. Den udkom i sidste uge, den 20. marts. Det skulle have været fejret med festgudstjeneste i Københavns Domkirke, Vor Frue kirke, det kom til at gå meget mere stille af end først tiltænkt. Men sådan måtte det være i denne tid. Køb den som bog, som lydbog, som E-bog. Det kan jeg kun anbefale.

Så nu læser jeg den altså igen, Bibelen, fra ende til anden, fra Alfa til Omega, fra skabelse til genløsning. Jeg kan slet ikke lade være! Denne gang læser jeg Bibelen 2020!

I dag er det den 25. marts, der er præcis 9 måneder til vi fejrer Kristi fødsel. I dag, kalder vi Mariæ Bebudelsesdag, den fejres i folkekirken 5. søndag i fasten (på søndag), men selve dagens fejring er i dag.

Jeg har derfor valgt en af mine yndlingspassager som dagens tekst.  Fra Bibelen 2020. Det er det sted vi kalder Marias lovsang i Lukas- evangeliet. De ord, den lovsang, den ganske unge pige Maria, bryder ud i, da hun har fået fortalt af Gabriel, at hun skal føde Guds søn og derefter mødes med sin slægtning Elisabeth, som siger til hende: ”du er velsignet, fordi du troede på det, Gud sagde. Det hele vi gå i opfyldelse”.

Så sagde Maria:

”Jeg takker Gud af hele mit hjerte

jeg glæder mig over,

at han er min frelser.

Han har udvalgt mig, selvom jeg ingenting er værd.

Fra nu af vil alle mennesker kalde mig velsignet,

for Gud er fuld af magt, og han har gjort store ting for mig.

Hans navn er helligt!

Han tager sig af alle dem, der

frygter og respekterer ham – i slægt efter slægt.

Han bruger sin stærke arm til store handlinger,

og dem, der har nok i sig selv, spreder han for alle vinde.

De store støder han ned fra deres troner,

og de små løfter han op.

Gud giver gode gaver til de sultne,

og de rige sender han væk med tomme hænder.

Han sørger for sit folk

og holder fast ved sin omsorg,

sådan som han lovede vores forfædre, Abrahams slægt

i al evighed.

 

Guds fred og alt godt! Må Guds velsignelse lyse over din dag! Amen.


Dagens ord

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

Bliv hjemme!

 

I går kl. 15.00 skete det, som vi vel alle havde ventet på. Alle påbud og forbud blev forlænget til efter påske.

Vi skal blive hjemme!

Sådan er det, der er ingen tvivl om, at når det er det, vi får besked på, så er det sådan det skal være. Vi skal være fornuftige og kloge lige nu, ikke for vores egen skyld, men for vores medmenneskers skyld! Hvis vi skal have antallet af smittede bragt ned, hvis ikke alt for mange familier skal tage afsked med deres kære elskede på grund af den her hæslige virus, så skal vi alle sammen gøre, som vi får besked på! Så enkelt er det!

Hvad og hvor er hjemme? Ja, på engelsk siger man ”home is where the heart is”. Sådan er det, hjemme, det er der, hvor hjertet er!

I dag, den 24. marts, er det 96 år siden min far kom til verden. Han døde i 2004, et par måneder efter sin 80 års fødselsdag. Dement. Mit barndomshjem, var også min fars barndomshjem, han og min mor købte af min farmor, da jeg var lige godt 2 år gammel. Alle mine barndomsminder er knyttet til det sted, både de gode og de mindre gode. Men ”hjemme” det vidste jeg, hvor var, der var kærlighed, der var omsorg, der var altid en, der åndende på øjet når jeg græd. Der var tryghed, der var min mor der sang, der var mørkning med fortællinger, strikkepinde der klirrede og Anders And blade, der blev læst højt, som også pixibøger og eventyr blev det, der var også grå og mørke dage. Det hele var bestemt ikke lutter idyl, der var sygdom, der var ikke altid penge nok, men der var altid kærlighed nok!  Det var hjemme! Hver eneste forår var hækken ud mod vejen fyldt med et bunddække af violer, hver eneste gang, jeg ser violer blomstre, ser jeg min barndomsvioler for mig, min mor hed Viola, så violen har på den måde altid haft en dobbeltbetydning for mig. Blomsten, der minder mig om ”hjemme”, lille uanselig og smuk og på en eller anden måde, så duftede violer at mere, da jeg var barn!

Senere kom jeg til at bo i Ribe, 4 steder på to år, og så i Aarhus, 8 steder på 13 år, så kom jeg til Sjørslev, hvor jeg har boet i snart 23 år, afbrudt af 3 år i Viborg. Indtil mine forældre flyttede på plejehjem var ”hjemme” to steder, der hvor jeg selv boede, og stiftede familie, men også ”hjemme” hos dem i mit barndomshjem. Gad vide om ikke vi er mange, der har haft det sådan og har det sådan, at hjemme, det er både der, hvor vi selv bor og så er det også vores barndomshjem? Det vigtige er ikke, hvordan huset ser ud, om det er stort eller lille om det er i tip-top stand eller ej, om der roder eller der er helt ”Bo Bedre”-klar, hver eneste dag, det vigtige er, at der er hjerterum og plads til at være dem, vi er.

Lige nu er det rigtig vigtigt, at vi giver hinanden plads til at være dem vi er – hjemme hvor vi bor! Gå en tur alene, hvis du har brug for at være dig selv, eller send de andre ud, hvis du ikke kan gå selv! Ikke ret mange af os er vant til at være sammen med nogen hele døgnet rundt, det kan slide på selv de bedste forhold, så husk, at ingen af os har valgt det her, vi gør bare det vi skal, for at vi alle kan være sammen med hinanden igen.

Vi har alle et sted mere, der er hjemme – vi har hjemme hos Gud, det har Jesus selv fortalt os! Han, som er vejen, sandheden og livet!

Johannes 14,1-7: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!  I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?  Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.  Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.«  Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?«  Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.  Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«”

Denne lille fortælling illustrerer det måske i virkeligheden meget godt.

To munke sad engang og læste sammen i en gammel bog, hvor visdommen og sandheden stod skrevet. De læste ordene: Ved verdens ende skal der være et sted, hvor Himmel og jord mødes, og hvor den store lykke er at finde. De to munke besluttede, at de ville søge dette sted og ikke vende om, før de havde fundet det.
Således vandrede de to gennem verden, bestod utallige farer, led alle de afsavn, som en vandring gennem hele verden fordrer; og alle de fristelser, som kan lede et menneske bort fra dets mål, afviste de.
En dør skal der være dér, sådan havde de læst. Man skulle bare banke på, så var man hos Gud.
Til sidst fandt de da også, hvad de søgte. De bankede på døren. Med bævende hjerte så de døren gå op.
Og da de trådte ind og løftede deres øjne, befandt hver af dem sig i sin egen klostercelle.
Så forstod de: Det sted, hvor Himmel og jord mødes, hvor den store lykke er at finde, ja hvor Gud kan mødes, er ikke ved verdens ende, men her på denne jord, på det sted, hvor Gud har sat os.

Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

 Ja, jeg tror på korsets gåde!

 

Bøn, salmer og bibellæsning – nogle gange møder jeg mennesker, selv i vore dage, der tror, at det er det eneste præsten beskæftiger sig med. Det fylder også en del! Men det gør livet vi lever med hinanden altså også, hver eneste dag!

I dag går vi ind i den anden hele uge med lukkede uddannelsesinstitutioner, nu også med lukkede sportsarenaer, spillesteder, butikscentre. Den 11. marts forandredes vores liv radikalt. Det er skræmmende, men vi skal holde fast i, at frygten ikke må fylde det hele. Lyset ER stærkere end mørket, også når vi dårligt tør tro det. Foråret lokker og kalder og vi går ture som aldrig før. Vi går hver dag, og som dagene er gået er det blevet mere og mere tydeligt, at her lytter vi til de påbud og forbud der er givet os, møder vi nogen, så smiler vi og siger hej, men vi holder afstand! Nogle vælger at vende hovedet væk, andre (ganske få) lader som om vi er usynlige, nogle standser vi op og taler med på et par meters afstand, ikke længe, men blot for at sikre os, at dem vi møder også har det godt, som vi selv har det. Ingen håndtryk, ingen knus, masser af smil og her, hvor jeg bor er det blevet ”hej” vi siger. Det kunne lige så godt have været ”goddag”, men nu er det altså ”hej”. Det er en hilsen nogle ikke bryder sig om, men på mig virker det virkelig fint, at det er det, vi siger, når vi møder nogen vi kender – og nogen vi ikke kender. Rastløsheden kan måske nu for alvor begynde at sætte ind, men krisen er slet ikke ovre, så lad os holde fast i, at benytte de anviste forholdsregler til bedste for hinanden.

Sammen – men på afstand – kan vi klare det!

Lad os begynde denne uge med en bøn af Holger Lissner og derefter min yndlingssalme, så får I selv lov til at slå et bibelsted op i dag!

 

Vor Gud og Far!

Lovet være du for morgenlyset,

der kommer så umærkeligt

og driver nattens drømme bort.

Tak for farverne og fuglesangen,

for de mennesker, du har givet os at leve med,

og for de opgaver, du lægger hen til os.

Vi ved ikke, hvad denne dag vil bringe,

men vi beder dig:

Velsign os, som du har gjort det så mange gange før,

og hold os fast på din kærlighed og vilje,

så vi handler klogt og kærligt.

Men skal vi i dag møde modgang og smerte,

så velsign os endnu mere,

så vi kan holde ud, til stormene lægger sig.

Far i himlen, velsign også vore kære

og dem, vi i dag skal være næste for,

og dem, som ingen tænker på.

Lad os alle mærke din kærlighed! Amen.

 

Min absolutte yndlingssalme savner jeg virkelig at høre i kirkens rum sunget af en gudstjenestefejrende menighed, nemlig nr 192 i Salmebogen: ”Hil dig frelser og forsoner”.

Det er en salme, der for mig rummer troens mysterium i sig. Det er ikke en salme vi blot synger i fastetiden og i påskeugen, konfirmanderne vælger den ofte som en af salmerne på konfirmationsdagen, vi synger den til begravelser og en gang i mellem også til vielser, hvis brudeparret ønsker den.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg lærte den, det føles som om jeg har kendt den altid. Det er endnu en af de salmer, der bare bor i mit hjerte, og som jeg derfor ikke behøver finde salmebogen frem for at synge med på. Den ligger der bare, som endnu en hjertesalme.

Det er en salme med kærlighed og hjerteglød som kerneord, skrevet af N.F.S. Grundtvig i 1837, men oprindelig skrevet af den belgiske abbed Arnulf af Louvain, før 1250. Den er en del af et større middelalderdigt med 12 vers, der hedder ”bøn på vers ved hver af lemmerne på den lidende og til korset fæstnede Kristus”. Digtet har 7 afsnit: ved fødderne, ved knæene, ved hånden, ved siden, ved brystet, ved hjertet, ved ansigtet. Det er indledningsdigtet, ved fødderne (en meditation ved den korsfæstedes naglede fødder), Grundtvig har gendigtet på dansk.

Grundtvigs billedsprog er som altid rigt, og billederne Grundtvig maler, udgør netop en hel andagt, eller kristen meditation, om man vil. Versene rummer i sig troen, påsken, døden, opstandelsen på en måde, så det for mig er den dybeste sandhed om det at forsøge at leve et liv under kærlighedens fortegn. Hoffmanns, endelig Hoffmanns, melodi understøtter salmens billedsprog på fornem vis. I salmen udfoldes kristendommens mysterium, så vi drages ind i det og bliver en del af det – vi er dem, der ”vinder rosenkrans om kors”, vi ved, hvad det vil sige, når der står ”kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden”, for har vi prøvet at miste, så ved vi – som en smertelig erfaring – at kærligheden ikke døde med den elskede, kærligheden lever videre. For mig samles kærligheden fra og til Jesus Kristus og troen på opstandelsen i et i salmen.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at lige meget, hvad jeg skriver, så kan jeg ikke fuldt ud forklare, hvorfor ”Hil dig frelser og forsoner” er en af de salmer, der skal følge mig hele livet og til og med min begravelse en gang. Andre yndlingssalmer kommer og går, der er årstidssalmer og nye salmer, som jeg holder meget af, men måtte jeg i hele salmebogen kun vælge en eneste salme, så er og bliver det denne her! Forklare det fuldt ud, ja, det ville vel nærmest være som at skulle forklare troen fuldt ud. Det kan jeg heldigvis ikke! Men for mig falder det hele på plads, når vi synger: ”Ja, jeg tror på korsets gåde!”.

192  Hil dig, Frelser og Forsoner!

Verden dig med torne kroner,

du det ser, jeg har i sinde

rosenkrans om kors at vinde,

giv dertil mig mod og held!

2  Hvad har dig hos Gud bedrøvet,

og hvad elsked du hos støvet,

at du ville alt opgive

for at holde os i live,

os dig at meddele hel?

3  Kærligheden, hjertegløden

stærkere var her end døden;

heller giver du end tager,

ene derfor dig behager

korsets død i vores sted.

4  Ak! nu føler jeg til fulde

hjertets hårdhed, hjertets kulde.

Hvad udsprang af disse fjelde,

navnet værd, til at gengælde,

Frelsermand, din kærlighed?

5  Dog jeg tror, af dine vunder

væld udsprang til stort vidunder,

mægtigt til hver sten at vælte,

til isbjerge selv at smelte,

til at tvætte hjertet rent.

6  Derfor beder jeg med tårer:

Led den ind i mine årer,

floden, som kan klipper vælte,

floden, som kan isbjerg smelte,

som kan blodskyld tvætte af!

7  Du, som har dig selv mig givet,

lad i dig mig elske livet,

så for dig kun hjertet banker,

så kun du i mine tanker

er den dybe sammenhæng!

8  Skønt jeg må som blomsten visne,

skønt min hånd og barm må isne,

du, jeg tror, kan det så mage,

at jeg døden ej skal smage,

du betalte syndens sold.

9  Ja, jeg tror på korsets gåde,

gør det, Frelser, af din nåde.

Stå mig bi, når fjenden frister!

Ræk mig hånd, når øjet brister!

Sig: vi går til Paradis!


Dagens ord

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

Guds åsyn!

 ”Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig, og være dig nådig, Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred."

Sådan lyder den velsignelse, der lyses af præsten hver eneste søndag i gudstjenesten.

Den kaldes den aronitiske velsignelse, fordi det er den velsignelse Moses og hans bror Aron fik besked om fra Gud, at de skulle velsigne israelitterne med i Fjerde Mosebog kapitel 6, vers 24-26.

Siden 1500-tallet har netop den velsignelse afsluttet den danske højmesse og jeg bruger den ved snart sagt alle gudstjenester, dåbsgudstjenester, børnegudstjenester, konfirmationer, vielser og begravelser.

Ved børnegudstjenester (og enkelte andre gange, f.eks. juleaften) beder jeg alle om at finde en, at holde i hånden, når jeg lyser velsignelsen, for en af de bedste måder at mærke Guds kærlighed på, det er at mærke den via et andet menneskes varme hånd. En lille pige, der står mig meget nær, sagde, for snart mange år siden om velsignelsen (hun er nu en voksen kvinde): ”Det er ligesom at få et knus af Gud”. Det udtryk bruger jeg stadig, når jeg skal fortælle børn, hvad det vil sige at blive velsignet.

Guds velsignelse betyder, at vi ved i vores hjerte at: Gud ser os - er os nær. Ordene, kunne man med Grundtvig sige,

skaber i os, hvad de nævner. Almindeligvis er det kun præster, der bliver bedt om at velsigne andre. Men da den aronitiske velsignelse står i Bibelen, så er velsignelsen ikke noget præsten har eneret på, alle kan velsigne. Kan man ikke få sig selv til at sige ordene, så kan man måske tænke dem for sig selv, mens man lægger sin hånd på en andens, eller slår korset tegn for ansigt og bryst på et elsket menneske, der måske er ved at drage sit livs sidste suk. 

Det, at sige til Gud: ”Herre velsign dette menneske” – det kan mærkes også hos en selv.

 For mange år siden skrev jeg til en lokalavis, en lille præsteklumme på skift med andre præster. En gang skrev jeg om Guds åsyn, som stadig er det ord, jeg bruger i velsignelsen, her har jeg aldrig lært at bruge ”ansigt”, selv om jeg sagtens kan bede ”helliget blive dit navn” og ikke ”helliget vorde”. For mig lå og ligger der en forskel på ansigt og åsyn, som jeg kun kan forklare ved, at ”åsynet” det er Guds!

 Udsnit af klummen kommer her:

 Naturens gang er nu engang sådan, at når frøet er lagt i jorden, så må det dø, og gå til, for at der kan vokse nyt liv op, det efterfølgende forår.  Ligesom frøet spirer og bliver til en plante, fordi det er meningen med det, på samme måde må vi tro, at vi kan finde mening med det der sker os i vores liv. Vi lever under »Guds åsyn«, at være bevidst om det kan give fred og glæde i livet – vi hører det hver gang velsignelsen lyder i kirken. »Herren løfte sig åsyn på dig og give dig fred«.

Martin A. Hansen, har skrevet en lille fortælling, der netop hedder »Guds åsyn«, og i den gives der et fremragende eksempel på, hvad det vil sige, at leve under Guds åsyn. Den handler om en lille husmandsfamilie for mange år siden, der skal have deres første høst i hus på det nye sted.  Hele familiens fremtid afhænger af denne høst, men da det kommer til det allervigtigste, rugen, sætter det ind med regnvejrsdage. Manden må vente på at få rugen ind, for der må ikke være døde eller bløde strå i negene; de skal kunne knitre.  Flere ting sker, som forhindrer høsten i at komme i hus, og det er som om, det næsten er for sent. Men endelig kommer dagen, hesten kan spændes for vognen, lagnet bredes ud i bunden, og neg efter neg kommer hjem og bliver lagt i lade. Men ingen tør se mod himlen af frygt for, at de mørke skyer skal trække sig sammen og regne.  Da det sidste læs er i hus, og de står og ser på kornet, får den lille pige øje på noget, der ligesom ligner et ansigt i rugkornets tykke ende, et alvorligt ansigt med brede træk og stort skæg:  "Ja, det er Guds åsyn!" siger faderen. - Dét åsyn, Guds åsyn, bliver et løfte om en fremtid for familien på det lille sted. Det lille korn, der ligner et ansigt, det bærer i sig, så lille det end er, en kraft og styrke, der fjerner de truende skyer over deres liv og gør plads for åsynet bag alt det truende og mørke, så der bliver håb tilbage for dem, en mulighed, en fred og en glæde i den situation, de står i, hvor usikker og vanskelig den end ser ud.

Og sådan er det med livet, det består i at se håbet og muligheden, freden og glæden, i det, der nu er vores liv, hvordan det så ellers måtte forme sig. At Guds åsyn hviler over vores liv, betyder netop at vores liv og hvor mange fold det sætter ikke først og fremmest afhænger af vores evner, men af at vi ser vi os selv som dem vi er, Guds elskede børn! Vi lever under Guds kærligheds fortegn, og under det fortegn kan vi sprede glæde, tro og håb for de mennesker, vi møder på vores vej.

Måtte vi alle livet igennem leve under Guds kærlige åsyn, indtil vi, som alt andet levende dør og lægges i jorden. Og måtte vi når den tid kommer fæste lid til det,

som er opstandelsens løfte til os, nemlig at døden ikke får det sidste ord, men at Gud i kærlighed lader os opstå til evigt liv hos ham! Amen.

 Guds fred og velsignelse være med alle!


Dagens ord

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

Livets brød



Morgenbøn af Helena Hauge

Kære Gud!

Jeg lægger den nye dag i dine hænder.

Jeg ved endnu ikke, hvad den bringer, men jeg tror, at du er med mig,

også når jeg tvivler på mig selv og på det, jeg gør.

Lad mig være med til at sprede din kærlighed,

så dagen bliver lys og varm for dem, jeg møder.

Giv mig ikke årsag til vrede og misundelse, led mig på rette vej, så jeg kan glæde mig på andres vegne og hjælpe dem, som har brug for det.

Herre, lad mig gå den nye dag i møde med glæde,

i troen på, at du er bag hvert eneste skridt jeg tager. Amen

 

I morgen er det Midfaste søndag, 2. tekstrække, og det er muligt at følge gudstjenesten fra Viborg Domkirke v. domprovst Thomas Frank, den sendes direkte på Viborg Domkirkes hjemmeside og Facebookside, eller man kan lytte til gudstjenesten fra Københavns Domkirke på P1 v. biskop Peter Skov-Jakobsen, eller man kan følge en anden kirkes gudstjeneste på et af de mange medier vi bruger.


Evangelieteksten til i morgen kan findes både på Bibelselskabets og Folkekirkens hjemmeside, og desuden bag i salmebogen. Det er Johannesevangeliet 6,24-35 og det sidste vers lyder sådan her:


Jesus sagde til dem: "Jeg er livets brød. Den der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig skal aldrig tørste".


Jeg laver ikke en nogen liveprædiken, men jeg vil gerne dele denne lille fortælling med jer, som optakt til søndagen.

Det var lige efter 2. verdenskrig. Der var megen elendighed i Tyskland ikke mindst i Berlin, hvor apotekeren lå syg. En dag kom postbuddet med en pakke fra en af apotekerens venner og i pakken lå et halvt brød. Det skulle apotekeren have, så han kunne komme til kræfter, stod der på det vedlagte brev.

Men apotekeren tænkte, at inde hos naboen, en lærerfamilie, var der en lille pige, som var syg. Og apotekeren tænkte: " Jeg er gammel. Hun trænger mere til brødet end mig." Han fik bragt brødet ind til naboen.

Nabokonen kom til at tænke på en gammel enke, som boede i en lille lejlighed øverst i ejendommen. Der var koldt deroppe under taget, hvor enken boede. Brødet blev båret derop.

Men enken havde en datter, som boede nederst i ejendom, i kælderen. Hun var alene med 3 børn. Hendes mand var meldt savnet ved fronten og enken vidste, hvor lidt mad de havde, de 3 børn. Brødet blev båret derned.

Men den enlige mor tænkte: apotekeren er syg og gav os gratis medicin da min lille pige var syg. Han har mere brug for brødet end os.

Sådan gik det til, at det tilsendte halve brød igen endte hos apotekeren, som også straks genkendte det. Tror I han spiste det? Nej, han gemte brødet i et skab, for det var nu blevet helligt for ham - et tegn på den omsorg og taknemmelighed, der skaber overflod ved at blive delt. Så selvom apotekeren gik sulten i senge igen den aften og hele opgangen i øvrigt også, så var det fyldt af noget andet, som overbeviste ham om, at selvom der var megen elendighed netop nu, så skulle de nok klare sig igennem. Hvis blot de huskede på omsorgen, kærligheden, sammenholdet og taknemmeligheden over alt det, de trods alt havde, selvom det i virkeligheden var forsvindende lidt. Amen.


Må det blive en smuk dag, fyldt med livsmod, tro, håb, og kærlighed!


Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

 

FRED

 

Aftenbøn af Tine Illum:

 

Jesus Kristus,

Tak fordi du lader ord vandre ned fra himlen

På englefødder

Og taler til os mens aftenen falder på.

Bliv hos os nu hvor solen går bort.

Vores svigt og forsømmelser er en hovedpude af sten.

Og vi beder:

Fortæl os igen og igen at du aldrig forlader os,

Men er med os både nat og dag.

Sæt englevagt om verden. Amen

 

 

Der er næsten intet som aftenfred, den stille, tyste fornemmelse, når man færdes ude i naturen allersidst på dagen, i aftenskumringen, i måneskin eller bælgmørke. Men især fornemmelsen den time, hvor solen er lige ved at gå ned, og alt bare er helt stille omkring én.

Det mærkes i særlig grad i øjeblikket, for de fleste af os retter os efter de påbud og forbud vi har fået givet. Så der er, herude på landet, hvor jeg bor, ikke særlig meget trafik.

Jo, der er andre end os, der går aftentur, men forleden aften mødte vi i løbet af en lille time blot to biler og et par, der luftede hund, så her er stille og tyst om aftenen.

 

Her er stille, så stille så man kan komme til at længes efter høj latter og glædesudbrud, lidt for høj musik fra et åbent vindue, lyden fra fodboldbanen af glade børn og unge, der spiller bold. Der er næsten for meget fred. Jeg holder ellers så meget af freden, men allerede nu længes jeg efter velkendte lyde, der fortæller, at alt igen er blevet godt.

 

Det er ikke nu, der er måske længe, længe til, og vi kan heldigvis selv være med til at sætte lyde på vores liv: vi kan synge (f.eks. hver morgen kl. 9.05 på DR1 – på hverdage, i weekenden er det en time senere), vi kan tale med dem vi bor under tag med, vi kan ringe til dem, der måske mangler at høre en stemme, vi kan bede vores bønner til Gud højt!

Der er så meget vi kan gøre, og jeg er sikker på, de fleste af os også gør det.

 

I aften vil jeg i helt særlig grad nyde aftenfreden. Det har været en dag med mange samtaler på mail, messenger, sms og i telefonen, for konfirmationerne skulle i hus og det kom de.

Helt enestående så forstående og tålmodige konfirmander og forældre har været, hvor er der meget at være taknemmelig for også i denne tid. Jeg takker hver dag Gud for, at jeg blev kaldet til at være præst lige her, hvor jeg er – også sådan en dag, hvor jeg er blevet helt træt af at høre min egen stemme og helt træt af at træffe beslutninger. Så i aften vil jeg nyde aftenfreden, Guds fred, og bliver der for stille, så vil jeg nynne Ingemanns dejlige aftensalme for mig selv, den lærte jeg udenad som barn, eller som det mere poetisk hedder på engelsk, den lærte jeg ”by heart”, den kan jeg med hjertet.

 

Gid alle må opleve Guds fred! God aften og god nat!

 

 

 

1 Fred hviler over land og by,

ej verden larmer mer,

fro smiler månen til sin sky,

til stjerne stjerne ser.

 

2 Og søen blank og rolig står

med himlen i sin favn;

på dammen fjerne vogter går

og lover Herrens navn.

 

3 Der er så stille og så tyst

i himmel og på jord;

vær også stille i mit bryst,

du flygtning, som der bor!

 

4 Slut fred, o hjerte, med hver sjæl,

som her dig ej forstår!

Se, over by og dal i kvæld

nu fredens engel går.

 

5 Som du, han er en fremmed her,

til Himlen står hans hu;

dog i det stille stjerneskær

han dvæler her som du.

 

6 O, lær af ham din aftensang:

Fred med hver sjæl på jord!

Til samme Himmel går vor gang,

adskilles end vort spor.

 

7 Fred med hvert hjerte, fjern og nær,

som uden ro mon slå!

Fred med de få, som mig har kær,

og dem, jeg aldrig så.

 

B. S. Ingemann 1823, Melodi: Rud. Bay 1827


Dagens ord

 Dagens ord v. sognepræst Inge Mader


1 Hvor du sætter din fod,
drysser frø af de drømme du driver imod.
Ved de veje du finder,
vil man snart plukke minder.
Om du flyver omkring eller står og slår rod,
bli´r der spor af din fod.


2 Når du åbner din hånd,
ser du synlige spor af usynlige bånd.
Du har fat i et stykke
af dit medmen´skes lykke.
Det kan føles som fnug eller veje et ton:
Det er lagt i din hånd.


3 Vil du vugge dit skød,
går du med i en dans som fra skabelsen lød.
Vores fremtid bli´r farvet
af den klang du har arvet.
Det er slægternes rytme der rører dit kød,
sød musik i dit skød.


4 Når du husker at le,
lukker ho'det sig op og gi´r lyset entré.
Vi begriber med latter
hvad fornuft ikke fatter.
Det er li'som et kærtegn fra livets idé
når du vover at le.


5 Du er en del af et os.
Der skal mere end én til at elske og slås.
Vil du yde dit bedste
for dig selv og din næste,
må du vælge hver dag mellem tillid og
trods:
Er det mig eller os?


6 Fra din tå til din top
er du skabt i et stykke der ikke går op.
Hvad du gi´r på din færden
mangedobles af verden
og la´r tro, håb og kærlighed vokse og nå
fra din top til din tå.

Tekst: Jens Sejer Andersen, 2001. Mel: Sigurd Barrett, 2001

Når Danmark i morgen kl. 9.05 synger sammen, men hver for sig, er en af sangene Jens Sejer Andersens smukke sang skrevet til Viborg Gymnastik- og Idrætshøjskoles 50 års jubilæum i 2001.
Medmennesket, dansen, latteren og fællesskabet er i centrum i sangen.
Sangens centrale budskab er den omvendte jantelov: "Du skal ikke tro, at du kan slippe for at være noget".
Det samme som Jesus siger til os i næstekærlighedsbuddet Mt 22,37: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv", og i den gyldne regel: Mt7,12: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.
Du skal ikke tro, du kan slippe for at være noget!
For du gør en forskel, bare ved at være dig - sæt den ene fod foran den anden og gå en tur, hver dag, hvis du kan - og hold afstand til andre, for lige nu gør du en forskel, som menneske ved at følge de retningslinjer vi er blevet givet.
Dine fødder vender fremad, derfor se frem! Det, du har med dig fra slægten fra familien, fra fortiden har nok været med til at gøre dig til den, du er i dag, men hvordan din fremtid bliver, det er du selv med til at bestemme, det er ikke din fortid der definerer dig som menneske.
Du er Guds menneske, du er Guds elskede barn og ved være mod andre, som du gerne vil at andre er mod dig, og ved at elske Gud, elske din næste og dig selv, så gør du det, du er sat til at gøre her på jorden. Husk du altid er en del af et "os", hvis ikke med andre, så altid med Gud.
Livet som menneske er et liv i fællesskab med andre, lige nu har alle fællesskaber det svært, men vi ved, vi tror, vi håber, at det bliver godt igen!
Derfor lev, elsk, le, syng - gør en forskel. Det kan godt være du må bruge telefonen, skype/facetime eller andet til at fortælle dine kære, at du holder af dem, men lad dem vide, at det er sådan det er, indtil dine fødder igen kan gå ind ad den dør, der lige nu er lukket og du kan sige det til dem ansigt til ansigt.
Må det altid være troen, håbet og kærligheden, det der sejrer! Både i forholdet til Gud og i forholdet til medmennesket!
Sæt den ene fod foran den anden, og gå ud og gør en forskel, når du kan og hvor du kan, for hvor du sætter din fod betyder noget for andre end dig selv!  Du skal ikke tro, du kan slippe for at være noget!
Guds fred og alt godt!


Dagens ord

Dagens ord v. sognepræst Inge Mader

”Sæt fredens due som et skjold mod mørke, død og krigens vold – du Himmelbuens Herre”.

 

I går talte Danmarks dronning til os! Det er aldrig sket før, at hun har talt til nationen på andre tidspunkter end i Nytårstalen.

Der var god grund til at lytte til majestætens kloge og gribende ord til os, for det kan ikke understreges kraftigt nok, at vi skal tage det her alvorligt! Virkelig alvorligt! Det er nogens mor, far, søster, bror, bedstefar, bedstemor osv. der er syg, eller desværre allerede er død, det er mennesker, det her handler om, mennesker som os selv, ikke bare tal i en statistik.

Må Gud være med alle syge og døende, alle døde og sørgende herhjemme og overalt, hvor Corona’en hærger!

Landets biskopper har i dag meddelt at alle konfirmationer udskydes til efter pinse!

En klog beslutning, som forhåbentlig giver os tid nok til at komme tilbage til en form for ”normaltilstand”, vi kan kun håbe og bede til at det ikke trækker endnu længere ud!

Når alle lytter og følger de råd og anvisninger der gives os, fra dem, der vitterlig er de kloge på det her, så er jeg vis på, at der kommer en dag, forhåbentlig inden alt for længe, hvor vi kan slå dørene op til kirkerne, tænde lys og holde festgudstjenester for at fejre livets sejr over døden og lysets sejr over mørket, samtidig med at vi i kærlig respekt mindes dem, der mistede livet!

Netop dette, at der må og skal komme dage efter virussen, mindede mig om fortællingen om Noas Ark fra 1. Mosebog kapitel 6-9.

Den slutter sådan her:

Gud sagde: »Dette er tegnet på den evige pagt, som jeg vil stifte mellem mig og jer og alle levende væsener hos jer.  Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden.  Når jeg samler skyer over jorden og buen kommer til syne i skyerne, da husker jeg på min pagt med jer og alle levende væsener, alt levende; vandet skal aldrig mere blive til en vandflod, der ødelægger alt levende.  Når buen viser sig i skyerne, vil jeg se den og huske på den evige pagt, som er mellem Gud og alle levende væsener, alt levende på jorden.«  Gud sagde til Noa: »Det er tegnet på den pagt, som jeg har oprettet mellem mig og alt levende på jorden.«

Regnbuen minder mig, hver eneste gang jeg ser den, om den pagt, om Guds kærlighed, der er så stor at den rækker længere end vi tror og ved. Den kærlighed, der er så stor, at den rummer fortællingen om Gud som menneske, om den første påskemorgen, og om den første pinsedag og det liv, der er og bliver vores.

Troen, håbet og kærligheden samles i billedet af regnbuen, og for mig rummes regnbue-billedet i særlig grad i salmen ”Spænd over os dit himmelsejl”, nummer 29 i salmebogen (Tekst Leif Rasmussen 1988, musik Hans Holm 1988).

Lige netop regnbuen som billede på håbet, er også det mange bruger i Italien i øjeblikket. Det delte TV2 Østjylland et opslag om i går.

I dag har vi derfor fået en regnbue i vinduet, måske andre kunne have lyst til at gøre det samme?

Lad os sprede håbet, lad os sprede regnbuer!

Måske det kunne være børnenes hjemmearbejde i Billedkunst i morgen og de næste dage?

 

Lad håbet sejre! Guds fred og alt godt!

29 Spænd over os dit himmelsejl.

Rør jorden med din finger.

Lad himmelbuen være spejl

for lyset, som du bringer.

Sæt fredens bue som et skjold

mod mørke, død og krigens vold –

du himmelbuens Herre.

2 Skænk os det klare kildevæld,

som skaber liv i strømmen.

Vi finder ikke kilden selv,

så hold os fast på drømmen:

At du er livets kilde,som

får blinde til at se sig om –

du underfulde Herre.

3 Vær sol på vores mælkevej,

og varm os i din sfære.

Lad Hellig-ilden brede sig,

så vi får mod at bære

vor klode som en blomstereng,

et liv i broget sammenhæng –

du fællesskabets Herre.


Dagens ord

Dagens ord ved sognepræst Inge Mader

Klokken ca. 6.30 i morges var himlen så smuk som nogensinde og straks dukkede en af mine yndlingssalmer op i min hjerne - den bor i mit hjerte ❤ 
I dag deler jeg den her, også selvom det er Ingemanns mandags-morgensalme. 
Ved at trykke på linket kan man både læse salmen, læse om salmen og lytte til den.

 

Vi har alle brug for lysets engle i øjeblikket, og for at engle står vagt om os alle. Især de af vores kære, der lige nu må mangle besøg og en varm hånd. 
Guds velsignelse over dagen i dag og vores liv 

Lysets engel går med glans


Dagens ord

”Dagens ord” af Inge Mader

 

Tro er at vove sig udad varsom og kærlig og klog!

 

I dag, den 16. marts er det 45 år siden jeg blev konfirmeret i Haarby Kirke af sognepræst Sophus A. Boas.

Jeg var så nervøs, at jeg faktisk ikke husker spor af, hvad der skete i kirken og da slet ikke, hvad der blev sunget. Jeg tror vi sang ”Den signede dag”, men måske er det min erindring, der spiller mig et puds! Vi piger havde ens konfirmationskjoler på, som vi havde syet i håndarbejde. Hvid Spinlon, det vil sige, min var nu ikke så hvid, jeg havde svedt meget over den og det afspejlede sig i farven! Jeg blev knap og nap færdig, jeg kan ikke sy! Kjolen var kun riet op og jeg var bange for at komme til at træde i sømmen. For at ingen skal sidde og tænke, ”hvordan så den så ud”, så er dagens billede af en bly, ung kvinde rent faktisk undertegnede!

 

Dagen fik mig til at tænke på konfirmation, hvor stor en dag det er. Den gang og nu.

 

Jeg holder uendelig meget af konfirmationsdagene i kirkerne. Holder så meget af at se ”mine” børn stråle af glæde og nervøsitet, nogle af dem en anelse akavede i deres nye og anderledes tøj, men alle sammen ”høje” af forventning. Tænk, alt det, der bliver gjort for deres skyld, lige den dag!

Lad mig straks afkræfte alle rygter om, at det skulle være for festens skyld og pengenes og alt muligt andet, det er det ikke! Konfirmander af i dag tror på Gud! Sådan er det bare! Årtiers børnearbejde, babysalmesang, rytmik og spaghetti-gudstjenester har været med til at gøre dem fortrolige med kirken, troen og Gud.

Der er i den grad håb for den fremtid, vi ved kommer, på den anden side af Corona! Så nej, man får ikke mig til at ryste på hovedet af ”de unge i dag”, jeg er stolt over at kende dem! Ikke bare fordi de tror på Gud, men fordi de er fornuftige og velovervejede mennesker, fulde af klogskab og hormoner i et!

 

Hvert år vælger jeg en salme til konfirmationerne, de øvrige vælger konfirmanderne. I år bliver ”min” salme Troen er ikke en klippe af Jens Rosendal, 1987 og med musik af Jens Nielsen 1988.

 

Jens Rosendal fortæller selv, i bogen ”Du kom med alt det der var dig”, Gyldendal 2019, at salmen blev skrevet under et hospitalsophold, hvor han hver dag under indlæggelsen havde teologiske samtaler/diskussioner med ham, der lå i sengen ved siden af. De havde forskellige Guds-opfattelser og stod hver sit sted i det danske teologiske landskab. Jens Rosendal er sikker på, at han ikke fik rokket ved den andens overbevisning, til gengæld blev salmen hurtigt et hit på efterskoler og højskoler, blandt unge mennesker mange steder, og med god grund! Nu prøver vi også at synge den ind her hos os, så den også får liv hos os! På kirkens Facebookside ligger der et videoklip fra den 8. marts, med de to første vers af salmen, årets konfirmander synger.

 

Må troen, håbet og kærligheden være med os alle, til trøst og opbyggelse i en tid, hvor det meget er mere svært end det plejer at være!

 

Guds fred og alt godt!

 

1 Troen er ikke en klippe

midt i et stormpisket hav,

tro er at sejle trods bølger

over en truende grav.

2 Troen er ikke det sikre

midt i en verden af fald,

tro er at være til stede,

høre, når nogen har kaldt.

3 Troen er aldrig artikler

trykt i en indbunden bog,

tro er at vove sig udad

varsom og kærlig og klog.

4 Troen er det, som kan svigte

i en forfærdelig stund,

troen er det, der kan gribes

midt på den gyngende grund.

5 Tro er det levende, nære,

som gi’r mig kræfter og mod

så jeg går med dig på vejen,

selv om jeg ikke forstod.

6 Tro er at løfte din stemme,

der, hvor din fjende har magt,

tro er at satse på håbet

udsat for verdens foragt.

7 Tro er utrolige kræfter,

som vil forandre alt.

Vove sig dybt ind i mørket,

hvis der for alvor er kaldt.


Dagens ord

Præstens hilsen søndag

Dagens ord ved sognepræst Inge Mader

Mit ”hvilested” i denne tid, som så ofte før, er Jesu ord: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. (Matt. 11, 28). 
Det forlader jeg mig på! Om hvilen er i livet eller i evigheden, det ved kun Gud. 
Ordene står skrevet på alteret i Københavns Domkirke, Vor Frue, ved Bertel Thorvaldsens Kristusfigur og lige nøjagtig billedet af skulpturen satte en tanke i gang i mig, for hvordan fejrer vi gudstjeneste sammen, når vi ikke kan komme i kirke? 
Hvis du er vant til at søndagens gudstjeneste er en del af dit DNA, hvad gør du så i dag og de næste 2 søndage, når du ikke kan komme i kirke.
Der er mange muligheder, heldigvis er der mange præster og kirker livestreamer en gudstjeneste uden menighed, mange præster lægger en prædiken op på de sociale medier. Senere i dag lægger Viborg Domkirke en andagt ud på deres hjemmeside og facebookside optaget i Domkirken i dag, så der ikke kommer et brud i den kontinuerlige søndagsgudstjeneste i Domkirken, der har varet fra den første Domkirke og frem til nu. 
Men hvis du har brug for at føle dig som en del af en gudstjenestefejrende menighed, i dag og de næste søndage, evt. sammen med mig, så er min ide til søndagene denne:
Gør et ”gudstjenesterum” klar, evt. ved at tænde et lys og måske sætte et billede der betyder noget for dig, eller en måske en blomst sammen med lyset, find et glas portvin, saft eller lignende, find en kiks eller en småkage og vær på den måde klar til at fejre nadver, hvis du har en salmebog, så tag den frem, sæt dig i en god stol (der skal jo være fordele ved, at være i kirke hjemme hos sig selv), hvor du kan se lyset og tænd radioen på P1. Klokken 10.00 transmitteres højmesse fra Københavns Domkirke. 
Det er den gudstjeneste jeg i dag vil lytte til og tage del i fra min gode stol, og tanken om, at der måske er nogle af jer, der plejer at fejre gudstjeneste sammen med mig om søndagen, der vil gøre det samme, varmer og giver mig en fornemmelse af at vi er sammen om troens glædelige budskab til trods for, at vi sidder hvert sit sted.

En god og glædelig søndag til alle, Guds fred og alt godt!

Det er i dag 3. søndag i fasten, anden tekstrække og her kommer den bøn, jeg ville have indledt gudstjenesten med, sammen med dagens læsninger.
Jesus Kristus!

Du er vort håb, vort eneste håb.
For selv når vi føler os frie
Og tror, vi kan gøre, hvad vi vil, 
er vi bundne på hænder, fødder og hjerter.
Kræfter i os og magter udefra
vil styre vore tanker og handlinger,
så vi ikke gør det, vi skal og det, du vil.
Herre, kom os til hjælp!
Få os til at høre dit ord, så vi tror
og holder os til dig
og griber den frihed, du giver os.
Indgyd os sandhedens og kærlighedens mod
til at trodse dem, der vil føre os bort fra dig.
For dit ord er sandhed fra evighed og til evighed. Amen (Bøn af Holger Lissner)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Joh 8,42-51

* Denne hellige lektie skrives i Anden Mosebog: Da sagde Herren til Moses: »Skynd dig ned! Dit folk, som du førte op fra Egypten, har handlet slet. De er allerede veget fra den vej, jeg pålagde dem at følge. De har støbt sig et billede af en tyrekalv; de har tilbedt den og ofret til den, og de har sagt: Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten.« Og Herren sagde til Moses: »Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk; lad mig bare tilintetgøre dem i min vrede! Men dig vil jeg gøre til et stort folk.« Dagen efter sagde Moses til folket: »I har begået en stor synd. Nu vil jeg gå op til Herren; måske kan jeg skaffe soning for jeres synd.« Så vendte Moses tilbage til Herren og sagde: »Ak, dette folk har begået en stor synd; de har lavet sig en gud af guld. Gid du dog vil tilgive dem deres synd! Men hvis ikke, så slet mig af den bog, du fører.« 2 Mos 32,7-10.30-32

Denne hellige lektie skrives i Johannes' Åbenbaring: Skriv til englen for menigheden i Efesos: Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, han som vandrer mellem de syv guldlysestager: Jeg kender dine gerninger og din møje og udholdenhed og véd, at du ikke kan døje de onde, og at du har prøvet dem, der påstår at være apostle, men ikke er det, og har fundet, at de lyver. Du har udholdenhed og har døjet meget på grund af mit navn og er ikke blevet træt. Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig. Men det fortrin har du, at du hader nikolaitternes gerninger, som jeg også hader. Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis. Åb 2,1-7


Dagens ord

Præstens hilsen lørdag

”Dagens ord” af sognepræst Inge Mader

Danmark er lukket! Jeg tror ikke, jeg er den eneste der har det svært med den nye situation, men jeg håber og tror, at vi alle er opmærksomme på, at de beslutninger der træffes er til vores fælles bedste på længere sigt.

Jesus siger i Matthæusevangeliet kap. 6,34 at vi ikke skal bekymre os for dagen i morgen, men det er svært, for ikke at sige umuligt i øjeblikket, ikke at bekymre sig! For når vi har mennesker i vores liv vi elsker, og som elsker os, så kan vi ganske enkelt ikke lade være med at bekymre os!

Men vi kan og vi skal lægge vores bekymringer frem for Gud i tro og tillid til, at han kan bære det, vi ikke kan bære – også vores bekymringer. Det får dem ikke til at forsvinde, men måske der kan være en trøst i, at ingen af os bærer alene!

I dag fik vi den første melding om, at et mennesker her i landet er død af Corona-virus, et ældre menneske, lad os bede for personens kære, at de får mod og kræfter til at gå ind i de nye dage med sorgen som følgesvend og lad os bede for alle, der har Corona tæt inde på livet, som smittet, som pårørende, som personale på sygehusene, lad dem vide, at vi ikke svigter ved at handle tåbeligt og selvisk.

Lad os sammen udvise samfundssind og følge de givne forskrifter, der er ingen, der synes forbud og påbud er sjove, men de er lige nu nødvendige og vores bønner må også gå til dem, der skal træffe de svære og tunge beslutninger på alles vegne.

Lige nu må vi være tilstede i det liv der er vores med de sorger og bekymringer men også glæder, som dagene bringer os, for vi lever videre, i troen på og i håbet om, at der kommer en tid efter pandemien, en tid, hvor vi igen kan udveksle håndtryk og give hinanden et knus! 

Jeg kom til at tænke på den smukke sang, ”Mørkets sang”, (nr. 133 i Højskolesangbogen) som Benny Andersen skrev både tekst og musik til i 1978, hvor ordene ”vis mig dit ansigt før alt er forbi, da er vi begge tilstede” og i sidste vers ”så er vi alle tilstede”, har klinget med i hele min dag – for det mindste vi kan gøre – om end på afstand – det er at blive ved med at vise hinanden vores ansigt, bekymret, ubekymret, smilede, sørgende, delvis dækket af en maske, eller åbent og bart – lad os være til stede i hinandens liv, så godt det lader sig gøre i øjeblikket! Lad os forsøge at sende hinanden et smil, når vore veje krydses, og lad os passe på hinanden og derved også på os selv!

Vil man vide mere om sangen, så se engang på Højskolesangbogens hjemmeside.

 

1 Floden er gammel, og floden er ung.

Byen er sorgfuld og munter.

Natten er glædelig. Natten er tung.

Livet er timer, sekunder.

Hold dig til livet et stykke endnu.

Døden har masser af venner.

Æd kun af mørket, men tro på at du

snart finder hende, du kender.

 

2 Lande bli’r nedlagt og lande består.

Venner forsvinder og savnes.

Livet er mer end sekunder og år.

Snart vil vi mødes og favnes.

Gribben er ikke en kolibri.

Lænken er ikke en kæde.

Vis mig dit ansigt før alt er forbi

så er vi begge tilstede.

 

3 Luften er lummer, og sommeren går

forår er noget, man mindes.

Livet er mer end sekunder og år.

Forår er der, hvor hun findes.

Danmark er lukket og gået i hi.

Gold er en indkapslet glæde.

Vis mig dit ansigt før alt er forbi

så er vi begge til stede.

 

4 Mure kan gi' sig, men luften er hård.

Livet begynder at stramme.

Husk, selv om rotterne slikker dit sår,

lys er den mørkeste flamme.

Affind dig ikke med mørkets magi.

Rut med dit forråd af glæde.

Vis mig dit ansigt før alt er forbi

så er vi begge til stede.

 

5 Træer kan vælte og riger forgå.

Kloder kan vælte som ærter.

En ting er drøj og går aldrig i stå:

kærligheds magt over hjerter.

Mørket vil binde, men lyset gør fri.

Bred er den smalleste glæde.

Vis mig dit ansigt før alt for forbi

så er vi begge til stede.

 

6 Mørket kan larme og mørket er tyst.

Sorgen er nem nok at lære.

Jeg ved en zone, hvor mørket er lyst.

Der vil jeg synge og være.

Ånd på mit hjerte og tæl så til ti.

Hør, hvor det vågner af glæde.

Vis mig dit ansigt før alt er forbi,

så er vi alle til stede.


Dagens ord

Præstens hilsen fredag

Sognepræst Inge Mader skriver:

 

Måske har du brug for at bede en bøn, måske har du svært ved at formulere en bøn. Måske har du en salmebog. I salmebogens bønnebog (s. 879)er der mange gode eksempler på bønner!

Nedenfor er et eksempel!

Med ønsket om en rolig nat til alle syge og bekymrede, alle smittede og raske, og bønnen om at vi må være her for hinanden i kærlig omtanke i nat, i morgen og alle dage!

Guds fred og alt godt!

 

Aftenbøn om fredagen II, fra Salmebogens bønnebog:

Jesus Kristus,

du som bor i lyset, men også møder os i mørket,

forbarm dig over os,

når vi mangler udholdenhed og kraft,

styrk os, når vi fanges i bekymring og angst.

Lad troen og håbet vokse og modnes i vort indre.

Tak for det, du i denne uge har givet os kræfter til at udrette.

Lær os at glædes over det, der lykkes for os - uden at blive hovmodige.

Tilgiv os, hvad vi har gjort af uret mod andre,

eller har forsømt.

Send os din Ånd, så vi ikke fortvivler over vore nederlag.

Korsfæstede og opstandne Herre,

du som kender døden og forladthedens mørke!

Vær med alle, der skal dø.

Giv din trøst og styrke til alle ensomme,

dem der tynges af savn og sorg,

dem, hvis liv formørkes af,

at ingen synes at have brug for dem.

Giv os tillid til at dele vort liv med hinanden,

vilje til at værne hinandens livsmod og glæde.

Hjælp os til at se hinanden. Amen.

Kalender